Beskyttelse af træer på skovkirkegårde

Man må håbe, det ikke er kister, der er gravet ned i bøgetræets rodzone, og at det kun er gravstenene, der er placeret så tæt på stammen. Ellers har man skabt et risikotræ, som kan vælte pga. manglende rødder og efterfølgende angreb af kæmpeporesvamp. Foto: Simon Skov

Park- og skovkirkegårde er populære hos både forvaltere og brugere. På et punkt udgør denne type gravpladser dog en udfordring, fordi gravning i træers rodzoner kan medføre alvorlige skader på rødderne. I værste fald taber træerne så meget stabilitet, at de på et tidspunkt vælter.

Finrødder og holderødder

Træer har to typer rødder, finrødder og holderødder. Finrødder forsyner rødderne med vand og næringsstoffer. Deres levetid er kort, og de gendannes hurtigt efter et gravearbejde, blot jorden er gunstig for rodvækst. Skader på finrødderne er sjældent livstruende. Hvis mange finrødder dør samtidig, kan det dog svække træet alvorligt eller ligefrem slå det ihjel. Oversvømmelse og terrænregulering giver de værste skader, fordi begge dele mindsker jordens indhold af ilt. Selv et tyndt lag tung lerjord kan gøre stor skade, mens sand og grus i højere grad lader ilten trænge igennem.

Holderødderne forankrer træerne i jorden. De er mange år om at dannes og øges i længde og tykkelse alt efter træets størrelse. Kapning af holderødder er en af de væsentligste årsager til, at træer mister stabilitet og bliver til risikotræer. Enten direkte, hvis tabet af rødder er omfattende, eller indirekte fordi skaden giver adgang for svampe, der nedbryder veddet.

Hele pointen med skovkirkegårde er, at urner, og i nogle tilfælde kister, nedsættes mellem træerne. Ulempen er, at man kan komme til at skade de vigtige holderødder. Jo tættere man graver på stammen, og jo ældre træerne er, des værre er problemet.

Udsnit af aktuel plantegning over urnegravsteder på Birkholm kirkegård i Herlev. De sorte felter angiver træernes placering og det areal, som derfor ikke kan bruges til gravsteder. En bedre udgave af planen (til højre) kunne frede et større areal omkring stammerne og måske inddrage omridset af kronen. Optimalt bør de orange felter tages ud og også de blå, hvis der går større rødder ud i den retning. For de blivende hovedtræer må man gerne friholde en endnu større cirkel. I det venstre eksempel er der 205 urnegravsteder, og dette reduceres til 196 stk. for grøn markering og 142 stk., når de røde felter fredes.

Anderledes skovdyrkning

En forstligt drevet løvskov tyndes jævnligt i løbet af bevoksningens levetid. Målet er høje træer med en lang grenfri stamme, som kan blive til en værdifuld kævle. På en skovkirkegård vil man som regel hellere have solitærtræer med en bred krone. Derfor kræves en anden dyrkningspraksis med tidligere udtynding og måske opstamning.

Uanset hvad, er der behov for at fjerne træer løbende, efterhånden som bevoksningen bliver ældre. Her må man også tage træarten i be­tragt­ning. Bøg lukker huller i kro­netaget hurtigt, mens eg er længere tid om det, især jo ældre træerne bliver. Det skyldes også, at egetræer kun danner ekstra sommerskud op til ca. 40 års-alderen, med mindre de afløves af sommerfuglelarver om foråret.

Skovbruget er vant til at se langt ud i fremtiden. En egetræs-generation er mindst 150 år, og i princippet reduceres antallet af træer pr. hektar fra 459 træer ved en alder på 45 år til 47 træer ved 145 år. Ved hård hugst falder antallet af træer pr. ha fra 375 til 125 træer fra det 40. til det 85. år, dvs. kun en tredjedel står tilbage. Hvis visionen er at have egeskov på kirkegården i hundrede af år, må dette perspektiv med.

Hold afstand

På skovkirkegården Birkholm i Herlev holdes der 1-2 meters afstand til egetræerne ved salg af urnegravsteder. Arealet trænger allerede til tynding, og det ville være optimalt at frede en større zone omkring de træer, man regner med skal holde de næste 100 år. Foto venligst udlånt af skovkirkegården Birkholm

Man bør på forhånd udvælge de fremtidige blivende træer og friholde dem for graveaktivitet i en cirkel med mindst 4 meters radius fra stammerne. Under de andre træer kan man gå ind til 2 meter fra stammen, især hvis man kun borer et lille hul, som passer til urnens diameter.

Det er vigtigt at gøre brugerne opmærksom på, at en placering op ad stammen ikke er en mulighed. De fleste vil forstå, at kirkegården ønsker at beskytte træerne og give dem lang levetid. En anden fordel ved at udpege de blivende hovedtræer er at undgå skuffelser hos de pårørende, når det træ, den afdødes gravsten er anbragt under, pludselig er væk 10 år senere.

Andre store træer

I øvrigt er det ikke kun på skov- og parkkirkegårde at beskadigelser af træernes rødder er et problem. Også de traditionelle afsnit af kirkegårde har store gamle træer. Især bøg må ofte lade livet, når en vednedbrydende svamp som kæmpe-poresvamp får adgang til rødderne via skader fra græsslåning, anlæg af stier eller andre graveskader. Den vednedbrydende svamp gør nemlig træerne ustabile, så de til sidst vælter med rodkagen op (se Videnblad 5.26-08).

Bøgetræ med frugtlegemer af kæmpeporesvamp mellem rodudløb. Her er flere mulige årsager til svampeangrebet i rødderne, fx gravsteder, stianlæg og skader på de højtliggende rødder ved kørsel med maskiner. Bevaring af et sådant træ kræver grundige overvejelser, hvor faktorer som antal og placering af frugtlegemer, samt eventuelle kronesymptomer som dårlig beløvning eller tidlig efterårsfarve skal indgå. Træet skal besigtiges hvert år, så man kan gribe ind, så snart tilstanden ændrer sig. Læs mere i Videnblad 5.26-05 og Videnblad 5.26-22 til Videnblade 5.26-26. Foto: Iben M. Thomsen

Videnblad nr.: 05.26-36
Forfattere: Iben M. Thomsen og Simon Skov