Dato: 02-07-2007 | Videnblad nr. 05.06-23 Emne: Hugstbehandling

Hugst og stormfald VI

Permanent rumlig stabilisering. Randstabilisering og indre stabiliseringsbælter

Permanente stabiliseringsbælter medfører en god beskyttelse af bevoksningen, fordi stormskader ofte opstår og breder sig fra nabobevoksningen eller fra stormfaldshuller i bevoksningen   

Principskitse af stabiliseringsbælter
Figur 1. Principskitse af randstabiliseringsbælter og indre stabiliseringsbælter.

Randstabilisering gennemføres i bevoksningernes vestrande og eventuelt i syd- og nordrande, mens indre stabiliseringsbælter som navnet siger etableres i striber i nord-sydgående retning inde i bevoksningen (Figur 1). Skulle stiksprorene ikke gå i nord-sydlig retning kan det ofte alligevel betale sig at etablere stabiliseringsbælter, da stormene har forskellige retninger.

Randstabilisering

I yngre bevoksninger etableres randstabiliseringsbæltet med en gradvis aftagende planteafstand fra yderste til inderste række i stabiliseringsbæltet. Den forholdsvis åbne rand skal gøre det muligt for luften at trænge ind i bevoksningen og bl.a. undgå at luftmasserne presses op over randen og slår ned i kronetaget som voldsomme turbulenser kort efter randen. (Figur 2).

Illustration af vindens påvirkning af rande
Figur 2. Billede 1) Princippet i randstabilisering. Billede 2) En normal bevoksningsrand. Randstabilisering filtrerer vindmasserne ind i bevoksningen hvilket giver en bred stabil rand og forebygger turbulenser kort efter randen.

Randstabiliseringsbæltet skal som minimum etableres i de yderste 4-5 planterækker svarende til en bredde på 6-8 meter, men det anbefales dog, at det etableres i de yderste 6-10 rækker svarende til en bredde af randstabiliseringsbæltet på 10-20 meter. I den yderste række skal planteafstanden være 3,5 – 4 meter og plantetætheden skal herefter stige gradvist mod øst ind i bevoksningen, indtil den bliver identisk med den normale plantetæthed i bevoksningen (Figur 3).

De indre stabiliseringsbælter

Der bør sigtes mod et slutstamtal på 300-800 træer pr. ha i de indre stabiliseringsbælter, hvis de etableres, mens bevoksningen er ung og stabil. Bevoksningens sluthøjde er bestemmende for slutstamtallet. Hvor en sluthøjde på 20 meter forventes, bør afstanden mellem træer i de indre stabiliseringsbælter være 3-3,5 meter svarende til et stamtal på ca. 800 træer pr. ha., og hvor sluthøjden når op på 30 meter anvendes en træafstand på 4.5–5 meter svarende til et stamtal på ca. 300 træer pr. ha. Hvis man forøger afstanden mellem træerne yderligere, forøges enkelttræstabiliteten godt nok, men specielt på mere fladgrundede jorder bør man også sikre et tæt sluttet kronetag med høj social stabilitet. Bredden af de indre stabiliseringsbælter bør være mindst halvdelen af bevoksningens sluthøjde.

Indre stabiliseringsbælter bør udgøre minimum 15% af bevoksningens areal, hvilket svarer til at de bør anlægges med 75-100 meters mellemrum.

Illustration af to typer stabiliseringsbælter
Figur 3. Der skal tilstræbes en gradvis stigende plantetæthed i randstabiliseringsbæltet. Figur 4. Slutstamtallet i stabiliseringsbæltet skal ligge omkring 300-800 træer pr. ha. svarende til en planteafstand på 3,5-6m 300 på gode og 800 på dårlige boniteter.

Etablering af stabiliseringsbælter

Stabiliseringsbælter skal helst etableres allerede i kulturfasen, for derved reduceres kulturomkostningerne, og hugster i stabiliseringsbælterne undgås helt. Det kræver imidlertid en høj etableringssikkerhed at plante spredt navnlig i bevoksningernes vestrande, hvor ukrudt ofte invaderer hurtigt. På gode boniteter må man sikre, at løvtræopvækst ikke blander sig dominerende i stabiliseringsbæltets kronetag på langt sigt, da det ødelægger stabiliseringsbæltets effektivitet. I unge bevoksninger etableres stabiliseringsbælter ved udrensning/nedskæring i den meget tidlige ungdom. Optimalt skal  udrensningen foretages ved en bevoksningshøjde på 4-8 meter, og stabiliseringsbælterne skal under alle omstændigheder være etableret før bevoksningshøjden når 10 meter, og på fladgrundede jorder før bevoksningen når en højde på 6 meter.

I bevoksninger over 10 meters højde er der en stor risiko for rodkageløsning efter meget stærke hugster. Man kan derfor ikke komme ned på de tilstræbte slutstamtal, hvis man etablerer stabiliseringsbæltet sent.

I ældre bevoksninger etableres stabiliseringsbælterne blot ved overgang til tyndingsfri drift. Alt afhængigt af hvor hurtigt  kronetaget lukker, vil dette i løbet af 10-15 år medføre en betragtelig forøgelse af stabiliteten.

På forholdsvis dybgrundede jorder kan man også vælge at føre en læbæltehugst i de indre stabiliseringsbælter, hvilket i højere grad giver plads til at bevare en eventuel naturlig indblanding af løvtræ. Hvis der gennemføres læbæltehugst i de indre stabiliseringsbælter, bør bælterne være mindst lige så brede som bevoksningens sluthøjde, og det bør erindres, at man ikke når maksimal stabilitet. Læbæltehugst-optionen er ikke velegnet på gode boniteter, og hvor der er omfattende råd.

Andre forhold

På længere sigt kan stabiliseringsbælterne naturligvis afvikles sammen med den øvrige bevoksning, men de vil givetvis besidde en så stor stabilitet og vitalitet, at de ofte vil kunne leve videre ind i næste generation – uanset foryngelsesmetode. Hvis man tilstræber en konvertering mod naturnær drift, er det helt oplagt at bevare gamle stabile træer, som kan bidrage til den aldersmæssige heterogenitet.

Logoer for finansieringskilderFinansiering

Stormrisk samt Skov og Naturstyrelsen (Erfaringer om stormfasthed fra langsigtede forsøg (B258, B259).



Videnblad nr.: 05.06-23
Forfatter: Christian Nørgård Nielsen