Dato: 22-11-2011 | Videnblad nr. 04.08-03 Emne: Ukrudtskontrol i nyplantninger

Bekæmpelse af gærdesnerlen

Forsøg viser, at gærdesnerle kan bekæmpes uden brug af pesticider. Metoden går ud på at høste de overjordiske plantedele, når planterne har 5-8 fuldt udviklede blade på bekæmpelsestidspunktet. Så har de ringere genvækstevne i forhold til tidligere vækststadier.

Figur 1. Den oprindeligt plantede vedbend er fuldstændig dækket af gærdesnerler.

Figur 1. Den oprindeligt plantede vedbend er fuldstændig dækket af gærdesnerler.

Gærdesnerlen (Calystegia sepium) er en flerårig plante med stængler, der kan slynge sig i 2-3 meters højde. Den spredes vegetativt ved rhizomer, underjordiske vandret voksende jordstængler, som sender skud opad og rødder nedad, og overjordiske udløbere, som om efteråret borer sig ned i jorden, hvor de danner nye rhizomer.

Gærdesnerlen ses især som ukrudt i flerårige kulturer, for eksempel i havebrugsafgrøder såsom frugtplantager (især ved dyrkning af frugtbuske) og vingårde. Den kan også være et besværligt ukrudt i byens grønne områder f.eks. i busketter, bede, parker og i private haver. Den dækker buske og træer med sine slyngende stængler og besværliggør derved beskæring og plukning. Den kan skygge for frugterne, så de ikke modnes ordentligt, og frugtkvaliteten nedsættes. Samtidig konkurrerer den med buskene om næring og vand med sit dybtgående rodsystem.

Selvom gærdesnerlen effektivt kan bekæmpes med systemiske herbicider som for eksempel glyphosat, er der i de seneste år opstået et behov for alternative bekæmpelsesmetoder, som for eksempel mekanisk bekæmpelse. Det skyldes dels, at disse herbicider kan skade afgrøder, buske og træer, og dels et ønske om at nedsætte herbicidforbruget.

På offentlige arealer, som er omfattet af den frivillige aftale mellem Miljøministeriet, regionerne og kommuner om udfasning af pesticidforbruget, kan gærdesnerlen give problemer i f.eks. byens parker, busketter, bede og især i bunddække og staudeplantninger. Det samme gælder økologisk dyrkede frugtplantager og private haver, hvor man ikke ønsker at bruge sprøjtemidler.

Det sejeste ukrudt

Flerårigt ukrudt som formeres ved underjordiske organer (rhizomer og knopskydende rødder) kan være meget vanskelige at bekæmpe. Mange af arterne har rodsystemer, som går meget dybt ned i jorden, f.eks. gærdesnerlen, agerpadderok (Equisitum arvense) og agertidsel (Cirsium arvense). Samtidig kan de sprede sig over relativt store afstande med de underjordiske, krybende rodsystemer. I økologisk jordbrug kan man bekæmpe disse arter med mekaniske metoder ved at udsulte og udtørre planterne.

Udsultningsmetoden

Det optimale tidspunkt for mekanisk eller termisk bekæmpelse af flerårigt rodukrudt er, når planten har brugt mest muligt af røddernes kulhydratreserver til at danne nye skud, og dette forbrug endnu ikke er opvejet af de kulhydrater, som produceres af planternes blade og transporteres til rødderne.

Dette tidspunkt betegnes »kompensationspunktet«. Hvis ukrudtet bekæmpes mekanisk, hver gang planten opnår dette vækststadie, vil rodens reserver efterhånden opbruges, og planterne udsultes og dø. For eksempel kan man lade planternes udløbere spire og opnå en vis størrelse for derefter at ødelægge dem ved mekanisk bekæmpelse.

For alm. kvik (Elytrigia repens) er det eksempelvis det optimale bekæmpelsestidspunkt, når planten har 3-4 blade svarende til en længde på ca. 12-15 cm, og for agertidsel 6-8 blade på mere end 4 cm’s længde. Først på dette tidspunkt, når nettofotosyntesen er positiv, vil nye regenerative organer dannes (rhizomer), og plantens tørstofindhold vil stige. Det er ikke kun mekanisk bekæmpelse, der bør udføres omkring dette tidspunkt, også kemisk bekæmpelse kan have størst effekt her – dog afhængigt af herbicidtype.

Forsøg i væksthus

En række forsøg med gærdesnerle blev udført i 2003-2004 i forbindelse med et speciale på Institut for Jordbrug og Økologi på LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. I et af disse forsøg var det formålet at finde det optimale tidspunkt for bekæmpelse af gærdesnerlen.

To forskellige længder af rhizomer blev plantet i potter i væksthus, og planterne blev enten høstet for at undersøge deres vækst og udvikling på 6 forskellige vækststadier, eller de blev gravet ned i 5 cm dybde for at undersøge deres genvækstevne. Figur 2 (venstre side) viser, hvordan de plantede rhizomstykker, lysskud og blade kunne se ud ved høst (2 fuldt udviklede blade).

