KommuneKontaktRåd

Illustration af den nye komplekse regionale styring, hvor KommuneKontaktRådene udgør et uformelt samarbejdsnetværk, fordi de ikke indgår i styrelseslovgivningen.

Der er fem kommunekontaktråd. Et i hver region. Det er stærke organer sammensat af kommunernes politiske topledelser. Relationen mellem kommunekontaktrådene og Regionsrådene har været konfliktfyldt, men går nu mod mere samarbejde. KRR samarbejdet bruges til at koordinere kommunale opgaver og i nogle tilfælde udvikle fælles holdninger og løsninger blandt kommuner indenfor en region. Det stiller spørgsmålstegn ved KKR’s demokratiske legitimitet. Det viser en evaluering af de fem KKR’er foretaget af Skov og Landskab.

Hvad er KKR?

Kommunekontaktrådene (KKR) består af borgmestre og udvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer fra alle kommuner i en region. KL leverer sekretariatsbetjening til hver af de fem KKR’er. KKR’erne opstod i forbindelse med strukturreformen, hvor KL mente, at der var brug for et samarbejdsorgan for kommunernes politiske ledelser. Formålet med KKR’erne er at koordinere kommunale opgaver, men også udgøre et kvalificeret kommunalt modspil til Regionsrådene. KKR har i den første valgperiode beskæftiget sig med sundhedsaftaler, sociale rammeaftaler, det regionale vækstområde og uddannelsesområdet.

KKR’erne adskiller sig fra andre tværkommunale samarbejder, dels fordi samarbejdet kan vedrøre alle typer af opgaver, dels fordi hele den politiske topledelse fra hver kommune er repræsenteret. Det gør KKR’erne potentielt meget indflydelsesrige.

Fra konflikt til samarbejde: KKR og regioner

Med strukturreformen fik regionerne ikke den samme myndighed overfor kommunerne, som de gamle amter havde. Det har præget samarbejdet mellem region og kommuner i den første valgperiode. Kommunerne ville sikre sig, at de nye regioner ikke forsøgte at opføre sig som de gamle amter. Derfor har samarbejdsviljen fra kommunernes side ikke været særlig stor i den første valgperiode. Og omvendt har de fem regioner i større eller mindre grad haft svært ved at omstille sig til en samarbejdende rolle fra den tidligere amtskommunale myndighedsrolle. Det har skabt en del konflikter og gnidninger mellem parterne.

Der er dog alligevel forskel på, hvordan samarbejdet har forløbet i regionerne. Tre forskellige samarbejdsstrategier har således præget samarbejdet:

• Konsensusstrategien, hvor gode personlige relationer mellem formandskaber har skabt gensidig tillid og respekt, og hvor der er vilje til at løse fælles opgaver sammen. Her dominerer konsensuspolitikken.
• Regioner på tålt ophold. Holdningen i kommunerne er: Nu er regionerne der, og de har dygtige folk, så lad os samarbejde med administrationen om det mest nødvendige, men ikke politisk.
• Inddæmningsstrategien, hvor kommunerne forsøger at begrænse regionens indflydelse mest muligt, og hvor samarbejdet baseres på konflikter og magtkampe om kompetencer.

Tendensen i de fem KKR’er går dog i den nye valgperiode mod mere samarbejde, selv om kompetencestridigheder stadig opstår.

Fra borgmesterklub til demokratisk organ

De fem KKR’er er uformelle samarbejdsorganer, der ikke kan træffe beslutninger på kommunernes vegne, men skal samarbejde og styre gennem enighed. Beslutningskompetencen ligger formelt og entydigt i kommunalbestyrelserne. Derfor afspejler KKR’ernes partimæssige sammensætning stemmeantallet ved sidste valg. I nogle KKR’er arbejder man målrettet med at udvikle KKR til et stærkt samarbejdsorgan. Andre KKR’er beskæftiger sig kun med den mest nødvendige tilpasning af aktiviteter, fordi der er konflikter mellem kommunerne.

Så længe KKR’erne kun beskæftiger sig med minimal tilpasning af opgaver i forhold til hinanden, er den demokratiske legitimitet ikke et stort problem. Men i det øjeblik KKR’erne begynder at beslutte sig for fælles retning og retningslinjer for opgaveløsningen, bliver den demokratiske legitimitet pludselig sat på dagsorden. Alle fem KKR’er havde nemlig i den første valgperiode et problem med forbindelsen til kommunalbestyrelserne. Derfor talte man i begyndelsen om "det hemmelige KKR" i kommunerne. Eller om "den nye borgmesterklub". I alle KKR’erne arbejdes der i denne valgperiode med at styrke forbindelsen til kommunalbestyrelserne fx gennem større åbenhed og inddragelse af udvalgsformænd i arbejdet i KKR, samt med flere KKR-sager på kommunalbestyrelsesmøder.

KKR’ernes fremtid

De fem KKR’er fungerer meget forskelligt. Nogle har udviklet et tæt sammenhold og opbygget en fælles forståelse af regionale opgaver. De kan samarbejde bredt om mange opgaver og udvikler hele tiden fælles retningslinjer for visse opgaver. Andre KKR’er kan kun samarbejde om begrænsede opgaver og har ikke ambitioner om mere, fordi der er for store konflikter internt i kontaktrådene. Jo bedre kompetencer formandskaberne har til at opbygge tillid, respekt og fælles forståelse mellem kommunerne, jo større bliver KKR’ernes handlingskraft.

Fremtiden for KKR’erne kan derfor se meget forskellig ud. Men visse spørgsmål rejser sig, når KKR’erne strategisk skal forholde sig til deres rolle fremover:

• Skal KKR kun beskæftige sig med tilpasning af kommunale aktiviteter, eller skal de skabe synergi og fælles retning (politik) for visse opgaver? Hvis det sidste er svaret, kommer sikringen af den demokratiske legitimitet ind i billedet.
• Skal KKR kun beskæftige sig med kommunale opgaver, eller også med andres opgaver? Fx på sundhedsområdet og vækstområdet. Ved sidstnævnte områder åbnes for overlap til og enten synergi eller måske konflikter med andre regionale aktører.
• Skal KKR kun styre sig selv (kommunerne) eller skal KKR styre andre regionale aktører? Kan KKR’erne fx indgå i ligeværdigt samarbejde med regionen eller vil KKR forsøge at tage førertrøjen på i flere regionale opgaver fremover?

Svar på disse spørgsmål kan kun komme fra de kommunale politikere. Men svarene kræver forskellige former for demokratisk forankring i kommunerne.

Videnblad nr.: 07.02-01
Forfattere: Karina Sehested og Dorthe Hedensted Lund