Dato: 06-05-2009 | Videnblad nr. 08.07-42 Emne: Svampe

Skadevoldere på douglasgran

Douglasgran har mange gode egenskaber og anbefales anvendt i de danske skove i fremtiden. Træarten angribes af forskellige skadevoldere, hvoraf to nåleparasitter samt en bladlus er indslæbt til Europa fra Nordamerika. Skaderne berettiger ikke en bekæmpelse, men bør kendes for at undgå fejltagelser.

Symptomer på nlåle
Symptomer på de et år gamle nåle lige før udspring af douglasgran. Foto Iben M. Thomsen

Douglasgran er værdsat i skovbruget som en træart med god vækst, evne til at vokse på mange slags jordbund og en god stormfasthed i ældre bevoksninger. Kysttypen af douglasgran (Pseudotsuga menziesii var. menziesii) anses som den mest velegnede, og træarten regnes også som robust overfor klimaændringer (www.Plantevalg.dk). Den er velegnet til blandinger og forynger sig villigt. Frostskader og vildtbid anses som det væsentligste problem i kulturfasen. Derudover optræder forskellige skadevoldere af større eller mindre betydning.

Douglasiesprækkesvamp

Douglas-sprækkesvampens frugtlegemer
Figur 1 Frugtlegemer af douglas-sprækkesvamp bryder frem under nålens epidermis. Foto Iben M. Thomsen

De to indlandstyper af douglasgran angribes af nålesvampen Rhabdocline pseudotsuga, mens den grønne kysttype er så godt som resistent. Især den blå douglasgran er stærkt modtagelig for douglasiesprækkesvamp, og denne skadevolder er faktisk en væsentlig årsag til, at dyrkning af douglasgran i Europa nu kun omfatter kysttypen.

Svampen inficerer de nye nåle under udspring. Efter den første frost får de angrebne nåle et marmoreret udseende, med mørkviolette eller rustbrune bånd. Næste forår under udspring åbner frugtlegemerne sig (figur 1), og i løbet af sommeren falder nålene af. Høj luftfugtighed under udspring er afgørende for infektion, og det er derfor ikke usædvanligt at se næsten totalt afnålede årsskud veksle med godt besatte nåleårgange og delvist beløvede skuddele.

Douglasiesodskimmel

Misfarvede nåle
Figur 2. Misfarvede nåle forårsaget af Phaeocryptopus gaumannii. Angrebet er formentligt blevet synligt på de godt et år gamle nåle pga. en kraftig julitørke (foto fra august 2006)

Nålesvampen Phaeocryptopus gäumannii angriber tilsyneladende alle tre typer af douglasgran lige meget. Svampen inficerer også de nye nåle under udspring, men i modsætning til den foregående art er den efterfølgende udvikling flerårig. Allerede året efter infektion kan de første frugtlegemer bryde frem fra stomata på undersiden af nålene. I løbet af de næste 3-4 år dannes stadig flere af de små, sorte frugtlegemer, de angrebne nåle misfarves og falder til sidst af. Douglasiesodskimmel regnes traditionelt som mindre skadelig end douglasiesprækkesvamp pga. den lange udviklingstid.

I USA har man imidlertid siden 1991 oplevet en mere aggressiv udvikling i sygdommen, hvor nålene bliver gule allerede næste forår inden udspring (»banantræer«).

Gullig douglasgran
Figur 3. Kraftigt angreb af Phaeocryptopus gaumannii giver de ældre nåle et gulligt skær. Foto: Iben M. Thomsen

Angreb flere år i træk giver alvorlige tilvæksttab og kan få træerne til at dø. Det antages, at anvendelse af douglasgran uden for dens naturlige udbredelsesområde og med en større bevoksningsandel end de naturlige 20% har medvirket til denne ændring i sygdomsbilledet. Nogle forskere mener dog, at der er udviklet en ny og mere patogen type af svampen.

I Danmark optræder omfattende nålefald særligt hyppigt efter kolde vintre kombineret med et tørt forår, men ellers ses svampeangrebet blot som misfarvning af 2-4 årige nåle. På juletræer i USA er Ph. gäumannii et særligt problem, fordi angrebne, men stadigt grønne nåle drysser hurtigt efter fældning.