Det viste sig, at jo flere udviklede blade planten havde ved nedgravningen jo ringere var genvæksten. Kun få planter, som var blevet nedgravet, da de havde 5-8 fuldt udviklede blade, var i stand til at sende nye skud op (figur 2). På dette stadie havde planternes underjordiske regenerative organer (rhizomerne) tørvægtsminimum (5 cm rhizomstykker: 5-6 blade og 10 cm rhizomstykker: 6-8 blade).

Bekæmp gærdesnerlen på det rigtige tidspunkt

Forsøgene viste, at man kan øge effekten af ukrudtsbekæmpelsen ved at lade gærdesnerlen vokse op til en vis størrelse (40-60 cm lange skud) før den bekæmpes med mekaniske eller termiske metoder.

I en have eller staudebeplantning kan man derfor bekæmpe gærdesnerle ved konsekvent at fjerne skuddene, når de er omkring denne størrelse. Det er dog meget vigtigt, at planten ikke når at blive for stor, for så begynder den at oplagre kulhydrater i rhizomerne eller udvikle nye underjordiske skud. Og så er det hele spildt!

Andre forsøg med gærdesnerler i potter og store kar viste, at man ved jordbearbejdning også kan optimere bekæmpelsen af gærdesnerlen. Figur 2 (højre side) viser et billede fra et forsøg, hvor gærdesnerlens rhizomer blev findelt i forskellige længder og plantet i forskellige dybder. Forsøget viste, at planternes rhizomer var følsomme for sønderdeling i mindre stykker og nedgravning til dybder på 15-25 cm, sådan som det typisk sker ved fræsning og pløjning.

Figur 2. Venstre side: Billedet viser over- og underjordiske plantedele fra gærdesnerler: rhizomer (nederst), underjordiske klorofylløse skud og øverst de overjordiske plantedele. Billedet viser også, at en sønderdeling af et 10 cm rhizom i to halvdele i dette tilfælde medførte spiring af et ekstra skud, som så til gengæld var lidt mindre. Højre side: I dette delforsøg blev rhizomer (underjordiske udløbere) i forskellige længder fra gærdesnerlen plantet i forskellige dybder. Formålet var at undersøge rhizomernes følsomhed for sønderdeling og nedgravning ved jordbearbejdning, som f.eks. harvning.

Figur 2. Venstre side: Billedet viser over- og underjordiske plantedele fra gærdesnerler: rhizomer (nederst), underjordiske klorofylløse skud og øverst de overjordiske plantedele. Billedet viser også, at en sønderdeling af et 10 cm rhizom i to halvdele i dette tilfælde medførte spiring af et ekstra skud, som så til gengæld var lidt mindre. Højre side: I dette delforsøg blev rhizomer (underjordiske udløbere) i forskellige længder fra gærdesnerlen plantet i forskellige dybder. Formålet var at undersøge rhizomernes følsomhed for sønderdeling og nedgravning ved jordbearbejdning, som f.eks. harvning.

Udtørringsmetoden

Figur 3. Gærdesnerlens genvækstevne efter tildækning med jord afhænger af plantens størrelse på bekæmpelsestidspunktet. Forsøget blev udført i to forskellige drivhuse (betegnet A og B). Planterne er spiret fra rhizomstykker på enten 10 cm eller fra to rhizomstykker på 5 cm.

Figur 3. Gærdesnerlens genvækstevne efter tildækning med jord afhænger af plantens størrelse på bekæmpelsestidspunktet. Forsøget blev udført i to forskellige drivhuse (betegnet A og B). Planterne er spiret fra rhizomstykker på enten 10 cm eller fra to rhizomstykker på 5 cm.

Ved jordbehandling med f.eks. harver, kan rhizomer blive skåret i stykker og trukket op til jordoverfladen, hvor de udsættes for udtørring. Udtørringsmetoden går ud på at have det størst mulige antal udløbere op på jordoverfladen til udtørring.

Rhizomers følsomhed for udtørring er blevet undersøgt i et klimakammerforsøg. Det viser sig, at 48 eller 96 timers udtørring kan reducere planternes genvækstevne væsentligt (henholdsvis med ca. 80 % og 95 % i forhold til kontrolplanter). Forsøget viser, at sammenlignet med f.eks. alm. kvik, er gærdesnerlens rhizomer relativt følsomme over for udtørring. Hvis rhizomerne trækkes op til jordoverfladen ved jordbearbejdning, og senere bliver tildækket med jord igen, skal de dog have ligget ubeskyttet på jordoverfladen i over to døgn for at deres genvækstevne nedsættes.

Ved anlæg af nye bede på arealer med mange snerler, kan det derfor være en fordel at starte med en fræsning og harvning, hvor rhizomer findeles, og mange rhizomer trækkes op til jordoverfladen.

Efter minimum to døgns udtørring, og gerne mere end fire døgn, kan man evt. gentage jordbehandlingen. Hvis der er mulighed for at vente med etableringen af bedet, kan det være en fordel at lade de rhizomer, som stadig er i jorden, spire og nå den anbefalede størrelse på 40-60 cm for derefter at udføre jordbehandlingen igen. Jo flere gange snerlerne udsættes for denne behandling, jo større er sandsynligheden for at arealet kan renses for gærdesnerler.



Videnblad nr.: 04.08-03
Forfattere: Anne Merete Rask og Christian Andreasen