Social kapital i landdistriktsudviklingen i Baltikum

En bedstemor med hendes børnebørn.

Hvad er social kapital?

Gennem 1990’erne er der udviklet nogle forskellige begreber, der har til formål at beskrive fænomener, som kan forklare, hvorfor nogle regioner er førende økonomisk og andre ikke er. Putnam (1993) bruger »social kapital«, når han taler om vigtigheden af et stærkt foreningsliv i et samfund. Cooke (1998) fokuserer på netværk mellem virksomheder med begrebet »industrial clusters «. Amin & Thrift (1995) udvider perspektivet med ideen om »institutional thickness«, som dannes af relationer mellem mange forskellige aktører: både befolkning, foreninger, offentlige myndigheder og private virksomheder. Storper (1997) bruger en fællesbetegnelse for de forskellige relationer og taler om et områdes »relational assets« – relationelle værdier, som kan være med til at skabe sammenhængskraft, tillid, en fælles identitet og spredning af ny viden i et område. Regional udvikling er en kompleks proces, der kan begrebsliggøres på mange sæt. I denne sammenhæng anvendes begrebet om »social kapital«, som ofte er forbundet til et bestemt geografisk område. Begrebet kan give stof til eftertanke i arbejdet med mere perifære områder, som netop ofte er karakteriseret ved en mangel på »social kapital«.

Den sociale kapital på landet i Baltikum

Et studie om muligheder for indkomstdiversificering på landet i de baltiske lande har vist, at der er forskellige former for »social kapital«, og at landbefolkningen kan deles ind i 4 grupper (se Videnblad 5.2-4).

Den første og største gruppe består af mennesker, der ikke deltager i nogen form for organiseret liv (se figur 1). De er ikke i kontakt med offentlige institutioner, banker eller foreninger. Denne gruppe består af tidligere arbejdere i kollektivbrugene. De nærer stor mistillid til myndighederne og de tidligere ledere i kollektivbrugene. I denne gruppe lever man i et tæt socialt netværk, der især består af familie, naboer eller tidligere arbejdskollegaer.

En anden og langt mindre gruppe består af mennesker, som har deltaget i forskellige organiserede aktiviteter. Disse mennesker har opsøgt information hos en faglig organisation for bl.a. keramikere, rideskoler og landbrug, kvindenetværk eller kirken. Gruppen har også ofte deltaget i lokale politiske møder i kommunen eller foredrag i landbrugsorganisationen om EU-støtte. Denne gruppe beskriver resten af landbefolkningen som snæversynede og fordrukne og betragter landområdet som kedeligt og tilbagestående.  

Den tredje gruppe er virksomhedsejere, for hvem kontakter til andre lokale virksomhedsejere har været meget vigtige i opstarten af deres forretning og professionelle virke. Gruppen består af tidligere ledere i kollektivbrugene, som i privatiseringen hjalp hinanden med at få fat i mest muligt, såsom bygninger, teknologi og produktionsenheder. De bruger også hinanden til tjenester som lån af penge eller giver hinanden kontrakter. Som de fleste på landet beskriver de banker og offentlige myndigheder som korrupte.

Den sidste gruppe af landbefolkningen består af en lille del af disse tidligere ledere, som har opdyrket nye relationer til leverandører i hovedstaden eller udenlandske investorer. Denne gruppe beskriver de andre lokale virksomhedsejere som den »lokale mafia«.

Forskellige slags social kapital

De forskellige netværk har forskellige potentialer for udvikling. De fleste lever af pensioner, subsistenslandbrug og sporadiske indkomster fra lokalt lønarbejde. Relationer til naboer og familie kan give sikkerhed og socialt samvær, men disse giver sjældent mulighed for at låne penge eller hente inspiration, viden og motivation til opstart af nye aktiviteter. Denne form for »social kapital« i lukkede netværk er et levn fra Sovjettiden, hvor man var organiseret i arbejdsteams og hvor kollektivbrugene sørgede for fester og udflugter. Befolkningen var ikke vant til selv at skulle opsøge viden eller organisere sig. Kontakten til verden udenfor lokalområdet var minimal. Med kollektivbrugenes opløsning gik mange organiserede aktiviteter tabt. Nye foreninger er få, og folk lever stadig meget isoleret fra samfundet udenfor.