Douglaslus

Douglasgranlusen (Gilletteella cooleyi) minder såvel i levevis som i symptomer meget om alm. ædelgranlus, som vi kender fra nordmannsgran. Bladlusen værtskifter med sitkagran – undertiden også hvidgran og blågran. I alle tilfælde produceres der på hovedværten karakteristiske langstrakte galler. I modsætning til sprækkesvampen nævnt overfor er det i dette tilfælde den grønne kysttype, som er mest modtagelig for angreb. Den blå indlandstype er angiveligt nærmest resistent.

Nye nåle med angreb af douglasbladlus
Figur 4. Kraftigt angreb af douglasbladlus på nyudsprungne nåle.


Hvide totter på douglasnåle
Senere på året er bladlusene dækket af hvid voks.


Vingede vandrelus flyver i sensommeren fra hovedværten over på douglasgran. Hér lægger hunnen 50- 100 æg, som klækkes i løbet af september. De små larver er 0,4 mm lange, ovale, brunsorte med veludviklede vokstråde langs kanten og i rosetter på ryggen. Disse larver udvikles næste forår til uvingede, æglæggende hunner. Afkommet af disse ses i forsommeren på årsskuddene som små, hvide uldtotter på undersiden af nålene (figur 4).

Nålene misfarves og krummer ved stærk sugning om foråret, men skaden aftager sidst på året – som hos alm. ædelgranlus. Arten er vidt udbredt over hele landet. Omfattende skader er sjældent rapporteret, men har forekommet i udlandet såvel i Skotland som i Tyskland. For små planter – fx planteskoleplanter – kan angrebene være alvorlige.

Toptørre og barkdød hos douglasgran

Douglasiekræft og toptørre (Potebniamyces coniferarum) er en svampesygdom, som angriber barken på douglasgran, men også andre nåletræer som ædelgran og lærk. Den benævnes i ældre lærebøger som indsnøringsyge (Phomopsis pseudotsuga), og sygdommen blev beskrevet første gang af den danske plantepatolog Emil Rostrup.

Død douglasgran i kultur
Figur 5. Blandingskultur med douglasgran, som er dræbt af rodfordærver.

I planteskoler og på kulturstadiet giver angreb anledning til tørre toppe på de 2-5 årige planter. Dette kan være en medvirkende årsag til den tvegedannelse, der somme tider plager douglasgran. Grænsen mellem det levende og døde er karakteriseret af en skråtstillet valk, og svampens små, sorte frugtlegemer bryder frem på de indfaldne, døde dele. Tørkestressede planter er særligt modtagelige. Plantning under skærm angives at mindske risikoen for angreb. På træer ældre end 5 år ses angreb som et rudeformet, indfaldent område i barken. Opkvistning kan give indfaldsvej for både Ph. coniferarum og andre sårparasitter.

Vednedbrydende svampe

Douglasgran er stærkt modtagelig overfor angreb af rodfordærver (Heterobasidion annosum) i ungdommen (figur 5). Dette kan være en medvirkende årsag til den dårlige stabilitet, som præger træarten indtil alder 30-40 år. Derudover angribes douglasgran af brunporesvamp og andre vednedbrydere (Videnblad 8.7-14 og -16).

Litteratur

Bejer, B. 1989: Forstzoologi I. Forstentomologi, s 18-19. DSR Forlag 119 pp.
Butin, H. 1995: Tree Diseases and Disorders. Oxford University Press, s 23-26 (Rhabdocline, Phaeocryptopus), s 102-104 (Potebniamyces / Phomopsis).
Ferdinandsen, C. & Jørgensen, C.A. 1938/39: Skovtræernes sygdomme. Nordisk Forlag, s 177-181 (Rhabdocline), s 216-221 (Phomopsis).
Koch, J. 1982: Angreb af svampe på nåle af douglas. Bilag til Plantepatologi for skovbrugere. 10 pp.
Stephan, B.R. 1980: Prüfung von Douglasien-Herkünften auf Resistenz gegen Rhabdocline pseudotsuga in Infektionsversuche. European Journal of Forest Pathology 10: 152-161.



Videnblad nr.: 08.07-42
Forfattere: Iben M. Thomsen og Hans Peter Ravn