Træhvepse og vednedbrydende svampe

Påkørsler fra maskiner, kronvildt-skrælning, barkskrab fra fældning og andre såringer af nåletræer kan medføre angreb af barksvampe og vednedbrydende svampe. Hvis træerne udskiller harpiks som følge af såringen eller er stressede, kan de desuden tiltrække insekter som f.eks. træhvepse. Rådangreb i splinten og dermed nedsat vedkvalitet er resultatet, hvis sår på stammen giver anledning til udtørring af veddet, insektangreb og svampeinfektioner.

Træhvepse

De to mest almindelige arter af træhvepse i Danmark er kæmpe-træhvepsen (Urocerus gigas) og blå træhveps (Sirex juvencus). De fleste nåletræarter kan være værter, således både gran (Picea), fyr (Pinus), ædegran(Abies) samt lærk og douglasgran. Især rødgran synes at være en foretrukken vært.

Begge arter flyver i juli-august og lægger deres æg i nyfældede stammer eller stående træer, som er stressede eller har store sår. Lugten af frisk harpiks tiltrækker træhvepsene. I Europa og Nordamerika regnes træhvepse som sekundære skadevoldere, men træhvepsen Sirex noctilio optræder som invasiv art og alvorligt skadedyr på den sydlige halvkugle.

Træhvepsenes larver gnaver lange gange i splinten af nåletræer. Deres udvikling tager normalt 2-3 år, men den kan forlænges, hvis træet tørrer ud, f.eks. fordi det fældes og oparbejdes til tømmer. Larvegangene er så tætpakkede med fint boresmuld, at de nemt kan overses på savværket. Larverne kan overleve opskæringen på savværket, så hvis træet anvendes i huse eller andre steder, kan de voksne træhvepse dukke op flere år efter.

Da de voksne træhvepse er i stand til at gnave sig ud gennem næsten hvad som helst, kan de give husejere en ubehagelig overraskelse. F.eks. ved at forårsage kortslutninger, når de gnaver gennem strømførende ledninger, eller når det nye trægulv pludselig har lange rækker af store, cirkelrunde udflyvningshuller.

Symbiose

Når træhvepsene kan leve i ved, er det fordi de har symbiose med en vednedbrydende svamp af slægten Amylostereum. Kæmpe-træhvepsen bærer A. chailletii, som på dansk hedder granlædersvamp, mens blå træhveps og S. noctilio har symbiose med A. areolatum, brunviolet granlædersvamp.

Træhvepsehunnen opbevarer svampen i nogle specielle beholdere i bagkroppen, og hun placerer sporer fra svampen, samtidig med at hun lægger æg. Hun injicerer også slim, som er toksisk overfor træet og bidrager til at udtørre splinten. Svampen vokser ud i veddet og forårsager en rødlig misfarvning, der kun langsomt udvikler sig til et råd af hvidmuldstypen.

Larverne spiser af svampens mycelium i veddet og får på den måde de enzymer, som kan nedbryde træets bestanddele, ned i tarmkanalen. De kan derfor selv omdanne det ved, de spiser, til kulhydrater omend ikke nær så effektivt som svampene selv.

Forveksling

I en del lærebøger og håndbøger om insekter og svampe ses den misforståelse, at træhvepsenes partner er blødende lædersvamp (Stereum sanguinolentum). Denne vednedbrydende svamp er den vigtigste sårparasit på nåletræ, men blødende lædersvamp smitter selv træerne med sine sporer og har ingen insektvektor.

Blødende lædersvamps frugtlegemer ligner den mest almindelige Amylostereum art, granlædersvamp, der som nævnt er kæmpetræhvepsens symbiont. De to svampe optræder også de samme steder nemlig på barken eller endefladen af stammestykker efterladt i skoven. Den eneste tydelige forskel er, at S. sanguinolentum rødfarves, når man kradser i frugtlegemets sporeproducerende overflade.

Modforholdsregler

Det mekaniserede skovbrug har specielt i tidligere tider givet anledning til alvorlige skader på stående træer, hvilket har givet indfaldsvej for angreb af sårparasitter. En dansk undersøgelse viste at både blødende lædersvamp og granlædersvamp havde givet anledning til rådudvikling på op til 0,5-1 meter pr år (Koch & Thongjiem, 1989).

Også opkvistning og høst af pyntegrønt har givet anledning til misfarvning og råd i f.eks. lærk, rødgran og nordmannsgran (Koch, 1986). Klipning af pyntegrønt sker på det tidspunkt, hvor der er størst risiko for sårinfektion med svampesporer. I lærk og rødgran kan denne risiko nedbringes ved at flytte opkvistningstidspunktet, men dette vil til gengæld indebære en risiko for tiltrækning af træhvepse til de friske sår, hvis opkvistningen sker forud for træhvepsenes flyveperiode.

Desuden skal man være opmærksom på, at træhvepsene er nogle af de insekter, der vil få gode opformeringsmuligheder i forbindelse med stormfald (se Videnblad 8.10-5).

Tre enkle forholdsregler kan mindske risikoen for angreb af vednedbrydende svampe og vedlevende insekter som træhvepse i nåletræbevoksninger:

• Undgå barkskrab og andre sår på stående træer
• Opkvistning af nåletræer bør ske i slutningen af august
• Efterlad ikke nåletræstammer i skoven

Det anbefalede tidspunkt for opkvistning er valgt ud fra, hvad der er optimalt for træet mht. muligheden for at reagere aktivt på såringen. Desuden er slutningen af august i den sidste del af træhvepsenes flyveperiode, men før hovedsæsonen for de fleste sårparasitters sporekast, ikke mindst blødende lædersvamp.

Litteratur

Koch J. 1986: Grøntkvistning og råd. Skoven 18(2): 68-69.
Koch, J., Thongjiem, N. 1989: Wound and rot damage in Norway spruce following mechanical thinning. Opera Botanica 100: 153-162.
Thomsen, I.M. 1993: Træhvepse og svampe - en skadelig kombination. Skoven 25(6/7): 266-269.
Thomsen, I.M., Koch, J. 1993: Amylostereum areolatum og A. chailletii - to ejendommelige rådsvampe på nåletræ i Danmark. Svampe 26: 23-25.

Videnblad nr.: 08.10-14
Forfattere: Iben M. Thomsen og Susanne Harding