Landsbyer vil selv skabe udvikling

Fortælling og virkelighed adskiller sig

I mange år har det været en fast antagelse, at befolkningstallet i landdistrikterne fortsat ville falde som følge af vandring fra land til by. Ved nærmere undersøgelser på det seneste har det imidlertid vist sig, at opfattelsens fundament ikke er så klippefast. Det viser en række studier og mange års erfaringer fra felten som aktionsforsker.

En betydelig del af forklaringen på befolkningstallets fald på landet igennem 2000’erne var f.eks. en høj dødelighed pga. et højt aldersgennemsnit og ikke primært fraflytning. Fraflytning fandt og finder sted, fordi de unge flytter til byerne for at få sig en uddannelse. Mange af dem bliver boende dér efter endt uddannelse, men ikke alle. Statistikken har f.eks. på det seneste vist, at mange børnefamilier flytter væk fra de store byer. Den har også vist, at der i de seneste år har været tale om nettotilflytning til mange landsbyer og små øer, selv på lang afstand fra de store byer. Storbytrængsel, høje priser, ønsker om en anden livsform og digitaliseringens muligheder for at arbejde ’alle vegne’ har netop medført en tendens til ’mod-urbanisering’. Ydermere skal det fremhæves, at de færreste landsbyboere har kunnet genkende mediernes og centrale aktørers beskrivelser af en virkelighed, hvor ’sidste mand lukker og slukker´.

Alligevel op ad bakke

Ikke desto mindre er det ’op ad bakke’ for mange af de små samfund. Opfattelsen af, at storbyer er samfundets dynamoer, og at centralisering af funktioner både giver bedre økonomi og kvalitet, har sat sig i politik og planlægning, herunder i de nye storkommuner.

En bølge af skolelukninger fandt f.eks. sted lige efter 2007, og andre offentlige services og tilbud er i vid udstrækning blevet samlet i kommunernes største byer. På den baggrund er det interessant, at lokalsamfundene ikke alene svarer igen, f.eks. ved at etablere friskoler i stedet for de tabte folkeskoler. De tager også i tiltagende omfang opgaver op, som ikke har været tænkt som opgaver for dem.

Studier af mange landsbyers initiativer bekræfter, at civilsamfundet i voksende omfang tager opgaver op og organiserer sig på nye måder. Det viser, at civilsamfundet agerer på arenaer, der ellers normalt er statens eller markedets. Nogle eksempler fra Jylland illustrerer tendensen.

Hotel som fællesskabsøkonomisk projekt

Vi starter i det nordvestlige hjørne af Jylland og finder f.eks. Skovsgård Hotel. Det drives som et fællesskabsøkonomisk projekt og en socialøkonomisk virksomhed med mange aflæggere og tråde ud i andre lokale projekter. Landsbyen ville ikke miste sit mødested, da hotellets tidligere ejer ellers drejede nøglen om for år tilbage. I dag er Skovsgård Hotel fortsat en centralnerve drevet som et hotel med restaurant, catering, mange kulturtilbud og biograf. Det giver beskæftigelse på selve hotellet og i en række afledte funktioner, især til fordel for mange udsatte mennesker.

Lokalt udviklingsråd hjælper tilflyttere og nye erhverv

På øen Fur findes Fur Udviklingsråd, som blev dannet for at bane vejen for ny udvikling på øen. Foreningslivet var i forvejen omfattende, som det almindeligvis er på landet, men med formål og sigtelinjer især inden for fritidslivet. Samtidigt oplevede lokalsamfundet, at kommunen havde mest øje for udvikling i hovedbyen. Fur Udviklingsråd arbejder bl.a. for tiltrækning af og støtte til tilflyttere og gerne iværksættere, der vil skabe nye erhverv eller være med til at sikre generationsskifte i ældre småerhverv. Et modtageapparat står altid med åbne arme, og et netværk af folk står f.eks. til rådighed med råd og dåd om erhvervsforhold, herunder finansieringskilder.

Nyt liv i ledige erhvervsbygninger

Ikke så langt væk derfra i Rødding i Salling har man lokalt i fællesskab tilsvarende taget flere store erhvervsinitiativer. Et af dem er, at borgerne har spyttet i kassen og oprettet et ApS, der købte og indrettede en tom bankbygning på landsbyens torv. Den hedder nu BizzArt og rummer lejemål for iværksættere, showroom for omegnens kunsthåndværkere og en lille cafe drevet af pensionister. Et andet er overtagelse af en tom fabriksbygning efter møbelproduktion, hvor der nu findes billige lejemål til fordel for småerhverv med behov for plads. Mange har adresse dér, hvoraf flere er beskæftiget med møbelsalg bl.a. via e-handel. Et nyt skud på stammen er etableringen af Spøttrup Væksthus i en gammel gård. Den skal fungere som oplevelsescenter og have særligt fokus på formidling af natur, historie og studeproduktion omkring Spøttrup Borg.

