Brandsikring af grønne tage

Blok K/Verdana, tegnet af NL Architects er en beboelsesejendom med 10 lejligheder, opført i 2010 som en del af Het Funen, Amsterdam. Foto Raoul Kramer

Alle dele af en bygning er underlagt Bygningsreglementets (BR10) krav til brandsikkerhed. Det inkluderer krav om, at bygningens overflader ikke bidrager væsentligt til brand­spredning, og at bygninger placeres, sådan at der ikke er risiko for brand­spredning fra bygninger til nabogrunde. Den største udfordring for grønne tage er ændringer over tid, når planter vokser sig større og dermed kommer tættere på facader og andre faste bygningsdele. Desuden betyder årstidsvaria­tion og pleje, at planter i perioder tørrer helt ud og dermed er lettere antændelige. Den kommunale byggesagsafdeling er myndighed på området og skal kontrollere, at projektet lever op til kravene i det gældende Bygnings­reglement.

Kravene i BR10 er til dels åbne for fortolkning, og praksis for tilladelse kan derfor variere fra kommune til kommune. Dette Videnblad er et resultat af arbejdet i PartnerLandskab, hvor en tværfaglig projektgruppe har identificeret fire emner, der er væsentlige for at få etableret et velfungerende grønt tag*. Rådene tager udgangspunkt i anvisninger fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI).

Brandtest

I Danmark, som i det øvrige EU, klassificeres bygningskomponenter i henhold til deres brandtekniske egenskaber. Det gælder også tagdækningsmaterialer, der – efter succesfuld gennemførelse af testmetoden t2 – kan klassificeres BROOF(t2). Metoden t2 har sin oprindelse i Norden og er én af flere forskellige metoder, der bruges i EU til at teste et materiales brandegenskaber. I EU benyttes fire metoder, der ikke er sammenlignelige. Grønne tage, typisk systemløsning til ekstensive grønne tage, kan testes efter t2-metoden i de øvrige nordiske lande og opnå klassificeringen BROOF(t2). Men i Danmark vurderer DBI pt., at grønne tages brandegenskaber varierer så meget i forhold til årstid og gennem bygningens levetid, at det ikke er muligt at godkende statiske produkter.

Forsøgsopstilling til gennemførelse af test t2. Illustration fra DS/CEN/TS 1187:2012.
1: Tilslutning af luft hhv. 2 m/s og 4 m/s.
2: Tilslutning til ventilationssystem.
3: Bakke til prøveemne der indstilles til 30 graders hældning.

Prøven t2 er beskrevet i Dansk Standard DS/CEN/TS 1187:2012 og består i at lade en samlet grøn konstruktion på 0,5 x 1 meter, bestående af beplantet vækstlag, dræn

bakke, filt og dug, udsætte for en gasflamme. Prøveemnet udsættes for en vind på hhv. 2 m/s og 4 m/s, hvorefter det opgøres, hvor langt ilden har bredt sig. Kravet er et maksimal udbrændt udsnit på ≤ 0,8 m for den enkelte test og en gennemsnitlig værdi på ≤ 0,55 m for seks tests.

Brandprøvningen udføres med en taghældning på 30 grader, men i praksis kan testen udføres med en systemopbygning svarende til dem, man bruger på både flade og skrå tage. Inden testens udførelse er emnet opbevaret, således at det har opnået en vis lav fugtighed. Prøven t2 er i sin tid udviklet til test af tagpap-tage, og grønne tage vil typisk klare testen bedre end et tagpaptag.

Flere produkter på det danske marked, typisk systemopbygninger med sedummåtter, er klassificeret BROOF(t2) og opfylder dermed materialekrav ifølge BR10. Det gælder også, selvom testen er udført i et af de øvrige nordiske lande. BR10 stiller også krav om at »brandsikkerheden i en bygning skal opretholdes i hele bygningens levetid« (BR10, 5.1, stk. 2). Det er baggrunden for, at DBI afholder sig fra at teste de grønne tage, i og med at de udvikles over tid, og i øvrigt anbefaler, at ethvert grønt tag ledsages af en drifts- og plejeplan, der implementeres i ejendommens grønne drift.

Hvis et produkt ikke er klasse BROOF(t2), kan risikoen for brandspredning minimeres ved at bruge et vækstlag, der er minimum 30 mm tykt og indeholder mindre end 20 % organisk materiale – og i øvrigt følge anvisningerne nedenfor.

Ubeplantede randzoner mellem det grønne tag og bygningsdele minimerer risiko for brandspredning og sikrer desuden inddækninger mod indgroende vækster. Blok K/Verdana. Foto Luuk Kramer

Forebyggelse i planlægning og design

Grønne tage, der består af tykkere vækstlag end færdigproducerede sedummåtter og har stauder, buske, træer og klatreplanter på espaliér og facader (intensive- og semi-intensive tage) udgør en risiko for brandspredning, der kan imødegås ved at arbejde efter nogle enkle regler i designet.

Med udgangspunkt i vejledningen Green Roofing Guideline fra FLL anbefaler DBI en beplantningsfri zone på 0,5 meter omkring ovenlysvinduer og ved vinduer og andre åbninger i facader ud til det grønne tag. Langs lukkede facader kan man nøjes med en zone på 0,3 meter. Områderne kan udlægges med løse sten eller befæstes med betonbelægning eller et andet materiale, der er klassificeret som BROOF(t2). For hver 40 meter sammenhængende tagflade etableres et 1 meter bredt bælte af ikke brandbart materiale, f.eks. belægningssten eller skærver.

Da forvaltning af bestemmelserne i BR10 kan variere, anbefales det, at bygherre/projekterende indleder en dialog med den lokale myndighed i projektets tidlige fase om, hvordan brandkravene bedst imødekommes.

Kilder:
Green Roofing Guideline. Guidelines for the Planning, Construction and Maintenance of Green Roofing, 2008. Forschungsgesellschaft Landschaftsentwicklung Landschaftsbau e. V. (FFL)
Telefonsamtale med Anders Bach, DBI, d. 15. maj 2014
Brandteknisk Klassifikation – materialer, beklædninger og brandbeskyttelsessystemer, DBI, maj 2014
BYG-ERFA (27)121227: Grønne tage og vægge – brandsikkerhed og vedligehold DS-standard: DS/CEN/TS 1187:2012 www.bygningsreglementet.dk

* Læs mere om de fire emner på www.partnerlandskab.dk

Videnblad nr.: 04.09-08
Forfattere: Jan Luxhøj Støvring