Teknikker til afbrænding på græsarealer – Københavns Universitet

Dato: 26-05-2016 | Videnblad nr. 09.12-16 Emne: Særlige områder af skoven

Teknikker til afbrænding på græsarealer

Afbrænding kan være et godt alternativ eller supplement til græsning og slåning af græsarealer. Mosaikafbrænding og medvindsbrand er de mest almindelige teknikker. Planlægning og sikkerhed er afgørende elementer i processen.

Man bør kun brænde ca. 1/3 af arealet pr. gang. Førnen brænder villigt og efterlader det friske græs. Det efterfølgende år vil der være et kraf­tigere førnelag på de ikke tidligere brændte arealer, hvorfor disse vil brænde. På den måde skabes mosaikafbrændingen naturligt. Foto: Anna G. Worm

Man bør kun brænde ca. 1/3 af arealet pr. gang. Førnen brænder villigt og efterlader det friske græs. Det efterfølgende år vil der være et kraf­tigere førnelag på de ikke tidligere brændte arealer, hvorfor disse vil brænde. På den måde skabes mosaikafbrændingen naturligt. Foto: Anna G. Worm

Ved afbrænding af græsarealer er planlægningen utrolig vigtig. Start i god tid. Afbrændingen skal aftales med den kommunale brandinspektør. Han/hun skal have oplysninger om, hvem der foretager afbrændingen, hvem der er ansvarshavende, og hvor der brændes af.

Det er en god ide at fremsende grundigt udarbejdet kortmateriale samt en beskrivelse af omgivelserne sammen med en risikovurdering. Hvad brændes af, og hvad er formålet med afbrændingen? Hvornår skal afbrændingen foregå? Hvis brandvæsnet bliver kaldt ud til en planlagt afbrænding, som de ikke er informeret om, risikerer den ansvarshavende at modtage en regning for udrykningen.

Det er også vigtigt at informere naboer og andre interessenter i nærområdet. Fortæl om formålet, planen og tidspunktet. Det vil mindske antallet af klager samt opkald til brandvæsnet, og det kan ofte vende utryghed og modvilje til nysgerrighed og interesse.

Læs mere om lovkrav og metodens anvendelighed i Videnblad nr. 9.12-15.

Mosaikafbrænding

Her afbrændes mindre områder i en mosaik på arealet. På den måde sikrer man overlevelsesmulighed for dyrelivet, der overvintrer i det høje, tørre græs. Det er en god ide at søge efter naturdata om lokaliteten for at finde ud af, om der er noget på arealet, som kræver særlige hensyn. Det kunne f.eks. være sjældne sommerfugle. Sommerfuglelarver vil ofte gå til ved en afbrænding. Der er dog set eksempler på, at larverne overlever en hurtig afbrænding, og at de kan kravle til de ikke brændte områder. Hvis der ikke bliver brændt af, vil der ikke komme det samme blomsterflor året efter. Dermed vil nektarfødekilden mangle til næste generation af sommerfugle, hvorefter disse alligevel vil omkomme.

Mosaikafbrændingen er således vigtig, så man ikke udrydder alle larver i det høje, tørre græs, og samtidig sikrer næste generations føde­grund­lag. De fleste andre dyr vil over­vin­tre i jorden og er dermed helt uden for fare. Denne metode sikrer også, at der på heder kan være lyng i flere forskellige aldersstadier. Mosaikafbrænding minimerer desuden skadevirkningerne, hvis afbrændingen mislykkes.

Princippet kan være, at højst en tredjedel af arealet afbrændes pr. gang på de følsomme arealer. På den mådes køres med en rotation, så det samme areal kun brændes hvert tredje år eller med endnu længere mellemrum. Det vil i praksis komme af sig selv, da det friske græs ikke brænder. Kun førnen brændes af.

