Konvertering af gran: Hugst for 120 fremtidstræer

Videnbladet omhandler en konkret hugstmodel til konvertering af granbevoksninger til naturnær drift. Modellen er primært møntet på rødgran og sitkagran, men kan tilsvarende bruges for andre nåletræarter - herunder ædelgran, douglas og grandis. Modellen er specielt egnet i stabile bevoksninger hvor stormfaldsrisikoen er begrænset.

Formål

Formålet med hugst for 120 fremtidstræer i gran er at skabe stabilitet ved at fremme diameter-spredningen og udviklingen af dybkronede herskende træer samt at lave en kvalitetsproduktion, både på fremtidstræerne og i mellemrummene mellem disse. Forekommer der andre træarter i den eksisterende bevoksning, sikrer modellen ligeledes disse arters fortsatte tilstedeværelse. Principperne svarer til »Hugst for 180 fremtidstræer« (Videnblad nr. 5.7-04), men ved kun at udpege 120 fremtidstræer holdes ressourceforbruget til udpegning på et lavere niveau, hvilket kan være relevant på de lidt dårligere lokaliteter. Modellen kan kun finde anvendelse i unge og mellemaldrende bevoksninger, hvor det fortsat er muligt at udbygge enkelttræets stabilitet.

Metode

Forudsat der er indlagt spor, foretages udvælgelse og markering af fremtidstræer. Da fremtidstræerne indgår som en vigtig del af produktionen – i modsætning til »Ankertræhugsten« (Videnblad nr. 5.7-07) – udvælges træerne blandt store, retstammede og fintkvistede træer. Disse behøver ikke at være jævnt fordelt; tværtimod udbygges bevoksningsstrukturen, hvis der ses bort fra en jævn fordeling af fremtidstræerne. Forekommer der indblandingsarter f.eks. birk, skovfyr og lærk, er det af hensyn til naturindhold og stabilitet naturligt også at udpege fremtidstræer blandt disse, forudsat de er vitale.

I de første hugstindgreb hugges for fremtidstræerne således, at kun konkurrerende træer fjernes (hugst fra oven). Undertrykte individer efterlades bl.a. af hensyn til bevarelse af skovklima og opdragelse af foryngelse. Hugsten er svagere end ved ankertræhugsten men stadig så stærk, at fremtidstræene som enkeltindivider bliver mere stabile (dybe kroner) set i sammenligning med den traditionelle hugst. På trods af at der hugges frit om fremtidstræerne, er forventningen, at det ikke vil gå ud over kvaliteten, da fremtidstræerne som udgangspunkt har en god kvalitet. I mellemrummene mellem fremtidstræerne hugges der svagt fra oven, hvorved de effekter, der aflægges, bliver forholdsvis store og lønsomheden i driften optimeret.

Når et passende antal træer har opnået den tilstræbte størrelse, påbegyndes afviklingen af bevoksningen gennem måldiamterhugst. Da der er hugget relativ kraftig for fremtidstræerne, er det disse, der først opnår den ønskede måldiameter, hvorimod andre dele af bevoksningen er »holdt tilbage«, hvilket forlænger afviklingsfasen. I sidste del af afviklingsfasen kan det være nødvendigt at øge måldiameteren for at forhindre for store destabiliserende hugstudtag.

Kulturmodeller

Den anførte hugst skaber optimale forudsætninger for udnyttelse af naturlig foryngelse. Afhængig af lokaliteten og den tilstræbte skovudviklingstype kan følgende kulturmodeller finde anvendelse:

Naturlig foryngelse af nål og udnyttelse af anden opvækst (se Videnblad 5.7-15)
Naturlig foryngelse af nål og såning af bøg (se Videnblad 5.7-16)
Naturlig foryngelse af nål og gruppevis indplantning af løvtræ (se Videnblad 5.7-17).

Modelkørsel og bevoksningssimulation

Den følgende illustration viser modelkørslen for konverteringsmodellen gennemført med enkelttræ-simulationsprogramet SILVA baseret på en 48-årig rødgranbevoksning i Hoverdal Plantage, Klosterheden (bonitet 4). Målet er her eksempelvis en

konvertering til skovudviklingstype 71 – Ædelgran og bøg. Programmet er kombineret med et illustrationsprogram, hvor udvalgte transekter »tegnes« ud fra et billedarkiv med enkelttræer (Andres Busse Nielsen).