Træartsvalget 2. Ask

Ask er en af de »mindre« træarter i skoven. Hvor den forekommer, har den dog stor værdi, både i forhold til økosystemet og og som en værdifuld vedproducerende træart. Som mulddannende lystræart med forkærlighed for god vandforsyning har ask en særlig rolle i skoven og skovbruget. Dens fremtidige anvendelse i skovbruget synes pt. meget usikker og vil afhænge af, om der kan findes/forædles resistente provenienser mod sygdommen asketoptørre.

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Ask findes naturligt i det meste af Europa - fra Irland og Storbritannien over det sydlige Norge, Sverige og Finland til Nordspanien, Sicilien, Grækenland og området omkring Sortehavet og derfra ind i Kaukasus og Elbrusbjergene. I den nordlige del er ask knyttet til lavlandet, mens den i de central- og østeuropæiske bjerge når op til ca. 1600 meter over havet. I Danmark optræder ask i de fleste egne, men er særlig hyppig i de sydlige og østlige dele af Jylland samt på Øerne. Den forekommer oftest som indblanding i anden løvskov, men findes også nogle steder som bestandsdannende træ. Den er desuden ret udbredt som vej- og bytræ i Central- og Østeuropa.

Asken er skyggetolerant i de tidlige udviklingsstadier (op til 20-års alderen), men kræver permanente lysåbninger for at udvikle sig videre. Dens økologiske strategi er »hul-opportunistens«. Med sin regelmæssige frøsætning og rigelige mængder af frø, der spredes let af vinden, har den overalt foryngelsespotentialer, som realiseres, så snart der opstår et hul i kronetaget. Som sådan passer den – ligesom æren – godt ind i den mellemeuropæiske løvskovs dynamik, præget af småskala-forstyrrelser. Ask optræder således ofte i bøgedominerede skovsamfund på veldrænet jord sammen med ær. Tilsvarende passer den godt med stilkeg, lind og avnbøg på næringsrige lokaliteter præget af dårlig dræning. På udpræget våde lokaliteter optræder den sammen med rødel og stilkeg. På lokaliteter med stillestående vand afløses asken af rødel.

Krav til klima

Ask er noget frostfølsom, hvilket forstærkes af, at træarten ofte dyrkes i frostudsatte lavninger. Den kan dog på ikke alt for udsatte lokaliteter udmærket etableres uden skærm.

Den er generelt ret tørketolerant, men kræver for at udvikle sig optimalt en god vandforsyning enten via nedbør eller gennem grundvandskontakt. Ask er følsom overfor stærk vind og isslag, da smågrene let brækker af. Da Danmark ligger tæt på askens nordlige udbredelsesgrænse, forventes træarten at have direkte gavn af de forventede klimaændringer, så længe de ikke fører til udpræget forårs- eller sommertørke.

Krav til jordbund

I modsætning til tidligere antaget har asken en relativ stor jordbunds-amplitude. Den trives bedst på dybgrundet, næringsrig jord, men udvikler sig også godt på mere fattige eller sandede lokaliteter, når blot vandforsyningen er tilstrækkelig. Ask vokser både på jord med højtliggende pseudo-gley eller gley, på kalk-jord, på drænet og velomsat tørv og på moderat sur jord. Den ynder ikke stærkt kompakte og fortættede jorde. Når asken således ofte især optræder på marginale lokaliteter (gley, kalk, tørv), skyldes det, at den i sit optimum bliver fortrængt af den mere konkurrencekraftige bøg – ofte som et aktivt valg i skovdriften. Askens løv omsættes let, og arten befordrer dannelse af udpræget muldbund.

Sygdomme og skader

Generelt har asken ikke mange fjender. Den efterstræbes af især råvildt, men på grund af en rask ungdoms-vækst kommer den hurtigt over vildtbidhøjde, hvis vildttætheden ikke er for høj. Ofte er hegning dog nødvendig.

