Stor variation i brugen af grønne frivillige

En kortlægning af den grønne frivillighed i Danmark viser, at de frivillige er engageret i mange forskellige naturtyper og løser mange forskellige opgaver. Der tegner sig også et varieret billede af, hvordan myndighederne har organiseret samarbejdet. Især tidsmangel er en udfordring.

Grønne frivillige i naturen — Grønne frivillige er engagerede i mange forskellige naturtyper, de løser mange forskellige opgaver, og der tegner sig et varieret billede af, hvordan myndighederne har organiseret deres samarbejde med de grønne frivillige. Det viser projektet ’Frivillige viser vej’. Foto: Sandra Gentin.

Grøn frivillighed mangler belysning

Grønne frivillige skal forstås som borgere, der har deres primære frivillige aktiviteter i naturen og har et mål med deres aktiviteter. Det kan være mere/bedre natur og/eller bedre adgangs- og friluftsmuligheder i naturen. Nogle grønne frivillige er løst tilknyttede og er f.eks. engagerede i at trampe stier eller samle skrald. Andre er mere organiserede i f.eks. kogræsserlaug eller lokale naturbaserede borgerforeninger. Atter andre kender vi igennem organisationer som Danmarks Naturfredningsforening m.fl.

Omfanget af denne form for frivillighed er ikke systematisk belyst og analyseret i Danmark. Derfor er ambitionen med projektet ’Frivillige viser vej’ at indsamle viden om den grønne frivillighed (del 1) for at komme med anbefalinger til, hvordan samarbejdet imellem frivillige og planlæggere/forvaltere kan styrkes (del 2). Projektet er støttet af udlodningsmidler til friluftsliv via Friluftsrådet.

Hvorfor giver frivillighed mening?

Det er der to overordnede grunde til. Den ene handler om det gode ved frivilligheden i sig selv, og den anden om det, frivilligheden bidrager med. Den kan eksempelvis have en gavnlig effekt på sundheden at trampe stier. Der er også en række indikatorer, som viser, at frivillighed kan øge oplevelsen af lykke, ligesom de, der er frivillige, er mindre ensomme. I relation til den grønne frivillighed er der derudover især tre ting på spil:

Lokalt ejerskab: at det er de lokales egne behov og ideer, der er afsættet
Troværdighed: at ideen er opstået blandt de frivillige
Ressourcer: at de frivillige bidrager som arbejdskraft eller med viden og netværk

Spørgeskema til park- og naturforvaltere

For at kunne give det bedste billede af den grønne frivillighed i park- og naturforvaltningen bad vi medarbejdere i hhv. Naturstyrelsen og kommunerne, som i deres daglige arbejde har mest kontakt med grønne frivillige, om at svare på et spørgeskema. Svarprocenten for Naturstyrelsens enheder er 100 %. For kommunerne dækker de 95 besvarelser i alt 87 kommuner, og svarprocenten er således 91,6 %.

Mangfoldigt billede og udbredt indsats

Resultaterne viser et meget mangfoldigt billede af den grønne frivillighed. Planlæggere/forvaltere samarbejder med en lang række forskellige grønne frivillige, både uorganiserede og organiserede grupper. Opgaverne spænder fra drift over anlægsprojekter til indsamling af naturrelateret data. De frivillige er involveret i en lang række forskellige naturtyper fra byparker til mere landlige arealer, hvor de f.eks. plejer heder eller bidrager med afgræsning af fælleder.

Planlæggere/forvaltere har en lang række grunde til at involvere og engagere grønne frivillige, og langt de fleste relaterer sig til at øge borgernes interesse for og ejerskab til naturen. Selvom en af de største udfordringer er tidsmangel blandt medarbejderne, viser resultaterne, at medarbejderne lægger megen energi i at gøre samarbejdet så succesfuldt som muligt.

Den nødvendige tillid kræver tid

Når man engagerer grønne frivillige, er det – ifølge forskningslitteraturen, vigtigt at samtænke det frivillige engagement med forvaltningens strategier for sammenhængende natur. På den måde samarbejder man om at højne naturkvaliteten på overordnet plan.

