Træartsvalget 3. Avnbøg
Avnbøgens nordlige udbredelse går gennem Danmark. Den er således vildtvoksende i landets sydøstlige egne og mest almindelig på Bornholm og Lolland-Falster. I skovbruget bruges den mest som underplantning under eg. Avnbøgs ved er meget hårdt, men anvendes nu mest til brænde. På grund af dens store regenerationsevne er den velegnet til stævningsdrift. Den tåler ligeledes beskæring og anvendes derfor i landskabet navnlig som klippet hæk.
Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle
Avnbøgen er vidt udbredt i Mellemeuropa fra Sydengland, Danmark og Sydsverige i nord til Sydfrankrig, Syditalien og Grækenland mod syd. Mod øst standser træarten ved grænsen til Rusland, mens udbredelsen strækker sig fra sortehavsområdet gennem Kaukasus til Elbrusbjergene i det nordlige Iran. Mod nord vokser den i lavlandet, mens den når højder på 1000 meter i Mellemeuropa og op til 2000 meter i Kaukasus og 2300 i Elbrusbjergene.
Den bliver mellem 150 og 250 år gammel og når sjældent højder på over 25 m – selv på optimale lokaliteter. I Danmark når avnbøgen sin nordligste udbredelse. Den findes her i småskove, skovbryn og hegn, specielt på Lolland, Falster og Bornholm, mens den er sjælden hhv. fraværende i den nordlige del af landet.
Avnbøgen er skyggetolerant, men bliver sjældent dominerende i de tilsvarende klimakssamfund, da dens højdevækst er begrænset i forhold til andre skyggetræarter – især bøgens. Dens økologiske niche er derfor i højere grad som indblandingsart i mere lystræprægede skovsamfund, fx sammen med eg, ask og lind, hvor avnbøgen hovedsagelig optræder i mellemetagen. Den forekommer så godt som aldrig i renbestand, men som mellemetage kan den ofte optræde med større stamtal end overetagens træarter. Den sætter villigt stødskud og forekommer derfor hyppigt i de centraleuropæiske lav- og mellemskove.
Krav til klima
Avnbøgen er tilpasset et suboceanisk til subkontinentalt klima og har sit optimum i det sydbaltiske område (Litauen, Polen). Den tolererer varme somre og klarer tilsvarende kolde vintre godt. Den er mindre følsom over for sen forårsfrost end bøg og kan på ikke alt for udsatte lokaliteter godt kultiveres på bar mark uden skovklima og uden brug af ammetræer. Nær dens nordlige grænse (fx i Danmark) bliver den varmekrævende og undviger områder med kulde. Således udvikler den sig bedst i den sydøstlige del af landet. Avnbøgen vil nyde godt af mindre klimaændringer, hvis disse som ventet går mod højere temperaturer. Arten er relativ stormfast.
Krav til jordbund
Avnbøgen er relativ tolerant med hensyn til næringsstof- og vandforsyning. Den kræver dog god næringsstofforsyning for at udvikle store individer. Den vokser på tørre lokaliteter såvel som på udpræget dårligt drænet, stiv lerjord med pseudogley, som den tåler langt bedre end bøg og ær. Den vokser dog dårligt på tørvejord. Avnbøgens løv omsættes let, og træarten er en typisk mulddanner.
Sygdomme og skader
Avnbøgen har ikke mange naturlige fjender. Den efterstræbes kun i begrænset grad af vildt og er ikke særlig udsat for musegnav. Som underetage i eg vil den ofte afløves af frostmålere, når sommerfuglelarverne er færdige med hovedtræarten. Diverse svampesygdomme på blade har ingen praktisk betydning, og det samme gælder angreb af heksekost (Taphrina carpini), da kun sidegrene rammes. Af og til ses angreb af rynket lædersvamp (Stereum rugosum) på stammer af yngre træer, svampen forårsager kræftsår og hvidmuld. Angrebne træer kan blot fjernes ved tynding.
Anvendelse i skovbruget
Avnbøg har pga. sin begrænsede højdevækst og gode skyggetolerance været brugt som undervækst i egebevoksninger til modvirkning af vanrisdannelse. Den er således ideel til at skabe strukturvariation og bunddække i lystræprægede skovudviklingstyper. Dette gælder specielt for Eg med ask og avnbøg (21), men også i andre skovudviklingstyper på bedre jorde har avnbøg en vis plads, fx Bøg med ask og ær (12), Eg med lind og bøg (22) og Ask med rødel (31). I den kulturbetingede skovudviklingstype Stævningsskov (91) vil avnbøgen også kunne forekomme især på næringsrig bund, da den har let ved at danne stødskud. Avnbøgen kan desuden anvendes i læplantninger og inderst i vildtremiser.
Proveniensvalget
Viden om avnbøgens geografisk-genetiske variation er meget begrænset. Et gammelt proveniensforsøg i Tharandt (Sachsen) tyder på, at nordøstlige provenienser (nordlige Polen) er mere vækstkraftige og har en bedre stammeform end provenienser fra Bayern og Sachsen.
I Danmark anvendes hovedsageligt lokalt indsamlet frømateriale. Som hovedregel bør man anvende dansk frømateriale, men der er intet der tyder på, at udenlandsk (nordtysk, polsk) skulle være mindre velegnet. Følgende frøkilder er pt. på markedet og kan anbefales:
- F.567 Kæderup Tykke, Bregentved
- F.787 Knuthenborg, Knuthenborg
- Nordtyskland Zone 80601
Konsultér også plantevalg.dk
Litteratur
Boratynski, A. 1996: Carpinus betulus. Enzyklopedie der Holzgewächse 5/8: 1-12
Ifølge data fra Danmarks skovstatistik forekommer avnbøg kun på 0,2 % af skov arealet, fortrinsvis som indblanding.
Videnblad nr.: 03.02-20
Forfatter: J. Bo Larsen.