At tage bestik af situationen - konfliktens 3 dimensioner
Ofte er konfliktsituationer uklare – en blandet bunke af mere eller mindre håndgribelige fakta og forestillinger. Konfliktens 3 dimensioner (Figur 1) er et godt og gennemprøvet værktøj til at undersøge, hvad en konfliktsituation handler om.
Alle konflikter kan beskrives ud fra deres substantielle indhold, den valgte procedure samt parternes relation. Alle tre dimensioner vil være i spil – men i varierende grad: En uoverensstemmelse omkring en løsgående hund (substans) kan fx udvikle sig forskelligt alt efter, om ejermanden er et brokkehoved, der jævnligt overfalder skovdistriktet i lokalavisen, eller om vedkommende gennem mange år har været en venlig nabo til skoven (relation). Tilsvarende kan det være afgørende for konfliktens forløb, om skovfogeden lægger ud med en skideballe eller en åben og indlevende snak med hundens ejer (procedure).
Det giver derfor mening at skelne mellem disse tre dimensioner i en given konfliktsituation. Ved at svare på en række spørgsmål er det muligt at afdække hvad der gemmer sig i hver dimension. Afhængigt af tid og resurser kan man besvare spørgsmålene umiddelbart, eller indhente yderligere information for at kvalificere sine bud.
Konfliktens substantielle indhold
Konfliktens substantielle indhold er som regel åbenlyst og opfattes typisk som konfliktens »årsag« eller »omdrejningspunkt«, fordeling af knappe ressourcer – fx penge, jord, eller rettigheder. Hvem skal have hvad og hvor meget? Disse forhold er forholdsvis håndgribelige. Ofte er dette den eneste dimension, parterne er bevidste om, og som bliver genstand for direkte »forhandling«.
Erfaringen viser, at nedenstående spørgsmål kan hjælpe til at afdække konfliktens substantielle indhold:
- Hvilke emner bringer parterne frem og fremhæver som vigtige i situationen?
- Er parterne enige om, hvilke emner der er relevante og vigtige? Prioriterer de vigtigheden af emnerne i samme rækkefølge?
- Er parterne overhovedet enige om, hvad konflikten drejer sig om – for en selv og for de andre? Ser parterne situationen i samme lys? Definerer og afgrænser de problemstillingerne på samme måde?
- Er emnerne håndterbare (fx tid, penge, rettigheder) eller mere uhåndgribelige (fx ære, selvværd, identitet, symboler, værdier, kultur)?
- Hvilke standpunkter og bagvedliggende interesser har konfliktens parter?
- Har tidligere politiske initiativer (love, regler, forhandlinger) sat standarder for fordelingen af de goder og ressourcer, som parterne er uenige om?
Parternes relation
Relationen mellem parterne har stor betydning for om en uoverensstemmelse overhovedet udvikler sig til en egentlig konflikt. Har parterne en noget anstrengt relation, kan selv den mindste uoverensstemmelse føre til optrapning af konflikten. Omvendt fører en god relation ofte til, at parterne konstruktivt kan arbejde sig igennem selv store uoverensstemmelser og finde en løsning. Fx er parternes attitude overfor hinanden, samt vilje og evne til at samarbejde helt afgørende.
Tillid, magt, kommunikation og evne til samarbejde er vigtige faktorer, som afgør kvaliteten af en relation. Disse faktorer kan belyses vha. nedenstående spørgsmål:
- Har parterne tillid til hinanden? Hvorfor, hvorfor ikke? Vigtige begivenheder?
- Hvordan kommunikerer parterne med hinanden – er de fx i stand til at lytte? Prøver de at (mis)forstå hvad den anden siger? Kommer de med beskyldninger, eller spørger de imødekommende til den anden parts interesser i sagen?
- Er der spørgsmål omkring deres indbyrdes magtforhold, som spiller ind? Er parterne enige om, hvem der bestemmer hvad over hvem? Er der gensidig tilfredshed med situationen?
- Hvordan opfatter parterne hinanden – attituder og fordomme?
- Er parterne i stand til og villige til at samarbejde? Tror de på en fælles løsning, eller går de efter at vinde på den andens bekostning?
- Har parterne en særlig forhistorie? Har den haft betydning for relationen – god eller dårlig?
