Sitkabladlus i gran

Figur 1. Voksen sitkalus med nyfødt nymfe. Bemærk den klartgrønne farve og de tydelige røde øjne. Foto: Institut for økologi.

Sitkabladlusen, Elatobium abietinum (ofte blot kaldet sitkalus), er grøn med karakteristiske røde øjne og 1-2 mm lang (figur 1). Værter er træer af slægten Picea, især blågran, hvidgran og sitkagran, som bruges i læhegn, parker og haver.

Biologi

I Danmark og andre atlantiske områder er det fortrinsvis de aktive stadier, dvs. nymfer og voksne bladlus, der overvintrer, mens overvintringen i kontinentale områder sker som vinteræg. Da de overvintrende hunner kan formere sig ved temperaturer helt nede omkring 0ºC, starter formeringen i milde atlantiske områder meget tidligt om foråret. Bladlusene er levendefødende, og opformeringen kan være overordentlig hurtig og kraftig. Den tidlige start på formeringen giver tillige et forspring for naturlige fjender, som f.eks. larver af mariehøns og svirrefluer. Bladlusantallet kulminerer i slutningen af maj – begyndelsen af juni, hvorpå det falder brat. I Danmark kan der undtagelsesvis ses en mindre opformering igen i efteråret, især efter et kraftigt forårsangreb.

Sammenhæng med temperaturforhold

Figur 2. Gulspætning af nåle efter sugning af sitkabladlusen. Foto: Institut for økologi.

Angreb forekommer ikke hvert år. Vintertemperaturer under -7ºC eller længere sammenhængende perioder med temperaturer under 5ºC er dødelige for sitkabladlusen. Der forekommer derfor ikke angreb af sitkabladlus efter kolde vintre.

En mild vinter, hvor temperaturen i gennemsnit ikke går meget under 0ºC, medfører derimod en lille vinterdødelighed. Dette resulterer, specielt hvis vinteren efterfølges af et tidligt varmt forår, i en hurtig formering og giver anledning til en eksplosiv populationsvækst. Især i de år, hvor marts måneds gennemsnitstemperatur kommer over 3ºC, kan man forvente meget kraftige angreb. Sammenhængen med temperaturforhold betyder, at angreb af sitkabladlus forekommer hyppigst og mest omfattende i de kystnære, milde områder af Danmark, hvorimod indlandslokaliteter generelt berøres væsentlig mindre. I ekstreme angrebsår (som 2007) ses store nåletab over hele landet.

Skade på træerne

Figur 3. Omfattende afnåling af blågran. Kun gamle nåle angribes. Årsskuddene berøres ikke. Foto: Institut for økologi.

Sitkabladlusen suger på de ældre nåleårgange. Bladlusene sidder på nålenes underside. Sugningen medfører først en gulspætning af nålene (figur 2). Derefter visner de, og til sidst falder de af. Årsskuddet skades normalt ikke. Skadebilledet er derfor meget karakteristisk ved, at de gamle nåle er kastet eller sidder gule eller røde tilbage, hvorimod årsskuddet fremstår grønt og friskt (figur 3).

Ved ekstremt kraftige angreb kan bladlusene dog af mangel på føde tvinges ud på de nye nåle, hvor de begynder at suge. Bladlusene kan dog ikke overleve på de nye skud i foråret og dør hurtigt. Ved de i Danmark sjældne og langt svagere efterårsangreb kan sitkabladlusene også suge og overleve på den seneste nåleårgang.

Afnålingen sker i reglen på de mest beskyggede dele af træerne. Ved kraftige angreb omfatter nåletabet dog gerne hele kronen. Nåletabet får træerne til at se usle og grimme ud, og især haveejere og parkforvaltere kan fristes til at fælde træerne enten på grund af deres udseende eller i den tro, at træerne går ud. Det er dog i reglen ikke nødvendigt, da træerne normalt vil overleve angrebet og efter 3 år uden angreb vil have genvundet deres normale udseende.

Angreb sjældent fatale

På trods af den omfattende afnåling, hører det til de absolutte sjældenheder, at træerne dræbes som følge af angreb af sitkabladlus, og det er kun kendt i forbindelse med ekstraordinært kraftige angreb. Det skete således ved det landsomfattende angreb i 1957, hvor der forekom spredt dødelighed i sitkabevoksninger på mager bund.

Alvorlige skader ses også i år (2007), hvor sitkalusangrebene efter en rekordmild vinter og et rekordvarmt forår er ekstremt voldsomme overalt i landet. Døde træer ses spredt i både private haver og anlæg og i læhegn og mindre bevoksninger i landskabet (figur 4). Både blågran, hvidgran og sitkagran er gået ud efter angrebet.

Hvilke arter angribes mest?

Hårdest går angrebene ud over blågran (Picea pungens), sitkagran (P. sitchensis), hvidgran (P. glauca) og engelmanngran (P. engelmannii), hvor afnålingen kan være meget omfattende. Rødgran (P. abies), som antages at være sitkabladlusens oprindelige værtplante, angribes også, men afnåles i langt mindre grad end de nordamerikanske Picea-arter.

Forebyggelse

Af dyrkningsmæssige tiltag kan man sørge for god lystilgang til nålene. I sitkagran er der herhjemme fundet store forskelle i modtagelighed, og valg af særligt modstandsdygtige planter har vist sig at kunne reducere nåletabet med op til 50 %. Dette kan være vanskeligt i blågran, da der endnu ikke er lavet resistensforædling i denne træart.

Forvekslingsmuligheder

Andre bladlusarter kan af og til forekomme på sitkagran, men ingen har den klare grønne farve som sitkabladlusen. Angreb af spindemider kan også give en gulspætning af nålene, men denne gulspætning starter fra basis af nålen og ikke i bånd på tværs af nålene (figur 2). Desuden vil der være spind til stede, hvis det drejer sig om spindemider.

Angreb af rødgran-stribesvamp (Lirula macrospora) giver ligeledes brune misfarvninger på sidste års nåle. Ofte optræder sitkabladlus og rødgran-stribesvamp samtidigt, men angreb af stribesvamp kendes på den sorte ring ved basis af nålen.

Bekæmpelse

Bekæmpelse af sitkabladlus vil kun helt undtagelsesvis være relevant inden for park-og landskabssektoren. Bekæmpelse har dog vist sig aktuel ved massive angreb i læhegn på lette jorder, hvor træernes overlevelse har haft afgørende betydning. Overvejelser om bekæmpelse vil kun komme på tale i år, hvor vinteren og det tidligere forår har været usædvanlig milde. Kontrol for forekomst af sitkabladlus kan finde sted i slutningen af marts-begyndelsen af april. Bekæmpelse kan foretages med Karate 2,5 WG. Behandlingen skal være meget omhyggelig.

Videnblad nr.: 05.28-10
Forfattere: Susanne Harding, Hans Roulund og Hans Peter Ravn