Pædagogers naturformidling i naturbørnehaver

Ud fra afhandlingens resultater antages det, at pædagogers uddannelse indenfor det naturfaglige område ikke er tilstrækkeligt til at bygge bro mellem børnenes intuitive hverdagsopfattelser og en videnskabelig tænkemåde i børnehavealderen.

Afhandlingen er baseret på et stort empirisk materiale bestående af: praksisberetninger, casestudier i tre gamle naturbørnehaver, fokusgruppe udsagn fra 500 pædagoger og interviews med pædagoger og ledere.

Forskningsdesign

I forskningsprojektets sigte indgår en analyse af feltet gennem iagttagelser af pædagogers formidlingsmæssige praksis i naturbørnehave. Ud fra afhandlingens resultater foreslås desuden ændringer i praksis.

Resultater i stikord: 

• At pædagogerne overvejende ser naturen ud fra en barndomsdiskurs (børnecentreret diskurs).
• At pædagoger i mange tilfælde mener, at naturen formidler sig selv i det direkte møde mellem barn og natur (empirisme).
• At pædagoger i mange tilfælde iagttager naturen ud fra samme konkrete grundantagelser som børn.
• At pædagoger overvejende værdsætter nuet og oplevelsen i situationen.
• At det naturfaglige indhold står svagt i materialet.
• At pædagogerne ikke inddrager langsigtede samfundsmæssige refleksioner i deres didaktiske tænkning.
• At der ofte er stor forskel på praksis og de formuleringer, der fremkommer i virksomheds- eller læreplaner.

Hovedparten af pædagogerne i materialet formidler naturforhold for børn, som mindre børn selv forstår det - uden at forstyrre børnenes opfattelser med kulturel viden om natur og naturforhold.

Afhandlingens konklusion  

I afhandlingen diskuteres pædagogers formidling af naturforhold i naturbørnehaver ud fra en analyse af pædagogers samtaler med børn, og pædagogers refleksioner over disse samtaler.

Der findes tendenser i den uddannelsesmæssige debat, der gerne ser at børnehaven bliver skoleforberedende, men afhandlingens diskussion understøtter ikke, at pædagoger i børnehaver for fremtiden skal opbygge flere undervisningsprægede skolelignende forløb for at formidle naturforhold. I afhandlingen kritiseres, at pædagogers formidling i de hverdagsagtige, hjemlige rammer, som turen i fx skoven er, ret ensidigt understøtter børns hverdagsviden. Det er ikke den frie nære form, der er problemet, men det er den sproglige og refleksionsmæssige ramme, der tilbydes, når børn samtaler med pædagoger om naturfænomener, der er problemet.

Pædagoger understøtter i det empiriske materiale ikke børns naturfaglige kompetencer i særlig grad. Gennem de barnecentrerede læringsrum som empirien påviser, påvirkes børns naturfaglige tænkning ikke gennem kommunikation i retning af en videnskabelig verden af abstraktion. Pædagogerne understøtter overvejende den måde mindre børn tænker på og ofte etableres der lokale forståelser af naturfaglige problemstillinger, der er i modstrid med de samfundsmæssigt accepterede, videnskabelige opfattelser. Den sproglige ramme, kommunikationen foregår indenfor, er ofte begrebsfattig mht. naturfaglige begreber, og den understøtter ifølge det empiriske materiale ikke de første erfaringer med at forstå sammenhænge i naturen perspektivrigt.

Det konkluderes ud fra relevant forskning, at naturbørnehaver kan medvirke til at påvirke børns liv positivt i børnehavealderen. At de tre år i naturbørnehave kan understøtte børns sundhed både fysisk og psykisk, børns trivsel og børns leg. Det fremhæves i afhandlingen endvidere at naturen kan være et godt læringsrum, men at det empiriske materiale viser, at pædagoger ikke bruger de muligheder, der findes i uderummet til at skabe sammenhæng mellem konkret sanselig viden og videnskabelig viden i en rig sproglig ramme.

Afhandlingen konkluderer, at børn i naturbørnehaver formodentligt efter tiden i naturbørnehaven kender til flere konkrete arter end børn, der ikke har gået i naturbørnehaver. Den meget konkrete form, børn iagttager naturfænomener på i naturbørnehaven, er meget forskellig fra den form, de vil møde i forbindelse med deres skolegang. I afhandlingens perspektiv tillægges naturbørnehaver begrænset betydning for børns efterfølgende interesse for det naturfaglige område. Afhandlingen foreslår et tæt samarbejde mellem lærer- og pædagogprofessionen. Endelig foreslås et uddannelsesmæssigt løft for pædagoger, der formidler naturen for mindre børn, som mulige løsninger til at forbinde naturformidling i børnehave med naturformidling i skoletiden.

Pædagogernes sigte på nuet og konkrete forhold er så markant, at afhandlingen ikke kan tilskrive formidling af natur stor betydning for børns naturfaglige dannelse i den sene modernitet.

Det konkluderes ud fra relevant forskning, at naturbørnehaver kan medvirke til at påvirke børns liv positivt i børnehavealderen.

Resultater rettet mod pædagoguddannelsens arbejde med det naturfaglige område 

Ud fra afhandlingens resultater antages det, at pædagogers uddannelse indenfor det naturfaglige område ikke er tilstrækkeligt til at bygge bro mellem intuitive hverdagsopfattelser og videnskabelig tænkemåde.

Videnblad nr.: 06.02-09
Forfatter: Niels Ejbye-Ernst