Modvindsbrand

Modvindsbrand er afbrænding op mod vinden. Det kræver, at der er meget brandbart materiale, hvorfor metoden primært er anvendelig ved hedeafbrænding med et tykt humus/førnelag. Denne metode brænder arealet i bund og udvikler høje varmegrader. Da der ofte er begrænset mængde af brandbart førne på græsarealer, er denne metode sjældent anvendelig på disse arealer. Metoden behandles ikke yderligere her.

Medvindsbrand

Medvindsbrand er den primære metode på græsarealer, da det brand­bare materiale her er begrænset. Her bruges vinden til at bære ilden fra strå til strå. Denne metode svarer til en slåning, idet ilden flyver hurtigt hen over arealet. Ilden brænder kun overfladisk, og der er kun en meget begrænset temperaturudvikling. Ved et afbrændingsforsøg på en gravhøj (Hald & Bruun, 2015) blev jordoverfladen maks. 75 grader, og sten på jordoverfladen blev maks. 26 grader, altså ikke mere end på en almindelig sommerdag. I 10 centimeters dybde kunne ingen ændring i temperaturen registres ved forsøget. Årsagen er, at varmen stiger til vejrs ved afbrænding.

Medvindsbrand fungerer godt på eng, rigkær og overdrev. Rørskov er kun mulig at afbrænde med en medvindsbrand, da rørene brænder med stor hastighed, og ilden derfor kan være svær at styre.  Det er derfor vigtigt at have et klart afgrænset område, enten ved hjælp af brandbælter eller anden klar afgrænsning.

Sikkerhed

Man bør ikke brænde i meget tørre perioder. I knap så tørre perioder kan der ofte brændes om morgenen, hvor duggen hænger i græsset. Etablér altid gode brandbælter, inden afbrændingen startes. Hold en miniøvelse, inden der sættes ild.

Anvend ikke brandbart tøj, brug gerne nomex-dragter. Lædersko, uld og bomuldstøj kan anvendes, men syntetiske materialer er bandlyst. Bedst er det selvfølgelig at bruge tøj, der er udviklet til opgaven. Vær rigeligt mandskab til at slukke ilden og medbring vand.

Ilden kontrolleres i sin udstrækning ved hjælp af branddaskere, og trods navnet fejer man med dem. Der bør være rigeligt med mandskab uddannet i brug af branddaskere, hvis ilden skulle komme ud af kontrol.

Ilden kontrolleres i sin udstrækning ved hjælp af branddaskere, og trods navnet fejer man med dem. Der bør være rigeligt med mandskab uddannet i brug af branddaskere, hvis ilden skulle komme ud af kontrol. Foto Anna G. Worm

Udstyr

Til afbrændingen benyttes ukrudtsbrændere, enten gasflasker eller dåser. Gasflaskerne kan frembringe en effektiv flamme, men de er tunge at bevæge sig rundt med. Ukrudtsbrændere med små gasdåser er meget lette at medbringe og lever som oftest fint op til opgaven. Man bør medbringe vand og branddaskere til at slukke ilden. En danskvand, der rystes, eller en vandkande kan klare mere, end man tror. Det er vigtigt at sikre sig, at medhjælpere ved, hvordan en branddasker anvendes korrekt.

Kilder
Hald, A.B.; Bruun, H.H. 2015: Gravhøjsforvaltning med medvindsafbrænding. Rapport fra kulturlandskab.org. 41 s.
Larson, K. 2007: Bränning och markstörning gynnar hotade arter i Halland. Svensk Botanisk Tidsskrift 101(2): 85-90.
Møller, I.S.; Ingerslev, M.; Vesterdal, L. 1999: Afbrænding af kvas og effekter på skovøkosystemet. 1. Næringsforhold. Skoven 31(3): 144-146.
Ravn, H.P.; Rune, F.; Thomsen, I.M. 1999: Afbrænding af kvas og effekter på skovøkosystemet. 2. Insekter og svampe. Skoven 31(4): 193-196.

Bekendtgørelse 1339 (2014) om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding



Videnblad nr.: 09.12-16
Forfatter: Anna G. Worm