Afbrænding på græsarealer – Københavns Universitet

Dato: 25-05-2016 | Videnblad nr. 09.12-15 Emne: Særlige områder af skoven

Afbrænding på græsarealer

Græsarealer kræver pleje for at opnå den ønskede biodiversitet. Afbrænding kan være et godt alternativ eller supplement til græsning og slåning. Det kræver viden, planlægning og erfaring at opnå de bedste resultater. Desuden er der en række lovkrav at overholde.

Højstaudesamfund brænder kraftigt. Ved at brænde de gamle frøstande skabes lys og luft til fremspiring af nye planter. Foto: Anna G. Worm

Højstaudesamfund brænder kraftigt. Ved at brænde de gamle frøstande skabes lys og luft til fremspiring af nye planter. Foto: Anna G. Worm

Historisk har afbrænding været en meget benyttet driftsmetode mange steder i verden, og Danmark er ingen undtagelse. Afbrændingen har blandt andet været brugt til at for­berede arealer til afgræsning og til at ændre skovarealer til landbrugs­jord. Græsarealerne blev brændt af for at fjerne førnelaget og mindske mostæpper og på den måde skabe spirebede til græs og urter.

Plejemetoden har længe været glemt i Danmark, mens man i f.eks. Norge og Sverige har holdt traditionen ved lige. I dag er vi dog så småt ved at genopdage metoden i Danmark. De fleste kender til de gode resultater ved afbrænding som hedepleje, men man kan meget mere med afbrænding, bl.a. helt undvære afgræsning. Eller man kan holde arealerne med et lavere græsningstryk til glæde for blomsterrigdommen og biodiversiteten.

Fordele og ulemper

I et forsøg over en treårig periode viste 11 af de 12 fokusarter positiv respons på afbrænding – som helhed eller i forhold til formering. Tilsvarende pleje med slåning havde en positiv effekt, men kun på 5 af de 12 arter (Hald & Bruun, 2015). Andre fordele ved afbrænding:

  • Fjerner næringsstoffer, specielt kvælstof. Fosforen bliver i asken og eroderes i nogen grad væk efterfølgende med regn og vind. Det er en fordel at beholde noget af fosforen, da man på denne måde mindsker forsuringen.
  • Udpiner tidligere gødskede marker
  • Giver større artsrigdom af urter, forynger og fremmer tyttebær
  • Er en billig plejemetode
  • Afbrænding foretages i én proces. Ikke som slæt, der først skal slås og siden samles op.
  • Kan benyttes på små områder og uvejsomt terræn, hvor det ikke er rentabelt med hegning eller maskiner.
  • Giver jordblottelse (favoriserer frøspiring, redebygning for marklevende bier, biller mv.)
  • Favoriserer varmekrævende arter (en sort, brændt mark absorberer varme og forhøjer temperaturen langt ind i efteråret.)

Ulemper ved afbrænding:

  • Meget vejrafhængig og dermed vanskelig at planlægge; nogle år lykkes det måske slet ikke at få brændt af.
  • Kræver opmærksomhed på harekillinger, krybdyr, insekter og andre dyr. Dette problem er dog ikke stort i det tidlige forår.
  • Ved afbrænding i foråret er næringen i plantematerialet ringest. Derfor er det begrænset, hvor meget næring der kan fjernes pr. afbrænding.
Afbrænding fjerner næringsstoffer, specielt kvælstof. Fosforen bliver i asken og eroderes i nogen grad væk efterfølgende med regn og vind. Det er en fordel at beholde noget af fosforen, da man på denne måde mindsker forsuringen. Foto: Anna G. Worm

Afbrænding fjerner næringsstoffer, specielt kvælstof. Fosforen bliver i asken og eroderes i nogen grad væk efterfølgende med regn og vind. Det er en fordel at beholde noget af fosforen, da man på denne måde mindsker forsuringen. Foto: Anna G. Worm

Velegnede arealer

Afbrænding kan anvendes på disse typer af arealer:

Rørskov
Her kræves medvindsbrand. Kan være vanskelig at styre, da ilden løber meget hurtigt. Derfor er det vigtigt med stabile brandbælter. Vær opmærksom på dyr, der trykker sig i sivene. Man kan både brænde rørskov på fast bund og over vand. Læs mere i Videnblad 9.12-16 om teknikker til afbræn­ding.

