Træartsvalget 20. Ædelgran

Abies alba L.

Almindelig ædelgran er skyggetålsom og forynger sig villigt, hvilket kan give den fordele i fremtidens skovbrug, især ved en mere naturnær drift baseret på blandingsbevoksninger og selvforyngelse. To nye skadevoldere, en svamp og en barkbille, kan dog blive et problem.

Frøplantage med ædelgran — Frøplantage FP242 »Bækkelund« (Hald ved Viborg) med calabrisk ædelgran.

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Ædelgran forekommer naturligt i Central- og Sydøsteuropas bjergregioner, hvor den optræder i blanding med bl.a. bøg, ær, rødgran og til dels lærk. Den forekommer så godt som aldrig naturligt i renbestand. Uden for sin naturlige udbredelse har den fået en vis betydning i de kystnære områder i Nordtyskland og Danmark. Optællinger i den danske skovstatistik viser, at ædelgran optræder på knap 1 % af skovarealet svarende til ca. 5.500 ha.

Ædelgranens naturlige udbredelse (EUFORGEN).

Forskellige racer af ædelgranen har i forsøg vist så store forskelle i dyrkningsegnethed, at det får afgørende betydning for valg af proveniens. I det danske oceaniske klima har provenienser fra det sydlige Italien (Calabrien over 1.600 meter) vist en helt overlegen sundhed og vækst. Sammen med bøg og rødgran danner den mange steder i Central- og Østeuropa typiske klimakssamfund.

Almindelig ædelgran er nok den mest udprægede klimaks- og skyggetræart af alle vores nåletræer.

Den forynger sig villigt i skygge af andre træer og kan faktisk overleve i årtier nærmest uden adgang til sollyset. Dens store skyggetålsomhed og evne til villig selvforyngelse er også et af træartens største aktiver.

Krav til klima

Ædelgranen er med sit tidlige udspring meget udsat for forårsfrost, hvilket betinger, at den næsten udelukkende forynges i et allerede eksisterende skovklima (under skærm eller i rande). Efter renafdrift eller ved skovrejsning kræver den en forkultur, idet ammetræer sjældent er tilstrækkeligt. Ædelgranen kræver desuden relativ megen nedbør (over 800 mm/år), som dog delvist kan erstattes af høj luftfugtighed. For ædelgranens udvikling er nedbør således vigtigere end næringsstof-forsyning. Træarten er særdeles tolerant overfor salt, hvilket sammen med behovet for høj luftfugtighed er årsagen til dens udbredte brug i klitskovbruget. Ædelgranens forventede reaktion på de formodede klimaændringer må ses i relation til proveniensvalget. Dyrkning af de centraleuropæiske ædelgranprovenienser, som har en begrænset tilpasningsevne, forventes at blive yderligere problematisk. De calabriske provenienser må derimod anses for tilstrækkeligt tilpasningsduelige på grund af en stor genetisk diversitet.

Krav til jordbund

Ædelgranen tåler såvel stive våde lerjorde som tørre fattige sandjorde. De mest tørre jorde og meget fattige, grundvandspåvirkede jorde bør dog undgås. Træarten er følsom overfor lav nedbør og bør ikke anvendes i nedbørsfattige egne. Den vokser udmærket på kalkholdig jord og tåler manglende luftskifte bedre end gran. Rodsystemet er kraftigt og veludviklet. Det får karakter af pælerod eller hjerterod i alderdommen. På vekselvåd jord ses skader på sænke- og vertikalrødder, men ædelgran er alligevel den nåletræart, som får det dybeste rodnet på dårligt drænede jorde.

Grafik angivelse af jordbundskrav for ædelgran — Jordbundskrav for ædelgran: optimale (grøn), egnede (grå) og uegnede (rød) lokaliteter.

Sygdomme og skader

Ædelgranen har forholdsvis få naturlige fjender. Den vigtigste er nok vildtet, hvis præference for træarter bevirker, at kulturer henholdsvis foryngelser ikke udvikler sig uden hegn. Ædelgran regnes i Danmark som nærmest resistent overfor rodfordærver (Heterobasidion annosum og H. parviporum), se Videnblad 8.7-3. Dette skyldes dog, at den art af svampen (H. abietinum), som angriber ædelgran i dens naturlige udbredelsesområde, endnu ikke findes i Danmark.

To nye og alvorlige skadevoldere har dog vist sig på Abies-arter i Danmark, herunder alm. ædelgran. Svampesygdommen ædelgrankræft (Neonectria neomacrospora) samt ædelgranbarkbille (Cryphalus piceae) har potentiale til at blive alvorlige trusler mod dyrkning af ædelgran i Danmark. Angreb af svampen fremmes af høj luftfugtighed, mens barkbillen formentlig vil få glæde af højere temperaturer og sommertørke. Læs mere i Videnblad 8.7-51 og 8.10-23.

Anvendelse i skovbruget

Ædelgranen kom til landet med den tyske forstmand J. G. von Langen for over 240 år siden. Fra den tid findes stadig enkelte pragteksemplarer i de danske skove, som har opnået anseelig størrelse. I Nørreskoven ved Furesøen findes der således ædelgraner på op mod 45 meter i højden plantet i 1770-erne.

Den optræder kun i én skovudviklingstype som dominerende art og her sammen med bøg Ædelgran/grandis og bøg (71). Denne skovudviklingstype med de udprægede klimaksarter er det nærmeste, vi i Danmark kommer på »plenterwald«-strukturen med dens intensive blanding af arter og aldre. I skovudviklingstyperne Gran med bøg og ær (51), Sitkagran og fyr med løvtræ (52) og Douglasgran, rødgran og bøg (61) kan ædelgranen hhv. grandis optræde som vigtig indblanding, og her især på jorde med god vandforsyning og eller i områder med høj luftfugtighed som fx klitegnene.

Proveniensvalget

Provenienser af ædelgran fra det sydlige Italien (Calabrien) har i forsøg vist en overlegen vækst og sundhed (se foto). Proveniensvalget er derfor helt fokuseret på materiale af syditaliensk oprindelse: fx FP242 Bækkelund eller direkte importer fra Calabrien (over 1.600 m). Den eneste anden eksisterende frøkilde i Danmark er F.770 Dover Pltg. afd. 32a HedeDanmark, hvor træerne er af ukendt oprindelse.