Nye historier om køn og diversitet i landskabsfaget

Kvinder i ”mandsdragt” og mænd med kærlighed til blomster. Forskningsprojektet Kvinder i dansk arkitektur 1925-1975 har kigget tilbage i historien og fundet, at landskabsfagets fortælling om køn er langt mere divers, end hvad der normalt står i historiebøgerne. En historie der er vigtig at kende til, nu hvor branchen skal komme nutidens problemer med lav diversitet til livs.

23% mænd og 77% kvinder. Sådan lyder den binært opgjorte kønsfordeling på optaget i 2023 til faget landskabsarkitektur på Københavns Universitet. Men der går alt for meget talent tabt, når kønsfordelingen er så skæv. Skal branchen blive mere divers med flere samarbejder på tværs af køn – og også gerne på tværs af klasse, kropsform, geografi, alder og etnicitet – er et vigtig skridt at kende til historien om, hvordan landskabsfaget er blevet, som det er i dag.

I bogen Ufortalte Historier. Om Kvinder, køn og arkitektur har Jannie Rosenberg Bendsen, Svava Riesto og Henriette Steiner derfor undersøgt kvindernes bidrag til dansk arkitektur, landskabsarkitektur og planlægning, der indtil nu har været ukendt historie. Og her viser kvindernes rolle og vej ind i landskabsfaget sig at være meget mere nuanceret, end hvad man normalt kan læse i historiebøgerne.

De første kvinder i landskabsfaget

”Danmarks første kvindelige havearkitekt” lyder rubrikken i en avisartikel fra 1955. På et mindre portrætbillede midt i artiklen vises Agnete Petersen, der som havearkitekt blandt andet har lavet den første haveplan til Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Anledningen til artiklen var, at Agnete Petersen var den første kvinde, der havde taget den nyåbnede tillægsuddannelse på Kunstakademiets Arkitektskole i havearkitektur. En uddannelse hun havde taget som tillæg til sin oprindelige hortonomuddannelse fra den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Artikel fra 1955 om Agnete Petersen — Agnete Petersen var den første kvinde, der blev uddannet fra Kunstakademiet med titlen "havearkitekt". I artiklen udtrykker hun glæde ved at få papir på sine evner, idet alle har kunnet kalde sig havearkitekt (Sorø Amts Tidende, 6. august 1955).

I årene inden havde der ikke eksisteret en specifik uddannelse til havearkitekt, som en landskabsarkitekt hed dengang. Ville man være havearkitekt, kunne man gå gartnervejen eller uddanne sig ved Havebrugsuddannelsen, der åbnede i 1893 og både kunne tages på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg og på Havebrugsskolen Vilvorde i Charlottenlund.

Det gjorde Vilhelmine Busck, der i 1895 blev den første kvindelige havebrugskandidat. Kvinder har altså været i landskabsfaget siden slutningen af 1800-tallet.

Det var dog kun ganske få, uanset køn, der brugte deres uddannelse i havebrug som havearkitekt efterfølgende. De fleste tog arbejde i gartnerier eller på planteskoler.

Den første kvinde, der vides at have arbejdet som havearkitekt med eget firma i Danmark, var Anka Rasmussen. Hun tegnede haveplaner til private kunder med havedrømme, og hendes idéer kunne man se i 1930’ernes internationale magasiner. Anka Rasmussen var dog ikke uddannet ved en havebrugsskole. I stedet havde hun taget forskellige gartneruddannelser og været ansat hos en praktiserende havearkitekt. Der var altså mange veje ind i faget.

Kvinder udelukket fra arkitektuddannelsen i over 150 år

Først i 1908 åbnede Kunstakademiet i København for kvindelige ansøgere til arkitektuddannelsen. Idet uddannelsen blev oprettet tilbage i 1754, har kvinder således i kraft af deres køn været udelukket fra at blive arkitekt i 154 år.

Agnete Frederikke Laub Hansen var den første kvinde, der blev optaget på uddannelsen og også den første kvinde, der stod med et færdigt afgangsprojekt derfra i 1915 – samme år som kvinder fik stemmeret til folketingsvalget i Danmark. De følgende år kom der flere kvinder til. Men mændenes dominans fortsatte langt op i det 20. århundrede. I 1950 var kun 5 ud af de 40 personer, der blev optaget på Arkitektskolen, kvinder.

