Træartsvalget 15. Skovfyr

Pinus silvestris L.

Skovfyr er som udpræget pionertræart meget klimarobust og kan anvendes under alle jordbundsforhold. Som produktionstræart betinger dens begrænsede vækst dog kun brug på de mest næringsfattige lokaliteter.

Kort over skovfyrs naturlige udbredelse — Skovfyrs naturlige udbredelse strækker sig over et stort område fra Mellemeuropa og langt mod nordøst. EUFORGEN 2004.

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Skovfyr findes naturligt på hele den skandinaviske halvø. I Central- og Østeuropa strækker den sig i et bælte mellem den 45. og den 65. breddegrad fra Tyskland, gennem Polen, Baltikum og Rusland ud til Beringstrædet. Mod vest findes den i Alperne samt i spredte forekomster i Skotland, Frankrig, Spanien, på Balkan samt i bjergene omkring Sortehavet.

Skovfyr indvandrede til Danmark kort efter afslutningen af sidste istid for ca. 10.000 til 12.000 år siden. Allerede få årtusinder senere blev den fortrængt til marginale lokaliteter ved indvandringen af en række klimaksarter. Senere blev den efterstræbt af menneskene for i løbet af middelalderen helt at forsvinde. Den blev genindført i forbindelse med sandflugtsdæmpelsen og hedetilplantningen i 1700- og 1800-tallet.

Skovfyr frøplantage FP.234 St. Dyrehave er særligt egnet til udsatte lokaliteter i hede- og klitområder.

Ved reintroduktionen blev der desværre ofte anvendt uegnede provenienser, hvilket især i hedeskovbruget førte til mange fejlslag, således at skovfyrren ikke fik den centrale rolle, den burde have haft i forbindelse med etablering af skov på heden. Optællinger i den danske skovstatistik viser, at skovfyr optræder på 5,6 % af skovarealet svarende til godt 32.000 ha.

Skovfyr er en udpræget pionerart, der næsten udelukkende forynger sig naturligt efter katastrofer som skovbrand, stormfald, jordskred, laviner, mv. I Skandinavien og Nordøsteuropa forekommer den således på de mere tørre lokaliteter, hvor brandfrekvensen er høj, og her ofte i blanding med birk, asp og til dels gran. I de central- og sydøsteuropæiske bjergegne optræder den i blanding med bl.a. rødgran, ædelgran, bøg, ær, lærk, hvor den vokser på de stejleste og mest fladgrundede og tørkeprægede smålokaliteter.

Krav til klima

Skovfyrren stiller meget få krav til klimaet, idet den har en meget stor evne til at tilpasse sig de givne klimatiske forhold. Denne udprægede evne til dannelse af lokalracer betyder til gengæld, at dens store klimatolerance samtidig forudsætter, at proveniensen skal være tilpasset det aktuelle klima.

Skovfyr er særdeles frostresistent og ekstremt tørketålsom, men kan dog reagere på tørke ved at kaste de ældre nåle. Den er også vindtolerant, men følsom overfor vindslid og på grund af dens dybtgående rodsystem relativ stormfast. Skønt den let svides af salt (se Videnblad 8.4-8), er den ret robust i klitskovbruget. Den vil kunne klare mindre klimaændringer.

Krav til jordbund

Skovfyr er den af vore træarter, der har den største jordbundsmæssige tolerance. Den tåler såvel næringsfattige som tørre og våde jorde. Den trives også på kalk, men nålekloroser kan da forekomme. Den udvikler sig ligeledes udmærket på tørv. Skovfyrrens løv er svært omsætteligt, og den er mordanner.

Grafisk angivelse af jordbundskrav for skovfyr — Jordbundskrav for skovfyr: optimale (grøn) og egnede lokaliteter.

Sygdomme og skader

Skovfyr er vært for en lang række insekter og svampe, men kun få af dem har afgørende betydning.

I kulturfasen kan stor nåletræsnudebille (Hylobius abietis) være et alvorligt problem, som det også er tilfældet i rødgran og andre nåletræer. Foryngelse under skærm og i mineraljordsplantebed eller ved selvforyngelse er gode modforholdsregler, hvis rodhalssprøjtning ikke er en mulighed. For fyrrens marvborer (Tomicus piniperda) er det ernæringsgnavet, der er skadeligt. De nyklækkede voksne biller gnaver sig om sommeren ind i årsskuddets marv og laver en gang på nogle cm. Skuddene knækker senere af i blæst. Der er registreret tilvæksttab på ca. 30 %. Marvboreren opformeres i nyfældede træer, der efterlades i skoven – fx i forbindelse med tynding og flisproduktion.

Som for alle nåletræer er rodfordærver (Heterobasidion annosum) en alvorlig skadevolder, men skovfyr har ligesom de øvrige fyrrearter sjældent råd langt op i stammen. Til gengæld kan den dræbes af rodfordærver eller vælte pga. rodråd. Under epidemiske angreb af fyrrens knop- og grentørre (Gremmeniella abietina) kan skovfyr også rammes hårdt, men rettidig tynding forebygger problemet, som kun optræder efter kølige, regnfulde somre.

Anvendelse i skovbruget

Med sine pioneregenskaber har skovfyrren en vigtig rolle ved etablering af skov på dårlige lokaliteter (fattig jordbund eller barskt klima), fx ved skovrejsning eller efter renafdrift hhv. stormfald. Herved kan den bidrage til at etablere et skovklima som udgangspunkt for en udvikling (succession) mod den tilstræbte skovudviklingstype.

Den indgår desuden i en række lystræprægede skovudviklingstyper på fattige tørre lokaliteter: Eg med skovfyr og lærk (23), Birk med skovfyr og gran (41), Sitkagran og fyr med løvtræ (52), Skovfyr, birk og rødgran (81), samt som spredt indblanding i en række andre.

Proveniensvalget

Proveniensvalget hos skovfyr er meget afhængigt af lokaliteten. Således anbefales skovfyr af skotsk hhv. baltisk oprindelse til østdanske lokaliteter:

fx FP227 Gurre Vang, F.373 Silkeborg Nordskov F.275b Wedellsborg

Til midt- og vestjyske lokaliteter anbefales skovfyr af sydvestnorsk oprindelse:

fx F.275b Ørslev, F.806 Guldforhoved, F.586 Hastrup, F.696 Marielyst, FP234 St. Dyrehave, FP257 Toftlund

Konsultér også plantevalg.dk

Litteratur

Bejer, B. 1989: Forstentomologi. DSR 118pp.
Larsen, J.B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST 82: 226-234.
Koch, J. 1986: Fyrrens knop- og grentørre – et stærkt element i »skovdød«. Skoven 18(11): 482-484.

Videnblad nr.: 03.02-32
Forfatter: J. Bo Larsen.