- Hvilke forhold trækker i en konstruktiv hhv. destruktiv retning?
Proceduren parterne følger
Uanset om parterne er bevidste om det eller ej, følger de en bestemt vej igennem deres konflikt. Vejen lægges løbende til rette og afhænger i høj grad af hvilke strategier parterne følger undervejs. Ofte står parterne i et grundlæggende strategisk dilemma, nemlig om det er klogest at samarbejde eller kæmpe imod den anden part.
Spørgsmål omkring lovgivning, beslutningskompetence samt rammerne om processen i det hele taget er desuden vigtige at forholde sig til som led i at udvikle en god procedure gennem konflikten:
- Forsøger parterne at håndtere deres uoverensstemmelse? Hvordan?
- Er der relevant lovgivning omkring situationen? Hvem har beslutningskompetencen, og er der vigtige deadlines?
- Er parterne indstillede på at strides eller på at samarbejde?
- Hvilke ressourcer er til rådighed (tid, penge, arbejdskraft)?
- Hvad er parternes beslutningsrum og hvorvidt har parterne kontrol over situationen? Er parterne i stand til at føre en fælles beslutning ud i livet eller er de afhængige af andre – er der fx risiko for at blive overtrumfet fra anden side?
- Findes der alternative mulige processer, som kan hjælpe parterne til en fælles løsning? Hvem kan eventuelt facilitere eller mægle i processen - interne eller eksterne personer eller organisationer?
Forholdet mellem de tre dimensioner
En systematisk gennemgang af de tre dimensioner kan give et indledende overblik. Arbejdet går i første omgang ud på at strukturere konflikten ved at adskille indholdet i de nævnte tre dimensioner. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der er sammenhæng mellem de tre dimensioner.
Parternes magtforhold spiller fx en afgørende rolle i såvel procedure - som relations-dimensionen. Tilsvarende kan der være uoverensstemmelser over rettighederne til et givet stykke jord, som har større symbolsk end reel økonomisk værdi – hvilket kan have rod i historiske forhold i parternes relation. Det er derfor hensigtsmæssigt at afslutte analysen med at undersøge sammenhængen mellem de tre dimensioner ved at stille spørgsmålet:
- Hvordan hænger de identificerede faktorer sammen – på tværs af de tre dimensioner: substans, relation og procedure ?
Som nævnt er det ofte åbenlyst, hvilke substantielle aspekter der er til diskussion i en given konflikt, mens det er mere uklart, hvordan det forholder sig med parternes relation og procedure (Figur 2). Værktøjet er enkelt - og i teorien meget simpelt at bruge. I praksis kan det (især i begyndelsen) være svært at skelne mellem de tre dimensioner.
Fremdrift i konflikten
Det kan ofte betale sig at dæmpe forventningerne til, hvor hurtigt og hvor langt man kan nå i retning mod en løsning/forbedring af konfliktsituationen – hos en selv såvel som hos de øvrige parter. Konflikter med mange parter og omkring komplicerede problemstillinger (fx arealanvendelse) lader sig ikke løse i en håndevending. Høje forventninger kan hjælpe en proces i gang ved at trække parterne til bordet – men i det lange løb kan prisen være skuffede forventninger og øget frustration. I den forbindelse er værktøjet »konfliktens 3 dimensioner« relevant.
Gennemgangen af konfliktens substans, parternes relationer og den procedure, de følger, kan føre til en begrundet strategi for, hvordan konflikten bedst »angribes«. Man opstiller dernæst realistiske mål og en plan for, hvordan der skabes fremdrift så situationen kan forbedres inden for hver af de tre dimensioner. Deraf det engelske navn »the Progress Triangle«. I praksis kan dette gøres ved i en given situation at stille sig spørgsmålet: Hvilke faktorer i hver af de tre dimensioner – relation, procedure og substans – kan påvirkes for at øge parternes mulighed for at arbejde sammen i retning mod at forbedre situationen?
Litteratur
Daniels, S.E.; Walkers, G.B. 2001: Working through environmental conflict, the collaborative learning approach. Praeger, London.
Videnblad nr.: 09.04-21
Forfattere: Jens Emborg, Christian Gamborg