Landskabsurbanismens historie – Københavns Universitet

Dato: 20-06-2014 | Videnblad nr. 09.19-03 Emne: Diverse

Landskabsurbanismens historie

Landskabsurbanismen opstod I 1990’erne som en modreaktion på tidens tilgang til arkitektur og byplanlægning, og satte gang i de tanker, der ligger til grund for nutidens arbejde med landskabsarkitektur og planlægning.

Bernard Tschumi’s vinderforslag til Parc de la Villette

Bernard Tschumi’s vinderforslag til Parc de la Villette ( Bernard Tschumi Architects).

Arkitekten Charles Waldheim giver med sin artikel ’Landscape as Urbanism’ fra 2006 et godt billede på landskabsurbanismens historiske udvikling, der er et modsvar til 1900-tallets modernistiske planlægningsmetoder. Det bliver ved udskrivningen af en arkitektkonkurrence i 1982 omkring nytænkning af en gammel slagterigrund i udkanten af Paris, at der for alvor sættes skub i de nye tanker og ideer rundt omkring i arkitekt- og byplanlægningsverden. Derved opstår fundamentet for landskabsurbanismens planlægningsprincipper.

Landskabsurbanismens indtog

Landskabsurbanisme, bliver udtænkt og formuleret i 1990’erne. Den er en tilgang til planlægnin opstået som modreaktion på modernismens tankegang, der begyndte at tage form i starten af 1900-tallet under industrialiseringen. Som byudviklingskoncept voksede modernismen sig især stærk i perioden fra 1920 - 1980, hvor industri- og boligudbygningen resulterede i en enorm vækst af byerne, og stringente og klare rammer var udgangspunktet, når der skulle planlægges byudvikling og nyt boligbyggeri. Byggeriets udformning havde en klar førsteprioritet, mens det omkringliggende landskab, naturen og omgivelserne generelt ikke blevet skænket mange overvejelser.

Fra omkring 1960 opstår der sideløbende flere ideologier som en modreaktion på modernismens tankegang. Blandt andre vinder New Urbanism indpas. Der stiles her mod det bagud skuende, hvor formsproget fra den romantiske middelalder by, med smalle gader og byfortætning bliver idealet. Landskabsurbanisme dannes også som en del af denne postmodernistiske kritik. Den tager andre af tidens begreber til sig, som foranderlighed og det ubestemte. Derudover lægger den kraftig afstand til den tidligere pastorale  naturfortolkning, hvor naturen skal fremstå idylliseret og romantisk. Den ønsker at der fjernes fokus fra det planlagte byggeprojekt og vil undersøge mulighederne i selve stedet, dets karakteristika og gemte, iboende værdier. Landskabet og omgivelserne tillægges stor værdi i sig selv, og de bliver selve symbolet på, hvad der gør et givent areal specielt og unikt.

Parc De La Villette

I 1982 udskriver man en konkurrence over en gammel slagterigrund i Paris, Parc de la Villette. Det bliver den første park designet efter landskabsurbanistiske principper. Både arkitekterne Bernard Tschumi’s og Rem Koolhaas’s tegnestuer fremlægger forslag, der udgør et spring i den konceptuelle udvikling af landskabsurbanismen. Planerne indeholder nemlig flere af de dogmer, der definerer landskabsurbanistisk planlægning. De fremlægger landskabet som den bærende ramme for en urban transformation, og formulerer landskabet som det medium, der med tiden vil have bedst mulighed for at gennemføre programmatiske og sociale forandringer Waldheim mener at landskabet frem for byggeriet danner den styrende struktur i parken. Landskabet kan transformeres og være foranderligt og kan dermed nemmere indarbejde udefra kommende reguleringer, både behov for fysiske ændringer eller mere samfundsmæssige forandringer. Derudover indeholder forslagene en meget tydelig opdeling og indarbejdning af forskellige lag og funktioner, der tilsammen danner en samlet helhed, hvilket også er en del af landskabsurbanismens hovedidéer.

Rem Koolhaas’ forslag til Parc de la Villette er i dag et typisk eksempel på landskabsurbanistisk planlægning. Den lagdelte opdeling fremgår tydeligt på Koolhaas’ forslag.

Bernard Tschumi’s forslag vinder konkurrencen, mens forslaget af Rem Koolhaas i dag er blevet et  hovedeksempel på landskabsurbanistisk planlægning.

Som følge af La Villettes indflydelse bliver der meget mere opmærksomhed på landskabets rolle i den arkitektoniske kultur, som en bæredygtig ramme for den nutidige by.Arkitekternes traditionelle element, bygningerne, må træde i anden række. Pladsen til byggeriet dannes nu i stedet i samspillet mellem landskabets flade og infrastrukturens systematik.

Denne udvikling indenfor arkitektonisk planlægning, der tager udgangspunkt i landskabet som det centrale medium, opfanges indenfor landskabsarkitektfaget, der helt oplagt griber denne tendens. Ansvaret for den fysiske planlægning, som traditionelle planlæggere har været frataget ved postmodernismens indtræden, bliver flere steder overtaget af landskabsarkitekterne, der nu udfylder denne rolle. Landskabsarkitektur får nu en betydelig rolle i projekter, som behandler oprydning, genanvendelse og gentænkning af blandt andet postindustrielle områder. Et nutidigt eksempel herpå er blandt andet Düisburg Landschaftspark, hvor et tidligere stål- og kulindustri område i Ruhr distriktet er blevet omdannet til en landskabspark. Her anvendes de gamle industrielle elementer som en grundlæggende del af parkens nye identitet, samtidig med at de frembringer rammen om en stærk fortælling om områdets historie. Dette er et af utallige projekter der har fundet inspiration i landskabsurbanismens tankegang og tendensen ser ikke ud til at vende lige foreløbigt.

Kilder:
Corner J. 2006: Terra Fluxus, i Waldheim C. 2006: The Landscape Urbanism Reader, pp. 21-33, Princeton Architectural Press
Marot S. 1999: The Reclaiming of Sites, i Corner J. 1999: Recovering Landscapes - Essays in Contemporary Landscape Architecture, pp. 45-57, Princeton Architectural Press
Waldheim C. 2006: Landscape as Urbanism, i Waldheim C. 2006: The Landscape Urbanism Reader, pp. 35 - 53, Princeton Architectural Press


Videnblad nr.: 09.19-03
Forfatter: Gertrud Retoft