Dato: 01-09-2007 | Videnblad nr. 03.01-31 Emne: Skovdriftsformer

Skovbundsflora i gammel urørt skov

Undersøgelser af skovbundsfloraen i Suserup Skov viser hvilken betydning urørt skovbund, lysbrønde, skovbryn, samt naturlige og menneskeskabte forstyrrelser har for artssammensætning og udbredelse af karakteristiske skovbundsarter. Undersøgelsen viser, at skovbundens artsrigdom, selv i mindre, urørte skovområder, kan være mangfoldig og indeholde mange gammelskovsarter. Her beskrives årsagerne til artsrigdommen og betydningen for forvaltning af skovbundsflora i dyrket skov.

Skovbundsflora i en urørt skov

Anemoner og violer i skovbund
Figur 1. Om foråret er skovbunden i Suserup Skov tæt dækket af bl.a. Hvid Anemone, Gul Anemone og violer. Foto: Morten Christensen.

Suserup Skov er en urørt skov på ca. 19 ha, der ligger ved Tystrup sø i Suså-systemet. Skoven er omkranset af græssede overdrev og arealer med naturlig succession. Skoven er domineret af bøg og ask i den vestlige del. I den østlige del, hvor der tidligere har været græsning, vokser en del gamle egetræer. Mod syd, langs søen er der ellesump, samt et mindre område, som er præget af tidligere beboelse med tilhørende have/græsningsfold.

Suserup Skov er unik, fordi den altid har været skovklædt og desuden har ligget urørt hen i flere årtier. Skovbundsfloraen er derfor præget af en stor artsrigdom og der er ingen tegn i vegetationsdækket eller artssammensætningen på, at skoven er for lille, dvs. har en stor påvirkning fra  omgivelserne, og derfor kunne have karakter af et bredt skovbryn.

Det er karakteristisk for Suserup Skov, at der er mange gammelskovsarter, dvs. arter, som er betinget af, at området har været skovbevokset og uforstyrret af jordbearbejdning osv. gennem lang tid. Ud af 183 observerede arter er der 42 ammelskovsindikatorer. Om foråret er skovbunden i Suserup Skov tæt dækket af især Hvid Anemone, Gul Anemone og Hulrodet Lærkespore (Figur 1).

De fleste forårsarter har vegetativ spredning og dækker derfor store områder.Sommerfloraen er langt mindre tæt, da træernes løv hindrer lyset i at nå skovbunden. Gammelskovsarter forekommer i alle dele af skoven, dog i varierende omfang, eks. ses Dunet Steffensurt jævnt i hele skoven mens Skov-Star vokser tættere på skovkanten og Stor Konval primært findes i den egetræs-dominerede østlige del af skoven (Figur 2).

Illustration af den rumlige fordeling af gammelskovsarter
Figur 2. Den rumlige fordeling af gammelskovsarter i 50m x 50m felter varierer fra art til art. Her ses Skov-Star (Carex sylvatica), Dunet Steffensurt (Circaea lutetiana) og Stor Konval (Polygonatum multiflorum).

Lysbrønde skaber nye vækstbetingelser

Når et eller flere (gamle) træer bryder sammen opstår der en lysbrønd. Her er mængden af lys, vand og næringsstoffer i en kort årrække højere end i den omgivende skov. Dermed opstår der et levested for en række arter med præference for et lyst og næringsrigt miljø. Dette er særlig markant for sommerfloraen, hvor der blev registret signifikant flere arter i lysbrøndene end i den lukkede skov omkring. Både antal og dækningsgrad øgedes ligeledes i de første år efter lysbrøndens opståen.

Arterne i lysbrøndene er karakteriseret ved spredning over lange afstande, krav om lys og næringsstoffer og er derfor ofte pionerarter. Lysbrønden fungerer dermed som et temporært levested for bl.a. Skov-Hindbær, Stor Nælde, og Alm. Gederams. Også Alm. Røn og Alm. Hyld etablerer sig i lysbrøndene.

Tidligere drift og forstyrrelser har stadig betydning

Koncentrationen af ikke-hjemmehørende skovbundsflora
Figur 3. Koncentrationen af ikke-hjemmehørende skovbundsflora er størst omkring den nedlagte bebyggelse (indrammet 50m x 100 m felt), ved søbredden (syd) og de to sti-indgange til skoven (NØ og NV). I den indre del af skoven er der kun observeret hjemmehørende arter.

Tidligere tiders skovdrift, græsning og beboelse i skove har betydning for den nuværende sammensætning af træer og flora i  skoven. I alt 14 ikke-hjemmehørende arter findes nu i skoven, især i området omkring den nu nedlagte beboelse i skoven. Dette gælder bl.a. havearter som Japan-Pileurt og Skvalderkål, som har opnået dominans i større områder. Herudover forekommer ikke-hjemmehørende arter primært ved de to stier ind til skoven samt langs søen (Figur 3).

Det er sandsynligt at årsagen til disse arters forsvinden er, at skoven er blevet markant tættere i forbindelse med ophør af hugst og skovgræsning.

Forvaltning af flora i dyrket skov

Undersøgelserne i Suserup Skov viser, at selv mindre skove kan have en rig skovbundsflora. Samtidig bidrager den heterogene sammensætning af træarter til en høj artsrigdom i skovbundsfloraen. Hvis man ønsker at tilgodese skovbundsflora i dyrket skov, er det vigtigt at sikre en heterogenitet i træartssammensætningen samt at undgå jordbundsforstyrrelser.

Herved fremmes udviklingen af sammenhængende plantesamfund, især for vegetativt spredte arter (mange skovbundsarter har primært vegetativ spredning). I en skov præget af naturlig dynamik giver lysbrønde temporære levesteder for arter med præference for lys og høj tilgængelighed af næringsstoffer. Dette kan også gøre sig gældende i dyrkede skove, hvor man laver gruppevis foryngelse.

Litteratur

Hahn, K. and Thomsen, R. P. 2007: Ground flora in Suserup Skov: characterized by forest continuity and natural gap dynamics or edge-effect and introduced species? – Ecol. Bull. 52: 167-181.


Videnblad nr.: 03.01-31
Forfattere: Katrine Hahn og Charlotte Varming.