I de seneste år er ask ramt af en ny svampesygdom, der medfører døde topskud (asketoptørre), se Videnblad 8.7-32. Asketoptørre er en alvorlig sygdom, som rammer alle aldersstadier, men problemet viser sig først i kulturer og yngre bevoksninger, som i værste fald må opgives. Noget tyder på, at der er genetiske forskelle i modtageligheden, samt at skaderne er større, hvor arten dyrkes under varierende vandforsyningsforhold.

Vedkvaliteten kan påvirkes af askekræft, som typisk rammer yngre bevoksninger (20-50 år). Askekræft forårsages af en svamp (Neonectria ditissima syn N. galligena) eller en bakterie (Pseudomonas syringae subsp. savastanoi pv. fraxini). Lignende skader på barken kan fremkaldes af askebarkbiller (Hylesinus fraxini eller H. varius), som foretager et overvintrings- og ernæringsgnav i levende aske. Askebarkbiller yngler i døde eller fældede asketræer, så der kan ske en opformering, hvis hugstaffald efterlades i stort omfang.

Anvendelse i skovbruget

Med et samlet areal på godt 20.000 ha udgør ask kun 3,5 % af det bevoksede areal. Ask er, i det klassiske skovbrug, hovedsageligt dyrket i renbestand på næringsrige lokaliteter med rigelig vandforsyning. Som lystræart har den dog ofte i renbestand problemer med vækststagnation som følge af græs i skovbunden.

Asketræet er således en udpræget indblandingsart, og på grund af sin store økologiske amplitude og gode foryngelsesevne kunne asken få en væsentlig større rolle i naturnær skovdrift og i bynære skove, end den har haft i det klassiske skovbrug, hvor den i Danmark ofte har været forvist til dårligt drænede lokaliteter. Ask optræder som dominerende træart i skovudviklingstypen Ask og rødel (31), og den har også en dominerende rolle i Bøg med ask og ær (12) og i Eg med ask og avnbøg (21). Desuden spiller ask en væsentlig rolle i Stævningsskov (91) og Græsningsskov (92).

På grund af asketoptørrens voldsomme hærgen er der sat en foreløbig stopper for brugen af ask i skovbruget, som pt. er beskæftiget med at »redde hvad reddes« kan – dvs. at fælde sygdomsramte træer, før de dør, og vedkvaliteten forringes. Skovdyrkningsmæssigt er det et stort problem for skovbruget – ikke mindst det naturnære, hvor asken som udpræget lystræ med forkærlighed for god vandforsyning spiller en vigtig rolle. Som indblandingstræart i bøgeskoven kan den substitueres af æren, mens dens rolle på udpræget vådbund nok må overtages af rødel.

Proveniensvalget

Vækst og især form varierer meget mellem provenienser. Asken er let at forædle, og der findes adskillige frøplantager, hvoraf nogle dog indeholder et stærkt begrænset antal kloner. Nyere undersøgelser tyder på, at der er udprægede klonforskelle i modtageligheden for den svamp, der fremkalder asketoptørre.

En resistens mod asketoptørre vil uden tvivl være en forudsætning for en fremtidig anvendelse af ask i skovbruget. Ingen af de nuværende frøkilder kan pga. asketoptørren umiddelbart anbefales.

Litteratur

Larsen, J.B. ed. (1997): Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST, 82, 98-104.
Kjær, E.D. et al 2010: Findes der asketræer, som kan modstå asketoptørre? Skoven 42(1): 38-41.
McKinney, L.V. et al 2011: Presence of natural genetic resistance in Fraxinus excelsior (Oleraceae) to Chalara fraxinea (Ascomycota): an emerging infectious disease. Heredity 106: 788–797.
Udbredelseskort udarbejdet af medlemmer af the EUFORGEN Noble Hardwoods Network og publiceret i Piura A., M. Hertz 2008: EUFORGEN Technical Guidelines for genetic conservation and use for Common Ash (Fraxinus excelsior). International Plant Genetic Resources Institute, Rome, Italy. 6 pages.

Videnblad nr.: 03.02-19
Forfattere: J. Bo Larsen og Iben M. Thomsen.