Rådgiversvar: Lærkekræft
Spørgsmål
Vi har et markforsøg, hvor vi sammenligner europæisk lærk med japansk lærk og hybridlærk. Træerne er godt ti år gamle, og vi har bemærket, at de europæiske lærk er begyndt at få misdannelser på stammer og grene. Da vi gik kulturen igennem, fandt vi skader på næsten alle de europæise lærk. Der var små hvide og orange svampe på den døde bark, så vi regner med, at det er lærkekræft. Efterfølgende har vi fundet samme symptom på eupopæisk lærk i en bøgekultur. Kan I bekræfte, at der er tale om lærkekræft ud fra fotos?
Der er blevet plantet en del europæiske lærk de seneste år, både i skovrejsninger og som fyld i huller i selvforyngelser af bøg. Man kunne også sagtens forestille sig, at europæisk lærk blev brugt i andre sammenhænge end skov. Opfattelsen har været, at problemet med lærkekræft var et overstået kapitel, for ingen har set angreb i årtier.
Svar
Billederne viser ganske tydeligt, at årsagen til skaderne er svampen lærkefrynseskive, der forårsager lærkekræft. Grunden til, at vi ikke har set denne sygdom på lærk i mands minde, er den udbredte brug af hybridlærk, som netop blev udviklet for at løse problemerne med lærkekræft.
Baggrunden
Den europæiske lærk blev bragt ned fra de mellemeuropæiske bjerge og plantet i lavlandet allerede for mere end 200 år siden. Da brugen af træarten i Europas skovbrug var på sit højeste i 1830-50, begyndte problemerne med lærkekræft at vise sig. Især lærk på fugtige lokaliteter med ringe vindbevægelse fik ødelæggende angreb, mest udpræget i bevoksninger med alder 10-30 år, hvor træerne døde eller blev deforme.
Danskeren Emil Rostrup beskrev i sin lærebog (Plantepatologi, 1902), hvor problematisk barksvampen var for dyrkning af lærk. Dette blev gentaget i Ferdinandsen og Jørgensens lærebog om skovtræernes sygdomme (1938/39), men allerede her er løsningen på problemet omtalt: hybridlærk, som har rethed og finkvistethed fra europæisk lærk, lærkekræft-resistens fra japansk lærk og ekstra vækstkraft som hybrid. Faktisk nok det mest kendte skovbrugseksempel på, at genetik og avl kan løse et alvorligt sygdomsproblem.
Svampen
Årsagen til lærkekræft er som nævnt en svamp med det videnskabelige navn Lachnellula wilkommii. Det danske navn er lærkefrynseskive, hvilket udmærket beskriver frugtlegemets udseende: en lille orange skive med hvide hår (frynser) langs kanten og på hele undersiden. Kun i fugtigt vejr er den orange flade eksponeret, herfra afskydes de kønnede sæksporer, som smitter lærk. Frugtlegemer kan findes hele året rundt på døde grene og i de typiske kræftsår.
Skader på lærk
Angrebne lærk kan få et busket eller forkrøblet udseende. Det klassiske symptom på lærkekræft er dog den aflange nekrose med død bark, dvs. kræftsåret eller på engelsk 'target canker', som opstår, når svampen dræber barken, og lærken forsøger at overvokse skaden. Ifølge lærebøgerne er tætte bevoksninger med stillestående luft og høj nedbør, især om efteråret, faktorer som øger risiko for angreb.
Før hybridlærk kom frem, var rådet derfor, at man kun plantede europæisk lærk på sydvendte skråninger med høj luftbevægelse. Hvis man ikke planter lærken for tømmerets skyld, men til andre formål, fx som solitærtræer i en park eller på et naturareal, kan man sagtens være heldig, at træerne slipper igennem den sårbare ungdomsfase. Gamle lærketræer kan leve fint med kræftsår på stammen.
Hvis man vil bruge lærk uden for skove, bør man dog være opmærksom på ikke at plante dem i nærheden af rhododendron. Den meget alvorlige planteskadegører Phytophthora ramorum (europæisk visneskimmel) har nemlig rhododendron og lærk som de væsentligste værter. Dog er der mest set skader på japansk lærk og hybridlærk i Storbritannien, men det er nok fordi disse arter er mest anvendt.
