Træartsvalget 13. Røn
Røn er en pionerart, som specielt er knyttet til næringsfattige lokaliteter. Med sine røde spiselige frugter og dekorative løv er den er velegnet som landskabstræ men har på grund af dens ringe vækst ikke haft nogen nævneværdig betydning i skovbruget. I det naturnære skovbrug kan den få en vis økologisk rolle i skovbryn og som indblandingsart på næringsfattige lokaliteter i tidlige successionsstadier.
Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle
Alm. røn er udbredt over det meste af Europa - fra Nordkap ved den polare trægrænse til Sicilien og det sydlige Balkan, fra Island, Irland og Nordspanien til Ural i Rusland og Kaukasus. Den forekommer ligeledes i Nordafrika i Marokkos bjerge. Tilsvarende optræder den i lavlandet og helt op til den alpine trægrænse i de Central- og Østeuropæiske bjerge (op til 2.000 meter). I Danmark forekommer røn i de fleste egne, dog hyppigst på næringsfattige lokaliteter, hvor konkurrencen med andre mere vækstkraftige arter er mindre.
Rønnen er en udpræget pionertræart med en hurtig ungdomsvækst, der dog hurtigt klinger af. Den bliver sjældent over 20 meter høj og 100 år gammel. Den er hovedsageligt knyttet til de tidlige successionsstadier efter større eller mindre katastrofer og findes her som oftest i blanding med birk, hyld, pil, eg mv. I subalpine skove kan den dog sammen med fx cembra- og bjergfyr være bevoksningsdannende.
Krav til klima
I Danmark er rønnen en typisk skovbrynsart og forekommer ofte i lysstillede granbevoksninger eller efter stormfald, hvis den da ikke forhindres af vildtet, som efterstræber den meget. Den har derfor en vigtig rolle som »hul-fylder«. Med sin nøjsomhed og robusthed overfor klimaekstremer og ikke mindst på grund af det dekorative løv (efterårsfarvning) og frugter (flere end 60 fuglearter nyder gavn af dens frugter) er rønnen blevet en vigtig træart i bymæssig sammenhæng og som landskabstræ.
Røn er særdeles klimatolerant. Den skades sjældent af frost og tørke i god tråd med dens pioneregenskaber. Den stiller tilsvarende ringe krav til vandforsyningen, men trives dog bedst i et køligt og fugtigt klima (fx på nordhælder). De forventede klimaændringer vil næppe påvirke rønnen i nævneværdig grad.
Krav til jordbund
Røn stiller kun ringe krav til jordbunden og har en meget stor økologisk amplitude. Den kan vokse på alle jorde fra de næringsfattige og tørre til de mest næringsrige og grundvandspåvirkede lokaliteter. På de mest næringsfattige lokaliteter kræver den dog et vist humusindhold og en høj luftfugtighed for at trives. Den trives ikke på højmoser. Rønnens løv omsættes let og bidrager hermed til mulddannelse.
Sygdomme og skader
Røn er efterstræbt af vildtet, men har forholdsvis få væsentlige skadevoldere. Gymnosporangium-rust omfatter flere arter, som alle værtskifter med ene (Juniperus). Den mest almindelige er nok rønnehornrust (G. cornutum). Skaden er generelt mere betydende på ene, hvor grene dræbes. Som de fleste arter i kernefrugtfamilien er Sorbus modtagelig for bakteriesygdommen ildsot (Erwinia amylovora), men almindelig røn anses som næsten resistent. Røn kan få deforme skud af løvtrækræft (Neonectria ditissima), der også angriber bøg. Endelig er røn meget modtagelig for rodfordærver (Heterobasidion annosum), men som andre løvtræer angribes røn kun, når den optræder som indblanding i nåletræsbevoksninger.
Anvendelse i skovbruget
I det klassiske skovbrug har røn nærmest været betragtet som ukrudt. Dens bær er interessante for fugle, som hjælper med spredning af arten. Optællinger i den danske skovstatistik viser, at røn optræder på ca. 1 % af skovarealet svarende til godt 5.600 ha.
I den naturnære drift har træarten udover dens økologiske fortrin en række egenskaber, som gør den interessant. Den er således velegnet som indblanding i forbindelse med konvertering af hedeplantager, hvor den ofte kommer spontant. Ligeledes er den sammen med birk et vigtigt element i sekundærsuccession efter stormfald. Den vil næppe få nogen stor plads i det fremtidige skovbrug, men den vil få en vis rolle i skovbryn samt som vigtig indblandingsart i de fleste skovudviklingstyper, der er knyttet til de lettere jorde.
Proveniensvalget
Det anbefales at anvende danske frøkilder.
- Bevoksninger kåret til landskabsformål: L.138 Rågø, L.087 Dyrelund, L.124 Truust.
- Andre lokale frøkilder.
Konsultér også plantevalg.dk.
Litteratur
Krüssmann, G. 1976: Handbuch der Laubgehölze. Berlin, Hamburg.
Thomsen, I.M. 2004: Rustsvampe på enebær. Videnblad 5.26-16. Videntjenesten for Park og Landskab. Skov & Landskab.
Videnblad nr.: 03.02-30
Forfattere: J. Bo Larsen og Iben M. Thomsen.