Stationsbyers potentialer II

Figur 1. I en indsats for bymiljøet omdannede Langå i 1995 den centrale bygade til en ’allégade’ med ny belægning, alletræer og ny gadebelysning. På den bedste placering ved et nyt torv lå Rema1000. Men da lejlighed bød sig, fortrak Rema1000 til en placering i 2. række i forhold til bymiljøet, men i første række i forhold til kunder i bil. Et nyt mødested på kanten af bygaden opstod mellem Fakta og Rema1000.

Gennemgangen af landskabskvaliteterne i seks udvalgte eksempelbyer: Holeby, Hurup, Ørbæk, Kolind, Langå og Skævinge, viser, at der i disse byer er mange uudnyttede landskabspotentialer både i det daglige besøgslandskab og i det større udflugtslandskab.

Det er potentialer, der kan bringes i anvendelse ved at øge tilgængeligheden til og i landskaberne – og i flere tilfælde ved større naturgenopretninger, som f.eks. projektet for genskabelse af Kolindsund og skovrejsningen ved Skævinge.

Byens morfologi og arkitektur

Den fragmentering af stationsbyen, som finder sted i adskilte dele omkring bolig, kultur/fritid og dagligvarehandel, udfordrer hævdvundne byplanidealer og kræver nye planløsninger og formidealer, for at matche skiftet fra bymidtekoncentration til punktuel koncentration.

Fragmenteringen kan ikke undgås. Den er et grundvilkår, som er accepteret af de mange, som sætter den funktionelle hverdag på jobbet, i fritids- og kulturcentre, i hjemmet og haven og i indkøbscentret højere end den byplanmæssige ramme omkring disse funktioner. Man lever livet i disse punkter, bevæger sig mellem dem i bil og dvæler ikke i bymiljøer, men i boligmiljøer, indkøbsmiljøer og klubmiljøer. Vi er derfor af den opfattelse, at nye byplanmæssige kvaliteter skal indarbejdes i knudepunkterne og i forbindelser mellem knudepunkterne.

Nyt bymæssigt udtryk til bymidterne

For mange byer er det nødvendigt at erstatte det bymæssige forfald i de gamle hovedgader med nye aktiviteter, som kan bidrage til at styrke stationsbyernes attraktion som bosætningsbyer. Det vil forudsætte opgør med en række etablerede planlægningsdogmer, som f.eks. nogle kommuners planbestemmelser om at forbyde indretning af boliger i de centrale bygaders stueetager, og et brud med planlovens regler om centerafgrænsning som forsvar for bymidterne. Opgaven er ikke at integrere, men at forbinde.

Som model for en ny bymæssighed er der brug for at erstatte den ’sammenhængende by’ med konceptualisering af den ’forbundne by’, bestående af aktivitetsområder og forbindelserne mellem dem. En model som lægger op til en byplanmæssig dyrkelse af mellemrumskvaliteter og punktkvaliteter. Tre elementer kan indgå i arbejdet: 1. bygaden, 2. mødesteder og 3. enemærker.

Bygaden

De mange lukkede butikker i de centrale bygader åbner nok aldrig igen. På grund af den centrale beliggenhed har disse gader dog særlige muligheder for at udvikles til sammenhængende miljøer med nyt indhold. Den mest nærliggende mulighed er at transformere gaderne gennem en byfornyelsesindsats til boligområder og fælles byformål, herunder helt eller delvist som bypark eller parkbebyggelse.

Som modeller for omdannelse kan man trække på referencer udefra, som f.eks. den hollandske tradition for tætte bygader med kombinationer af butikker og attraktive byhuse til beboelse, hjulpet på vej af de karakteristiske smalle forarealer - ’stoepen’.

Mødesteder

De nye mødesteder i stationsbyerne etableres omkring discountbutikkerne og idræts- og kulturhallerne. Det er vor erfaring, at disse steder med deres forpladser udvikler sig med for svag sammenhæng med den omkringliggende by. For at imødegå de bevidstløse anlæg af P-pladser omkring de nye discountbutikker vil et samarbejde om konceptudvikling af kombinerede P-pladser og bytorve med de førende discountkæder være nærliggende. Der er behov for, at disse butikskæder gør indrømmelser overfor de byer, som de skylder deres eksistensgrundlag.

Enemærker

I mange bymidter findes boligenklaver, der ligger som hemmelige enemærker i 2. række bag bygaderne på tidligere tømmerpladser og industrigrunde. Disse boligenklaver består ofte af små tæt-lave bebyggelser med attraktive fællesarealer, som kan udvikles til oaser i byerne.

Byens sociale organisering:
Er der lokale kræfter til at tage fat i udfordringerne?

De tidligere stationsbykommunecentre har mistet deres rolle som hjemsted for den politiske beslutningsproces. De er derfor afhængige af, at der bliver reageret på de udfordringer, som byerne står overfor (f.eks. lukninger af lokale forvaltninger, landboforeninger og biblioteker) med fælles visioner for udviklingen. Det er denne nye udfordring i det politiske system, som har medført, at mange eksisterende borgerforeninger har taget udviklingsstrategiske spørgsmål op. I flere byer suppleres borgerforeningernes arbejde med nye visions- og udviklingsselskaber eller initiativer under erhvervsforeninger. Kunsten for disse organisationer er at føje udviklingsstrategien til deres kompetencer, som er udviklet i forbindelse med afholdelse af markedsdage, byfester, kulturelle og sociale events.

Lokale udviklingsstrategier

En udviklingsstrategi for stationsbyen skal have byen og ikke kommunen som udgangspunkt. Byen skal danne udgangspunktet for omverdensanalyser, og et ejerskab til udviklingsstrategien skal forankres i stationsbyen. Det er kun med byen som centrum, man kan forholde sig til udefra kommende udfordringer, lokale potentialer og en mobilisering af personer og organisation om visioner for fremtiden.

Dette videnblad er baseret på bogen "Stationsbyer i Dag", udarbejdet af 18 forskere fra Center for Strategisk Byforskning for Realdania.

Videnblad nr.: 03.02-17
Forfattere: Niels Boje Groth og Christian Fertner.