Praktisk erfaring var en stor del af arkitektfagene

Det praktiske arbejde har historisk fyldt meget i både uddannelsen til havearkitekt og arkitekt. Havebrugsuddannelsen lærte hovedsageligt de studerende om planter og arbejdede ofte udenfor. Men enkelte fag gav dem også viden om det arkitektoniske. På skemaet i 1910 var der for eksempel faget Anlægsgartneri og Dyrkning af Prydplanter, hvor de studerende lærte om havestilarter.

Havebrugsskolen Vilvorde i starten af 1900-tallet — I en undervisningstime på havebrugsskolen Vilvorde i starten af 1900-tallet er svenske Esther Claesson sammen med en række mandlige studerende i færd med at beskære frugttræer. Esther Claesson blev den første kvinde med en havebrugsuddannelse i Danmark, der siden arbejdede som havearkitekt (Gentofte Lokalarkiv).

På Arkitektskolen var det siden skolens oprettelse i 1754 et krav at have et svendebrev som murer eller tømrer, hvis man ville optages. Men reglerne blev lavet om i 1908, da kvinderne også kunne søge ind. Nu skulle de studerende i stedet have teknisk og konstruktiv viden om byggeri fra en teknisk skole eller ved at følge Arkitektskolens egne byggetekniske kurser. Og hver sommer skulle de studerende – uanset køn – arbejde på en byggeplads. En regel der gjaldt langt op i det 20. århundrede.

Mere acceptabelt for kvinder at blive havearkitekt

Flere kvinder skal være havearkitekter, tænkte underviser på havebrugsskolen i Vilvorde Anna Weber tilbage i 1930’erne. Hun lavede derfor en undersøgelse for at finde ud af, hvordan det var at være kvinde og uddanne sig inden for gartnerfaget, samt hvordan kvinderne blev set på og ikke mindst så sig selv.

I forbindelse med undersøgelsen skrev Anna Weber:

”Når en ung pige vælger at blive gartner, så er det meget ofte af kærlighed til blomster. De unge piger, der vælger at blive gartnere, er opvoksede i hjem, hvortil der har hørt have. Det er ganske naturligt, at det tilfredsstiller kvinder at se, at det levende, som de plejer og passer, spirer frem og udvikles til noget kønt og værdifuldt.”

Hendes analyse lægger sig i tråd med den vestlige tradition om at se blomster og haver som et kvindearebejde, ligesom kvindens rum ofte defineres som det private, hjemlige og pyntede. En udbredt opfattelse, der kan have været med til at gøre det nemmere for kvinder at træde ind på arbejdsmarkedet som havearkitekt end som bygningsarkitekt, der den dag i dag fortsat opfattes som maskulint.

Landskabsarkitektur er hverken feminint eller maskulint

Arbejdende kvinder i overalls — Billeder af arbejdende kvinder i overalls og plusfour fra Anna Webers bog *Kvinden som gartner og havebruger*. Kvinderne foretrak at gå i det samme tøj som mændene, da det var mere praktisk (scannet fra Kvinden som Gartner og Havebruger, 1933).

I arbejdet med forskningsprojektet Kvinder i dansk arkitektur 1925-1975 viser det sig dog, at kvindernes vej ind i arkitekturen og landskabsfaget ikke kan reduceres til et spørgsmål om de traditionelle kønsroller. Historien er langt mere kompleks. Og her er lederen af Havebrugsskolen Vilvorde Stephan Nyeland (1845-1922) et godt eksempel. Som en ellers klassisk opfattet feminin egenskab udtrykte han ofte sin kærlighed til blomsterne overfor de studerende og interesserede sig som hortonom for at pleje det levende. Men han var også skolens direktør, økonomiansvarlig, ekspert, faglig lederfigur og samfundsengageret skribent. Roller, der traditionelt set, opfattes maskuline.

De mange kvinder, der deltog i Anna Webers bog, kan heller ikke sættes i en boks som traditionelle kvinder. Kvinderne tog fat på lige fod med mændene og følte sig ikke underlegne. De arbejdede også hellere i "mandsdragt", det vil sige overalls eller plusfour, end i kjole, mens mange satte håret op, hvis de da ikke havde klippet det helt kort.

Læs mere:
Bendsen, J.R., Riesto, S. & Steiner, H. (2023). Ufortalte historier: om kvinder, køn og arkitektur i Danmark. Strandberg Publishing, København.
Kvinder i Dansk Arkitektur 1925-1975

Videnblad nr.: 12.00-30
Forfattere: Jannie Rosenberg Bendsen, Svava Riesto, Henriette Steiner og Marie Kiersgaard Espersen