Gruppen, der har deltaget i lokale aktiviteter, mener, at der er for få muligheder for at få hjælp og støtte lokalt. Dog har de møder og aktiviteter, de har deltaget i, givet blod på tanden til at gå videre og opsøge mere information udenfor området. Medlemmerne af denne gruppe har alle startet en ny aktivitet (bl.a. rideskole, fårehold, biavl), og de fleste har også fået arbejde i byen.

Tjenester og uformelle relationer mellem gruppen af tidligere ledere i kolletivbrugene har været nødvendige for at få fat i privat ejendom. De gav også et marked og sikkerhedsnet for virksomhedsejerne de første svære år op igennem 1990’erne. Denne form for »social kapital« mellem ledere kaldes også »politisk kapital«. Den er karakteristisk for udviklingen i de tidligere socialistiske lande. Samtidig viser dette studie, at den »politiske kapital« er ved at miste noget af sin værdi her 16 år efter uafhængigheden fra Sovjetunionen. Netværket til den lokale elite har ikke kunnet hjælpe med den markante omlægning til nye produkter og markeder alene. De fleste virksomhedsejere kæmper med fattige lokale markeder og mangel på økonomisk kapital. Den lille gruppe virksomhedsejere, som har startet en ny produktion, der kan sælges i hovedstaden, eller en service, som tiltrækker turister, har alle været afhængige af relationer til leverandører, investorer og faglige organisationer i hovedstaden eller udlandet.

Fra politisk kapital til rækkevidde

Landområderne mistede på få år deres levegrundlag, da kollektivbrugene gik i opløsning. Udviklingen har siden uafhængigheden specielt fundet sted i byerne og hovedstaden.

Den »sociale kapital« i landområderne er karakteriseret af lukkede netværk. Relationer til naboer eller tidligere ledere er vigtige resourcer for overlevelse. Med et svagt foreningsliv, få institutioner og mistillid mellem de forskellige grupper på landet, er det svært at få spredt ny viden ud til størstedelen af landbefolkningen, der lever som før uafhængigheden. De har ikke fået nye kompetencer og er blevet hægtet af udviklingen. Man kan sige, at de begrænsede »relationelle værdier« gør det svært for  landområderne at blive medspillere i udviklingen, da den lokale kapacitet for at absorbere viden om det nye samfund og dets muligheder, er svag. Rækkevidden af den »sociale kapital« er vigtig, og der skal kanaliseres ny viden ind i de lokale netværk, for at de kan give anledning til udvikling.

Landdistriktsudvikling i Baltikum må derfor sætte fokus på at skabe en »social kapital« på landet, der åbner op for ny viden udefra. Flere institutioner, aktiviteter og en organisering af landbefolkningen vil kunne skabe større tillid og give flere mennesker chancer for at udnytte de få muligheder for indkomst, der er på landet i dag.

Kilder:
Herslund, L. (2005): Rural diversification and change in the Baltic countryside. Ph.d.-afhandling, Geografisk Institut, Københavns Universitet.
Putnam, R.D. (1993): Making democracy work. Civic traditions in modern Italy. Princeton University Press. Princeton.
Cooke (1998): Origins of the concept. I: Regional Innovation Systems. Ed: Braczyk et al. UCL Press, London.
Amin, A. & Thrift, N. (1995): Institutional Issues for the European Regions: from markets and plans to socio-economic powers of association. Economy and Society 24.1, 41-66.
Storper, M. (1997): The Regional World: Territorial Development in a Global Economy. Guilford Press, New York.

Videnblad nr.: 05.02-05
Forfatter: Lise Herslund