Skovopfattelse i den danske lovgivning
Den første lov, der fik konsekvenser for udformningen og driften af de danske skove, var Skovforordningen af 1805. Siden er der vedtaget tre love med væsensforskellige formål: skovlovene af 1935, 1989 og 2004. Disse fire love har dannet baggrund for et studie af skovopfattelsen bag den danske skovlovgivning.
Skovopfattelser
Skovopfattelse kan sammenfattes som de ideer og forestillinger om skov, erfaringer med skov samt argumenter for og definitioner af skov, som en person har, og som en gruppe af personer kan være fælles om (se Videnblad 6.1-22). Skovopfattelsen ændres over tid i takt med, at samfundet ændres og nye forståelser af verden formes. Når en bestemt skovopfattelse har indfundet sig, kan der gå generationer, før den erstattes af en ny, fordi den gives videre fra forældre til børn. Den til enhver tid herskende skovopfattelse er bestemmende for indholdet i skovlovgivningen og dermed for, hvordan fremtidens skove bliver drevet og kommer til at se ud.
1805: Godsejernes skov
Formålet med forordningen af 1805 var at sikre skoven som ressource. Loven hviler på en forståelse af et samfundsmæssigt behov for træ.
Skov var på samme tid eksistensgrundlag og samfundsgode. Loven indførte fredsskovbegrebet til sikring af arealer til vedproduktion. Hvor skovene tidligere havde været brugt til mange forskellige formål, blev højskov nu forstået som den ideelle type skov, fordi den kunne imødekomme de aktuelle behov. Lovgiverne foretrak, at skoven havde en enkelt ejer frem for at være ejet i fællesskab. At bondens behov for små-træ dermed blev ignoreret blev ikke anset for et problem. Den skov, der beskrives i loven, kan karakteriseres som Godsejerens sted.
Personer, der bærer på en opfattelse af skoven som Godsejerens sted, foretrækker højstammet løvskov med fuldkronede, ensaldrende træer i monokulturelle plantninger. Det er en plejet skov hegnet med stendiger. Skov defineres som arealer med voksne træer, samt træ-løse arealer, såfremt sådanne er med til at underbygge fortællingen om skov som oprindelig natur.
1935: Entreprenørernes skov
Skovloven fra 1935 afløste skovforordningen af 1805. Formålet med den var primært at stadfæste fredskovbegrebet. I loven defineredes skov som træbevoksede arealer, og målet var at sikre en økonomisk produktivitet på de arealer, der var reserveret til skov. Derfor blev for eksempel nåleskov defineret som skov, hvilket dyrehaver og lystskove ikke blev. Skov blev forstået som vedmassens økonomisk potentiale, og skovens produkter blev omtalt som »afgrøder«. Hvis skoven blev fældet, skulle arealet anvendes til en anden form for drift. Andre formål, som for eksempel friluftsliv, var endnu ikke så interessante, og loven fra 1935 kan siges at være rettet mod dem, der drev skovene for at få et afkast, her kaldet entreprenørerne. Personer med en sådan skovopfattelse ser de potentielle, produktionsmæssige værdier i en beplantning og finder ikke større skønhed i voksne træer end i helt unge. Skov defineres som arealer, hvorpå der produceres ved. Derfor opfattes træløse arealer og bevoksninger, der ikke drives, ikke som skov.
1989: Friluftsbrugernes skov
Skovloven fra 1989 blev vedtaget blandt andet for at standse bøgearealets tilbagegang. Formålet med skov blev desuden udvidet. Fra at fokusere på produktionen af træ blev skove nu opfattet som steder, hvor der samtidigt kunne varetages mange interesser og værdier. Skove blev forstået som områder, der kunne tilfredsstille behov for arealer til friluftsformål og samtidig imødekomme behov for indtjening. Skov blev defineret som arealer med træer, såvel som arealer uden, såfremt sidstnævnte rummede naturområder eller kulturbetingede naturtyper. Loven indeholdt også en beskrivelse af »god og flersidig drift«, der indebar, at skovene skulle dyrkes under hensyntagen til landskab, natur, kultur, miljø og friluftsliv. Denne type skov kan karakteriseres som friluftsbrugernes sted.
For personer med opfattelsen af skoven som friluftsbrugernes sted betragtes skoven som et rum for udfoldelse. Derfor foretrækkes en plejet og varieret skov med et velfungerende stisystem. Formålet med denne skovtype er at skabe et område, der kan anvendes flersidigt. Muligheden for at gå tur sidestilles med det økonomiske afkast ved skovdyrkning. Skoven opfattes som natur, men mest af alt som et rum, hvor der er grønt at se på, og hvor man kan få ro i sjælen.
2004: Forstfolkenes skov
Den seneste version af skovloven, der er fra 2004, tager udgangspunkt i begrebet bæredygtighed. Ud fra den forståelse skal skove anvendes til produktion af træ samtidig med at de økonomiske, økologiske og sociale værdier sikres. Skov defineres og forstås som »natur« eller som en biotop med økologiske processer. Ud fra denne synsvinkel kan »skov« godt omfatte arealer helt uden træer, hvis de blot anvendes til noget, der falder ind under lovens formål. Naturnære driftsformer fremhæves som et middel til at imødekomme de mange modsatrettede interesser. Udnyttelse af skovene til vedproduktion kræver derfor indsigt i naturens processer, økonomi samt befolkningens rekreative behov. Dertil behøves fagfolk. Skoven er et billede på den egentlige natur, hvis behov er sidestillet med menneskets. At tilfredsstille disse behov er blevet forstfolkenes opgave.
For personer med denne skovopfattelse er biodiversitet formålet med overhovedet at have skove. Skovene bør lades mest muligt i fred eller drives med velovervejet plukhugst af uddannede forstfolk. Skovens struktur og opbygning som økosystem tillægges betydning, og ved hugst vurderes fordele mod ulemper for systemet. Skov kan være arealer med og uden træer, men arealer med blandingsbevoksninger og forskellig-aldrede buske og træer foretrækkes.
De fire skovopfattelser
Gennem de sidste 200 år har opfattelsen af skov ændret sig væsentligt. Godsejerens fuldkronede højskov afløstes af entreprenørens ensaldrede monokulturer. Dernæst fik skovene betydning som rum for udfoldelse af friluftsliv. I dag opfattes skovene især som værdifulde på grund af deres biodiversitet. Kortlægningen af disse skovopfattelser beskriver betydningen af skov og de meninger, samfundet har tillagt driften af de danske skove i perioden.
Fordi skovopfattelser videregives til yngre generationer, vil tidligere tiders skovopfattelser afspejles i befolkningens forståelse af skov i dag. Denne kortlægning af tidligere skovopfattelser kan supplere en kortlægning af skovopfattelser blandt danskere i dag. Dermed kan der opnås en bredere forståelse af, hvorfra danskernes opfattelse af skov stammer, hvilket kan anvendes konkret, når vi søger at imødekomme danskernes skovopfattelser i den konkrete planlægning og drift af de danske skove.
Kilde
Oustrup, L. (2007): Skovopfattelse blandt danskere og i skovlovgivningen. Ph.d-afhandling. Forest and Landscape Research, No. 38 – 2007. Danish Centre for Forest, Landscape and Planning, Hørsholm. 298 pp.
Videnblad nr.: 06.01-25
Forfatter: Liv Oustrup
Login
Videnblad 06.01-25
Hent videnbladet som pdf (229 KB)
Forfattere
Liv Oustrup