Dato: 01-10-2007 | Videnblad nr. 06.06-08 Emne: Skov

Europæisk bison som naturplejer

Der er fokus på store vilde græssere og mere frie græsningsformer som redskaber til at skabe og vedligeholde skovlandskaber med en dynamisk udvikling mellem lysåbne naturtyper, krat og skov. En af de mulige græssere er den europæiske bison, eller visenten, som den også kaldes.

I Sverige er der udsat visenter i Eriksberg Vildt- og Naturpark i Blekinge. Foto: Kim Bech Nielsen.

I Sverige er der udsat visenter i Eriksberg Vildt- og Naturpark i Blekinge. Foto: Kim Bech Nielsen.

Den europæiske bison har tidligere været vidt udbredt over det vestlige, centrale og østlige Europa. Den indvandrede til Danmark sammen med vildhesten og uroksen for ca. 11.500 år siden i den præboreale tid, hvor landskabet var præget af lysåbne pionerskove bestående af birk, ene og skovfyr. Fund af visenter i Danmark er dog ret begrænsede og tyder på, at den kun har levet i Danmark i en periode på omkring 1000 år.

Visenten som naturplejer

Visenten er en nøgleart ligesom kvæg og krondyr, det vil sige den skaber levesteder for andre dyr og planter. Visenter er mere aktivt fødesøgende end tamme husdyr og de færdes over større afstande. På trods af at vedagtige planter udgør en mindre del af deres foder, har de en betydelig effekt på skovbevoksninger som følge af deres afbarkning og afrivning af kviste og mindre grene. Herudover kan færdslen af de store dyr i flok have en stor effekt på skovstrukturen og dynamikken. Dyrenes vandringer kan i høj grad være med til at sprede frø til nye voksesteder.

Visenter i Danmark?

Fritstående bestande af visenter kræver store, uforstyrrede områder med en mosaik af forskellige skovtyper, herunder gamle egeskove, og åbne græsningsarealer. Der anbefales et samlet areal på min. 400 km2 til udsætninger af visenter, der skal kunne udvikle sig til selvbærende flokke. Visenter under hegn har ligeledes brug for relativt store uforstyrrede områder med gode fouragerings-og skjulemuligheder. Her anbefales et græsningstryk på ca. 2 dyr per 100 ha. For at undgå at visenterne bliver for tamme, bør al menneskelig kontakt i indhegningerne minimeres.

I Sverige er der udsat visenter i Eriksberg Vildt-og Naturpark i Blekinge. Parken, der er på 1000 ha, har en bestand på omkring 15 dyr, men derudover er der store bestande af kron-og dådyr samt mufloner og vildsvin. Det betyder, at det samlede græsningstryk er ganske stort med en tydelig påvirkning af træer og buske. Det høje græsningstryk opretholdes ved hjælp af tilskudsfodring i vinterhalvåret.

Interaktion mellem visenten og andre dyr

Visenten lever i skovområder, hvor der naturligt kan forekommer en række andre store græssere og andre dyr, som kan konkurrere om føden eller på andre måder have indflydelse på levestedet. Specielt krondyrs præferencer for skovområder af forskellig alder har vist sig at svare til præferencerne hos visenten.

Der er ikke nogen synlig forskel i fourageringsmønsteret mellem de to arter, og det er ikke muligt alene ved observation af bid og skader på vegetationen at bestemme, hvilket dyr der har fourageret. Visent og krondyr må således betragtes som konkurrenter, hvilket underbygges af en registreret tæthed af bison på 1,5 individer pr. km2 i 1800-tallet i Bialowieza skoven, da kronvildtet i en periode var bortskudt mod en tæthed på 0,4 individer pr. km2, efter at kronvildtet er vendt tilbage.

Europas største landpattedyr

Visenten kan blive op til 3,5 m lang og 2 m høj og er således det største europæiske landpattedyr. Hannerne vejer mellem 400 og 950 kg, og hunnerne mellem 300 og 600 kg. Køer bliver kønsmodne, når de er 2-3 år, tyre når de er 4-5 år. Dyrene kan blive op til 25 år med en gennemsnitslevetid på 14-16 år i fritlevende populationer. Der hersker en del usikkerhed om afstamning og slægtskab mellem de to nulevende bisonarter, den amerikanske bison og visenten, men mange opfatter dem som to underarter af samme art, på trods af deres forskellige økologi og udseende.

Græsning og føde

Visenten er ligesom kvæg en udpræget græsser og i lighed med kvæg og krondyr meget lidt selektiv i sit fødevalg. Den æder græsser, halvgræsser, urter, kviste, grene og bark med hovedvægten på græs-og urtevegetationen. En undersøgelse af maver fra 67 polske visenter viste, at græs og urter udgjorde ca. 90 % af maveindholdet. Der blev identificeret mere end 90 forskellige plantearter.

Blandt de foretrukne urter var vidt udbredte arter med en lang vegetativ sæson som skvalderkål, kål-tidsel, skov-galtetand og stor nælde. Voksne dyr æder mellem 23 og 32 kg frisk plantemateriale hver dag.

Visenter i Bialowieza skoven foretrækker løv og kviste af rødgran og avnbøg, mens afbarkning hyppigst sker på stilkeg, avnbøg, ask og rødgran. Det er fortrinsvis yngre træer med en diameter på mellem 4 og 15 cm, der afbarkes. Agern og frø af avnbøg er vigtige fødeemner om vinteren.

Visenten har brug for store områder for at kunne finde tilstrækkeligt med føde året rundt. De skifter mellem forskellige skovtyper afhængigt af, hvor fødeudbuddet er størst. Visenten græsser dog gerne på enge og andre lysåbne arealer og synes at have en stor tilpasningsevne.

I Litauen, hvor visenten er reintroduceret, opholder dyrene sig det meste af tiden på åbne og halvåbne områder, mens skoven primært bruges som vinteropholdssted og refugium. Her anvender en flok visenter på 28 dyr et område på omkring 2.000 ha som kerneområde, men færdes jævnligt i et område på 100-200 km2.

Tæt på at uddø

Visenten var tæt på at uddø under første verdenskrig. De nuværende bestande på ca. 3.000 dyr fordelt på to underarter, lavlandsbison og kaukasisk bison, er udviklet fra 54 dyr, der overlevede i zoologiske haver og private dyrehaver. Disse 54 dyr stammede fra i alt kun 12 dyr, hvoraf nogle var blevet krydset med amerikansk bison og kvæg. I 1952 blev de første visenter genudsat i Bialowieza National Park i Polen.

I dag er bestanden fordelt på mange lokaliteter for at forhindre at de uddør af smitsomme sygdomme. Der er fritlevende bestande i fem lande: Polen, Hviderusland, Ukraine, Rusland og Litauen. De fleste fritgående lavlandsbisoner findes i Bialowieza National Park i Polen og i den tilstødende nationalpark Belarus i Hviderusland.

Målet for bevaring af visenten er at etablere en frit levende genetisk population på 3000 dyr, for hver slægt, for at opnå en genetisk stabil og bæredygtig population. For at opnå målet, anbefaler IUCN – The International Union for the Conservation of Nature and Natural Resources, at der etableres nye populationer i egnede habitater, med hver en bærekapacitet på mindst 100 dyr, for at være demografisk sikre.



Videnblad nr.: 06.06-08
Forfatter: Rita Merete Buttenschøn