Dato: 25-06-2012 | Videnblad nr. 03.02-25 Emne: Valg af træart

Træartsvalget 8. Grandis

Abies grandis Lindl.

Grandis har med sit store vækstpotentiale i perioder været plantet en del i de danske skove. Den har en stor jordbundsmæssig amplitude og forventes at kunne tilpasse sig kommende klimaændringer. Mulighederne synes derfor at være til stede for at arten kan få en større betydning i skovbruget.

Grandis stammer fra det nordvestlige Amerika, og er den træart, som hos os har vist det største vækstpotentiale. I forsøg har vi således målt løbende årlige tilvækster på over 50 m3/ha. Når den ikke har vundet større udbredelse, skyldes det veddets lave rumtæthed og deraf relativt lave styrkeegenskaber. Gennem svag hugst kan styrkeegenskaberne forbedres, og træarten besidder en stor klimatilpasningsevne. Grandis har således mulighederne for at blive en af fremtidens vigtige skovtræarter.

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Kort over udbredelse af grandis (kæmpegran)
Grandis udbredelse omfatter de amerikanske delstater Washington, Oregon, Californien, Montana og Idaho samt British Columbia i Canada.

Grandis er hjemmehørende i det nordvestlige Amerika, hvor den har to adskilte udbredelses-områder: 1) et vestlig, maritimt omkring Vancouver Island samt den vestlige del af staterne Washington og Oregon og 2) et østligt, kontinentalt der strækker sig ned gennem Rocky Mountains fra den sydøstlige del af British Columbia, Idaho, Montana samt det østlige Washington og Oregon.

Grandis er en skyggetræart - en udpræget klimaksart, der først kommer ind sent i successionen. Her vil den sammen med thuja og tsuga langsomt erstatte pionerarterne douglasgran (i vest) hhv. ponderosafyr (i øst), hvis ikke skovbrand starter en ny successionsproces. I det vestlige, maritimt prægede område, som er mest interessant for danske forhold, og hvorfra dansk grandis stammer, findes den især som enkelttræindblanding eller i små grupper sammen med bl.a. douglasgran, thuja, og tsuga. I det østlige, kontinentale område optræder den i blanding med ponderosafyr m.fl.

Grandis har i Europa været brugt i ca. 100 år. I dansk skovbrug har den fået en vis betydning pga. sin store produktionskraft (den højeste af alle træarter), og fordi den på mere næringsfattige og tørre lokaliteter med fordel kan erstatte ædelgranen som klimaks-art. Grandis er god i blandinger med andre arter, og den forynger sig villigt - især på lettere jorde. Optællinger i den danske skovstatistik viser dog, at grandis kun optræder på knap 1 % af skovarealet svarende til godt 5.000 ha.

Krav til klima

Grandis trives særdeles godt i det milde danske milde kystklima. Som udpræget skyggetræart er den følsom overfor forårsfrost - dog ikke så udpræget som ædelgranen. Til gengæld er træarten meget tørketolerant, delvis pga. dens evne til dyb rodudvikling – selv på svær lerjord med pseudogley. Grandis forventes at kunne tilpasse sig de forventede klimaændringer – både den øgede temperatur og sommertørke; dog vil den som alle nåletræarter have problemer med øget stormfrekvens.

Krav til jordbund

Grandis trives og har god vækst over en bred vand- og næringsgradient - fra meget fattig til meget rig og fra meget tør til grundvandspåvirket jord. Rodsystemet tolererer vekselvåde og grundvandspåvirkede fede lerjorde (type 8) på linie med ædelgran.

På de tørre jorde er den mindre vandkrævende end almindelig ædelgran og klarer sig her generelt godt. Dens største udbredelse i Danmark er tilsvarende på Djurslands lette og tørre jorde. Den er formodentlig ustabil på tørv og på ekstremt grundvandspåvirket, humusrig gleyjord.

Grandis har et meget letomsætteligt løv - den hurtigste omsætningshastighed af alle nåletræarter, og er derfor ikke en udpræget mordanner som de fleste andre nåletræer.

Grafisk angivelse af jordbundskrav for grandis
Jordbundskrav for grandis: optimale (grøn(, egnede (grå) og uegnede (rød) lokaliteter

Sygdomme og skader

Grandis har hos os forholdsvis få naturlige fjender, hvilket er interessant, da den i sit hjemland kæmper med mange skadevoldere – både insekter og svampesygdomme. Træartsforsøg viser, at grandis har en lavere hyppighed af rodfordærverråd end rødgran og sitkagran (se Videnblad 8.7-3).

Grandis efterstræbes noget af vildt, dog ikke så meget som almindelig ædelgran. Dens dybtgående rodsystem burde betinge en bedre stormfasthed end vore øvrige nåletræarter, men det opvejes af, at den under storm har en større tilbøjelighed til, at stammen brækker.

Anvendelse i skovbruget

Grandis dyrkes traditionelt i renbestand og opnår her de højeste tilvækstrater af alle vore skovtræer. I forsøg er der målt løbende årlige tilvækster på over 50 m3/ha. Overlegenheden i biomassetilvækst er dog ikke helt tilsvarende, da veddets rumtæthed pga. de brede årringe er relativ lav.

Grandis frøavlsbevoksning med høje træer
Frøavlsbevoksning på Haderslev distrikt under frøhøsten: der er højt op – eller langt ned!

Den lave rumtæthed og deraf reducerede styrkeegenskaber er hovedårsagen til, at træarten ikke har vundet større udbredelse i skovbruget. Forsøg har dog vist, at rumtætheden og derved styrkeegenskaberne kan forbedres betydeligt ved en svagere hugst. En svag hugst fra oven (kun hugst af de groveste stammer) vil således på ikke alt for næringsrige jorde kunne skabe en meget høj vedmasse af tilstrækkelig kvalitet.

I sit hjemland vokser grandis næsten altid i blanding, og den viser sig også hos os at passe godt sammen med andre arter. Som udpræget skyggetræart minder grandis i sin økologiske profil meget om ædelgran, i forhold til hvilken den har en væsentlig højere tilvækst samt bedre frostresistens.

Derfor indgår grandis på lige fod med ædelgranen i skovudviklingstyperne og bør foretrækkes frem for ædelgranen på næringsfattige lokaliteter med lav nedbør. I følgende skovudviklingstyper indgår grandis som et væsentligt bevoksningselement: Bøg og gran (14), Gran med bøg og ær (51), Douglasgran, rødgran og bøg (61), Ædelgran/grandis og bøg (71).

Proveniensvalget

Proveniensforsøg med grandis viser klare proveniensforskelle mht. vækstkraft. Således vokser de kystnære herkomster fra Washington, Oregon samt British Columbia kraftigere end provenienser fra Idaho. Proveniensvalget er dog ikke så afgørende som hos douglasgran. Interessen samler sig om danske kårede bevoksninger samt provenienser fra kystområderne i staten Washington samt British Columbia - og her især Vancouver Island.

  • Kårede danske bevoksninger fx F.737, Silkeborg Vesterskov, F.768 C.E.Flensborg, F.813 Valskov, F.821 og F.822 Meilgaard, F.828 Tuse Næs
  • Østsiden af Vancouver Island, British Columbia, Canada (fx Courtenay)
  • Den Olympiske halvø (især nord- dog østsiden) i Washington (fx Sequim, Louella, Elwha, Poulsbo)
  • Vestsiden af Kaskadebjergene i Washington (fx Darrington)

Konsultér også plantevalg.dk

Litteratur

Larsen, J.B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST 82: 186-192.



Videnblad nr.: 03.02-25
Forfatter: J. Bo Larsen.