Efter afbrænding får man det bedste resultat ved at sætte græsningsdyr på i det tidlige forår. Både heste og køer æder gerne de friske grønne skud af tagrør. Rhizomerne på tagrør er meget følsomme for de tråd, dyrene påfører dem. På den måde vil dyrene holde tagrørene nede og minimere genvækst.

Overdrev/tørt græsland
Her er afbrænding ofte en ganske brugbar metode. Arealerne er på tør bund, og der er oftest en passende mængde brændbart materiale. Det er nemt at styre afbrændingen i smalle bånd og at etablere brandbælter. I kuperet terræn kan vindforholdene dog være vanskelige at forudsige/beregne. På disse arealer kan afbrænding både fungere alene og som forberedelse eller supplement til afgræsning.

Eng- og rigkærsarealer med f.eks. bjergrørhvene eller anden kraftigt voksende næringsfattig vækst
Her kan afbrændingen være noget vanskelig at gennemføre, afhængig af hvor våd bunden er. Ofte vil disse arealer være ganske vandmættede i det tidlige forår. Vækster, der er opretstående, kan fint brændes i tørt vejr, men vækster der ligger ned, er for våde til afbrænding. De plantedele, der er våde, vil dog også nemmere omsættes og forgå end de tørre.

Ved at brænde de tørre planter gives lys til bunden, så friske vækster kan spire frem. Ved denne manøvre forbedres græsset, så der er frisk grønt græs til eventuelle efterfølgende græsningsdyr på arealet. Græsningen vil yderligere forringe vilkårene for de konkurrencestærke planter.

Lovkrav

Afbrænding af græsarealer er reguleret af en række love og bekendtgørelser som naturbeskyttelsesloven, museumsloven samt bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding i det fri af halm, kvas, haveaffald og bål mv. Som udgangspunkt skal afbrænding ske i vinterhalvåret.

Loven foreskriver, at der ikke må foretages afbrænding, såfremt vinden er frisk eller derover (8 m/sek.). Hvis det blæser op, eller vinden skifter til en uheldig vindretning, skal ilden slukkes. Det er kommunen, som skal give tilladelse til afbrænding, se boks.

Tilladelse til afbrænding
I bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 om afbrænding står der i § 7: 

Kommunalbestyrelsen skal give tilladelse, før der kan ske afbrænding af

1)  siv og rør, der står på roden i søer, åer, moser, rørskove og enge, og

2)  lyng, der står på roden, hede- og mosetørv samt hede- og mosejord.

Stk. 2: Kommunalbestyrelsen vurderer, om en afbrænding af de i stk. 1 nævnte naturtyper er sikkerhedsmæssigt forsvarlig af hensyn til pleje af naturen, og fastsætter sikkerhedsmæssige vilkår for afbrændingens gennemførelse, herunder størrelsen af det nødvendige vagtmandskab.

Stk. 3: Kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra Naturstyrelsen forud for meddelelse af tilladelse til afbrændinger i perioden fra 1. marts til 31. oktober.

I henhold til naturbeskyttelseslovens § 3 er det vigtigt at bemærke, at alle tilstandsændringer kræver dispensation. Habitatbekendtgørelsen, der både sikrer beskyttelse af Natura 2000-områder og bilag IV-arter, angiver, at der ikke må foretages noget, som kan føre til til­stands­­ændring af habitatnaturen eller kan skade arterne. Herfra kan der ikke dispenseres.

Der bør brændes af så sent eller tidligt på året som muligt. Det skal tages i betragtning, hvordan vejret er på afbrændingstidspunktet. Kommer foråret tidligt, kan det være nødvendigt at fremskynde afbrændingen for ikke at være til skade for dyrelivet.

Kilder
Baaner, L. 2013: Afbrænding af kvas og vegetation. Videnblad 9.13-3, Videntjenesten for Skov og Natur.
Buttenschøn, R.; Knudsen, O. 1999: Hedepleje med rotationsbrænding. Videnblad nr. 9.12-14, Videntjenesten for Skov og Natur.
Hald, A.B.; Bruun, H.H. 2015: Gravhøjsforvaltning med medvindsafbrænding. Rapport fra kulturlandskab.org. 41 s.

Naturbeskyttelsesloven
Museumsloven
Habitatbekendtgørelsen



Videnblad nr.: 09.12-15
Forfatter: Anna G. Worm