Formidling af kulturhistorien som erhvervsprojekt

Sydligere i det jyske foregår ligeledes aktiviteter, der ikke normalt forbindes med landsbyers roller. I Vorbasse har man f.eks. planer om et stort oplevelsesøkonomisk tiltag. Det indeholder flere typer erhvervsaktiviteter baseret på en levende genfortælling af en ellers glemt forhistorie af kæmpe betydning. De lokale synes ikke, at nærhed til Billund, det årlige Vorbasse Marked og Krigshavnen er tilstrækkeligt sikre kort i fremtidens udvikling.

Fastholdt plejehjemmet

Tæt på i Filskov ville man lokalt ikke finde sig i, at kommunen ville lukke plejehjemmet og flytte pladserne til en større by. Det skyldtes både de ældres ønske om at blive i landsbyen og tabet af de relativt mange arbejdspladser. De lokale udvirkede i stedet etablering af et friplejehjem.

Frilandsby som pilotprojekt

På rejsen ned i det jyske støder vi også på andre grænsebrydende aktiviteter i landsbyerne. Med titlen ’Broagerland 3.0 – pilotprojekt som frilandsby’ er man ikke i tvivl om, at lokalsamfundet vil afsøge nye udviklingsmuligheder ved at hidtidige barrierer for deres virke nedbrydes eller flyttes.

Planlægningens centrale rolle

De divergerende opfattelser af landsbyernes situation og muligheder, svingende fra afvikling til lokal udvikling, forekommer at afhænge af de positioner, hvorfra man ser sagen. Ses den fra centralt hold gives der ikke store chancer for mere udvikling. Eksemplerne ovenfor demonstrerer til gengæld, at fra lokalt perspektiv vil man mere udvikling. Man er parat til at tage opgaver op og roller på sig, som ellers ikke var tiltænkt civilsamfundet efter den klassiske opfattelse.

Et godt spørgsmål er så, hvordan de lokale kræfter imødekommes bl.a. igennem kommunernes planlægning. Det er jo ikke en hemmelighed, at Planlovens bestemmelser, som den kommunale planlægning skal følge, arbejder ud fra en model, hvor egentlig udvikling foregår i (stor)byer. I mange kommuner er der dog opmærksomhed over for landsbyerne. F.eks. er der ofte oprettet dialogfora og landsbypuljer til projekter. Mange kommuner har desuden tilknyttet en landdistriktskonsulent, som kan fungere som bindeled mellem landsbyerne og kommunen. Nu er der imidlertid åbnet en kattelem for, at lands­by­ernes udvikling kan handle om mere end f.eks. bosætning og fritidsliv.

Landsbystrategier ny mulighed?

Planloven fik ved årsskiftet en ny paragraf, som siger, at kommunerne fremover skal lave landsbystrategier. Indtil videre er der metodefrihed. Hvis kommunerne vil, kan de være med til at understøtte de stærke kræfter i lokalsamfundene ved at lade dem få det styrende ord og være hovedaktører. Det vil antageligt medføre landsbystrategier med et indhold, der ligger ud over det, som planlægning og forvaltning plejer at være. Modsat kan man frygte, at landsbystrategierne bliver en tynd kop te. Eller i værste fald bliver en rubricering af de enkelte landsbyer set ovenfra med umiddelbart tilgængelige data til brug for fremtidige kommunale prioriteringer, altså uden anerkendelse af potentialer og forløsning af lokal kapacitet.

Kilder:
Hanne Wittorff Tanvig (2019): Den moderne landsby skaber nye erhverv – men hvordan? (Under udgivelse).
Hanne Wittorff Tanvig (2018): Kreativt entreprenørskab på Fur: Bosætning, iværksætteri og erhvervsudvikling (KEFUR). IGN, KU.
Hanne Wittorff Tanvig, Ivan Normann Andersen, Uffe Bech (2016): Organisering af lokalt udviklingsarbejde – lokal strategisk kapacitet i landdistrikterne. IGN, KU.
Hanne Wittorff Tanvig (2015): Fem viser vejen – fra småprojekter til lokal kapacitet i landdistrikterne. IGN, KU.

Videnblad nr.: 04.02-48
Forfatter: Hanne Tanvig