Stævningsskov i byen
Stævningsskoven har et uudnyttet rekreativt, driftsmæssigt og biologisk perspektiv i byens parker og grønne områder. Foto: Roland Gustavsson
Stævningsskovene, eller snarere rester af disse, findes overalt i Danmark og i mange former. I dag er der ca. 6000 ha gammel skov med stævningspræg, heraf udgør egekrattene i det vestlige og nordlige Jylland med over 4000 ha den største gruppe. I det østlige Danmark er det især ellestævningsskoven, der er udbredt, men der forekommer også stævningsskove med hassel som dominerende art. I nyere tid har stævningsdriften fået en vis renæssance f.eks. i Sverige som energiskov i kort omdrift.
Et nyt indslag i byens parker?
Stævningsskoven er et anderledes skovbillede, et kulturhistorisk tilbageblik. Egekrattet byder på oplevelser med stor biodiversitet og naturindhold. Hasselstævningsskoven har et kulturelt og arkitektonisk udtryk. Stævning er også interessant i forhold til børns leg, og i forhold til at inddrage brugere i driften af byens grønne områder. Alt i alt er der oplagte oplevelsesmæssige og driftsmæssige muligheder i at omlægge eksisterende beplantninger i byen til stævningsskov, eller måske allerede fra starten af, at planlægge beplantningen med henblik på senere stævning.
Gammel driftsform
Stævningsdriften er en gammeldriftsform i dansk skov- og landbrug, som havde til formål at producere småtdimensioneret træ til gærdsel, brænde, fletværk til lerklining mv. Stævningen foregik ved, at man med jævne mellemrum skar en del af skovstykket ned (satte det på roden), og at man i løbet af en årrække (omdriftstiden) kom igennem hele skoven. I sin idealform består stævningsskoven således af et antal lige store delarealer, hvor hvert delareal er ensaldrende. Stævningsskoven inddeles i lavskov, hvor alle træer stævnes regelmæssigt og mellemskov, hvor enkelte træer bibeholdes som overstandere.
Stævningsskovens geografiske forkomst.
Træarter
Stævningsskoven består især af lystræarter, der forynger sig vegetativt fra rod- og stødskud. Artssammensætningen kan variere meget afhængigt af lokalitet og skovhistorie. Se kortet næste side. Vi taler her om fire forskellige slags stævningsskove. Den første egestævningsskoven eller egekrattet består af stilkeg/vintereg, asp, birk, røn, hassel, lind, tørst, ene. Egekrattet er typisk for hedesletten (II) og klitregionen (I).
Den anden hasselstævningsskoven består af hassel, ask, stilkeg, rødel, ær, spidsløn, naur, tjørn, hyld og har historisk set domineret i Østdanmark (IV). Ellestævningsskoven, der også kaldes ellesump er domineret af rødel og kan findes på våde og næringsrige lokaliteter i hele landet med varieret indblanding af ask, birk og pil alt efter jordens fugtighedsgrad. Endelig er der energiskoven med forskellige pile- eller poppelkloner, og som typisk er plantet på landbrugsarealer inden for de sidste årtier.
Pleje og omdrift
I stævningsskoven tilstræbes en ensartet fordeling af de forskellige aldre – dvs. lige store arealer af alle alderstrin. For at sikre tilstrækkelig lys, men samtidig bevare lokalklimaet, bør der stævnes mindst 0,25 ha og højst 1 ha ad gangen. Omdriftstiden kan variere meget i relation til formålet og træarterne. I en typisk ellesump i det østlige Danmark vil den være omkring 20 til 40 år, mens der i de midt- og vestjyske egekrat typisk gik fra 40 til 60 år mellem hver nedskæring. Pilekulturer og energiskov stævnes med få års mellemrum.
Vedproduktionen i en bymæssig og rekreativ sammenhæng er sjældent et mål i sig selv. Tidligere havde stævningsskoven et udpræget økonomisk rationale. Det var skoven der leverede træ til brænde, gærdsel, værktøjsskafter, tøndestaver og tøndebånd, træsko mv. I dag har disse produkter ingen betydning. Behovet for CO2-neutral energiproduktion kunne dog give driftsformen en økonomisk renæssance såvel i det mere traditionelle skovbrug som i bymæssig sammenhæng.
| Skovudviklingstyper og naturnær skovdrift Driften af de danske statsskove er fra 1. januar 2007 omlagt til naturnær skovdrift. I den forbindelse har Skov & Landskab sammen med Skov- og Naturstyrelsen lavet en række skovudviklingstyper. Skovudviklingstyperne er en række modeller, der beskriver den på lang sigt ønskede bevoksningstype, den tilstræbte sammensætning af træarter samt mulig udviklings- og foryngelsesdynamik i forbindelse med en konvertering til naturnær skovdrift på en given lokalitet. Alle skovudviklingstyperne er beskrevet i »Katalog over skovudviklingstyper i Danmark« på www.skovognatur.dk samt i Skov & Landskabs Videntjeneste for Skovbrug. |
Rekreation og biodiversitet
Stævningsskoven har en vigtig rolle for biodiversitetssikring, idet der er knyttet en række rødliste- og kulturhistoriske arter til denne gamle driftsform. Mange af urskovens træ- og buskarter findes desuden i stævningsskoven. Hasselstævningsskoven er desuden rig på lærkespore og flere orkidearter. Egekrattene og ellestævningsskoven rummer ligeledes en speciel urteflora. I forbindelse med NATURA 2000 skovtyper vil man kunne vælge stævningsskov. Stævning kan desuden med fordel kombineres med græsning. Stævningsskoven har mistet sin produktionsmæssige værdi men har fået en rekreativ betydning i den moderne by. Den har potentiale både i forhold til børns leg, i forhold til inddragelse af brugere i driften og i forhold til sikre biodiversiteten – også i byen.
Kilde:
J. Bo Larsen og Anders Busse Nielsen, 2006: Stævningsskov. Skovudviklingstype 91. Videntjenesten for Skovbrug. Skov & Landskab.
Videnblad nr.: 05.02-04
Forfatter: Karen Sejr
