På hesteryg i naturen

Det følger af vejlovens § 3, at offentlige veje er åbne for almindelig færdsel. Som ridende skal man følge færdselsreglerne for motorkøretøjer. Det fremgår af færdselslovens § 2. Det samme gælder i princippet for ryttere, der trækker deres hest. Det følger endvidere af lovens § 3, at trafikanter – ridende, såvel som kørende og gående – skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår farer eller ulemper for andre.

Ridning på private veje og stier

Efter mark- og vejfredslovens § 17 er færdsel ad alle private veje og stier tilladt, medmindre ejeren har skiltet mod den pågældende form for færdsel. Man må altså også ride på private veje og stier, hvis de er egnede til at ride på, og hvis ejeren ikke har sat et skilt op, der siger andet. Den regel gælder både i det åbne land, i kystlandskabet og i skovene.

Ejeren af private veje og stier i det åbne land kan skilte mod ridning efter mark- og vejfredslovens regler, men naturbeskyttelsesloven giver kommunen mulighed for at tilsidesætte denne skiltning. Det gælder dog kun for gennemgående private fællesvejes vedkommende og kun i særlige tilfælde. Kommunen kan også i særlige tilfælde tilsidesætte skiltning på private fællesveje i skove. For statsejede skoves vedkommende er det miljø- og fødevareministeren, der kan tilsidesætte skiltningen.

Ridning på strande og kyststrækninger

Efter mark- og vejfredslovens regler må man ikke færdes på anden mands grund uden særlig ”hjemmel”. Sådan en hjemmel er der i naturbeskyttelseslovens § 22, der giver befolkningen ret til at ride på den ubevoksede strandbred og også hen over bevokset strandbred, som f.eks. en strandeng, hvis man skal ned til den ubevoksede strandbred. Adgangen til ridning efter naturbeskyttelseslovens regler gælder dog kun i perioden 1. september-31. maj.

Selv om mark- og vejfredsloven ikke giver hjemmel til at ride på stranden, er der mange steder langs den jyske vestkyst tradition for at tillade bilkørsel på strandene. I det omfang bilkørsel er accepteret må det formentlig følge af færdselslovens regler, at også ridning i sommerhalvåret er tilladt.

Naturbeskyttelseslovens regler om ridning på strande m.v. gælder efter § 22 ned til den daglige lavvandslinje. Nedenfor den daglige højvandslinje er man imidlertid ude på søterritoriet, hvor der er fri færdselsret, så her er der formentlig fri adgang til at ride under alle omstændigheder. 

Ridning i skove

Efter mark- og vejfredslovens regler må man ride på alle egnede veje og stier, hvis der ikke er skiltet mod det – også på veje og stier i skove. Naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 9, hvorefter ridning er tilladt på private fællesveje i skove og skiltning mod ridning her kan tilsidesættes af kommunen, har  derfor givet anledning til tvivl.

Efter adgangsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, der er udstedt med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 27, er ridning i offentlige skove kun tilladt på asfalterede veje, stenlagte veje, grusveje over 2,5 m. samt på veje og stier, hvor ejeren har tilkendegivet, at ridning er tilladt. 

Det fremgår af forarbejderne til naturbeskyttelsesloven, at ministeren i visse tilfælde kan indskrænke befolkningens adgang til de områder, naturbeskyttelsesloven giver adgang til, men det er diskutabelt, om ministeren kan indskrænke den almindelige adgang til at ride på egnede veje og stier - uanset bredde m.v. - der følger af mark- og vejfredsloven.

Adgangsbekendtgørelsens § 11 giver også mulighed for at ride i skovbunden i de offentlige skove. Her udvider adgangsbekendtgørelsen altså den almindelige adgangsret efter mark- og vejfredloven. 

Endelig indeholder adgangsbekendtgørelsen visse ordensregler for udnyttelsen af adgangsretten efter naturbeskyttelsesloven. Vedr. ridning fremgår det, at boliger, veje og stier skal passeres i skridt, at ridning på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje ikke må ikke ske i galop og fortrinsvis skal ske i rabatterne, og at der ikke må springes over træstabler, tømmer og kævler, diger, grøfter, led og bomme. Her er forholdet til færdsel efter mark- og vejfredslovens regler også uafklaret.

Hvad så hvis man trækker sin hest?

Kan man bare stige af hesten og trække den f.eks. på udyrkede arealer og veje og stier, der er lukket for ridning, men hvor man må færdes til fods?

Klagenævn og domstolene har i enkelte sager taget stilling til, hvornår man kan siges at færdes til fods. Det har dog aldrig været afgjort, hvorvidt en rytter, der trækker sin hest, færdes til fods eller til hest i adgangsreglernes forstand. Man kan imidlertid forestille sig, at både nævn og domstole i den situation vil skele til færdselslovens regler, hvorefter både dem, der rider på heste og fører heste, f.eks. ved tømmen eller i en grime som udgangspunkt skal følge reglerne for motorkøretøjer.  Det er derfor næppe muligt at undgå ”ridereglerne” blot ved at stige af hesten og tage den ved tømmen. 

Referencer:
Lasse Baaner: De danske adgangsregler. IFRO Rapport 272. Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Lasse Baaner: Den lille adgangsretlige lovsamling. Skovskolen og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Videnblad nr.: 06.01-98 
Forfatter: Lasse Banner