Vores resultater peger i retning af, at planlæggere/forvaltere selv kan være en barriere for at knytte det frivillige engagement tættere sammen med f.eks. planlægningen af økologiske forbindelseslinjer i landskabet. Det skyldes primært, at nogle af medarbejderne ikke stoler på de grønne frivilliges kompetencer eller mener, der skal specialistviden til for at pleje truede arter. Andre planlæggere/forvaltere fremhæver derimod, at grønne frivillige kan betros opgaver, selv i særlig følsom natur. De skal blot have den rette instruktion til opgaverne.

Flere andre undersøgelser understreger, at tillid mellem myndigheder og grønne frivillige er essentiel for et succesrigt samarbejde. For at opbygge denne tillid er det afgørende, at medarbejderne har tilstrækkeligt med tid til at løse opgaven. Derfor er det vigtigt, at denne opgave ses på lige fod med andre almindelige opgaver, og at der sættes arbejdstid af til netværksdannelse.

Potentiale for mere strategisk brug

Den store mængde ad hoc-frivillige kan indikere, at planlæggere/forvaltere primært samarbejder med grønne frivillige, som på eget initiativ har ønsker for deres grønne område i lokalmiljøet. På den anden side er der også nogle planlæggere/forvaltere, som forsøger at motivere grønne frivillige til at engagere sig i forskellige nærområder, der måske trænger til en indsats. Netop dette kunne være udgangspunktet for en mere strategisk tænkning i forhold til kvaliteten af den grønne infrastruktur.

Det er blevet tydeligt igennem denne undersøgelse, at mange kommuner ikke arbejder særligt strategisk med grøn frivillighed. Samarbejdet er ikke formaliseret gennem kontrakter, men mere løst organiseret gennem mundtlige aftaler, i modsætning til Naturstyrelsens enheder. Manglen på strategisk forankring er dog ikke kun en ulempe. Det giver medarbejderne en stor fleksibilitet i forhold til at udvikle projekter med afsæt i de lokale forhold og ønsker, der også er nøglen til et succesfuld samarbejde med grønne frivillige.

De frivilliges indsats gør en forskel

Projektet viser, at grøn frivillighed bidrager til mere adgang til det åbne land, flere friluftsfaciliteter og ”bedre natur”, end hvad park- og naturforvaltningerne ellers ville have opnået. Derfor kan vi konkludere, at på trods af budgetbegrænsninger skabes både bedre adgang og mere natur gennem grøn frivillighed. Om naturområderne så er forbundne nok, kan naturligvis diskuteres. Men i kommuner, hvor grønne frivillige både får lov til at gå til hånde med pleje af fælleder, heder, åer, enge etc., vil mosaikken af naturområder have mulighed for at bidrage til en bedre kvalitet og en større sammenhæng, sammenlignet med en kommune hvor den ’eneste’ opgave, frivillige får lov at deltage i, er at trampe stier eller bygge mountainbike- eller ridespor.

Undersøgelsen giver god indsigt

En del af respondenterne har delt spørgeskemaet internt blandt kollegaerne, da ”det at arbejde med grønne frivillige” er en opgave, der ofte løses af flere medarbejdere. Samtidig kan det også være, at nogle grønne frivillige arbejder helt selvstændigt med f.eks. affaldsindsamlinger eller vedligeholdelse af trampestier. Vi er dog overbeviste om, at den aktuelle undersøgelse giver en god indsigt i den grønne frivillighed.

Nogle kommuner engagerer grønne frivillige så meget som overhovedet muligt, mens andre er mere tilbageholdende. Med andre ord, den grønne frivillighed er mangfoldig, og medarbejderne i kommunerne og Naturstyrelsens enheder både kan og vil det grønne samarbejde.

Kilde:
Frivillige viser vej – Resultater fra en national spørgeskemaundersøgelse om grønne frivillige i natur- og parkforvaltning / S. Gentin, J.B. Hunt og L. Herslund / IGN Rapport, oktober 2020 / Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. 53 s. ill.

Videnblad nr.: 03.03-90
Forfattere: Sandra Gentin, Julia B. Hunt og Lise Herslund