Landskabet i den grønne omstilling

Siden januar 2023 har det været et krav, at bygherren i forbindelse med nybyggeri skal dokumentere bygningens klimabelastning angivet som CO₂-ækv./m²/år i hele bygningens levetid for at kunne få en ibrugtagningstilladelse. Grundlaget er en Livscyklusanalyse (LCA). For nybyggeri >1.000 etagekvadratmeter er der sat en øvre grænseværdi. De såkaldte klimakrav udmøntes i Bygningsreglementet (BR18), se figur 1, og er resultatet af en folketingsbeslutning fra 2020 og en tankevækkende hurtig udvikling fra beslutning til implementering.

Bygningsreglementet stiller kun krav til bygninger, og derfor indgår klimabelastning af landskabselementer ikke i vurderingen af byggeriet. Det er et problem, for beregningen bliver dermed ikke fyldestgørende for det samlede bebyggede miljø. De manglende krav kan på den længere bane resultere i en forhaling af landskabets grønne omstilling, af nødvendig innovation af produkter og af processer for en mindre miljøpåvirkning. Hvis landskabet skal med, kræves det, at der også her stilles klimakrav, og det kræver viden om de særlige materialer og processer, der indgår i landskabet. Til arbejdet kan man med fordel se mod processerne, som byggeriet har været igennem.

Fælles udgangspunkt

Beregningsmetoderne i byggeriet bygger på internationale standarder, herunder EN 15978 og EN 15804 m.fl. Det burde være nemt at lave en lignende vurdering for landskabselementer, for landskabsarbejdet har samme bygherre som byggeriet og findes ofte på samme matrikel som bygningen, men jord og planter er ikke så lige til som f.eks. et vindue. Jord findes ofte allerede på stedet og kræver en individuel og kontekstspecifik bearbejdning, og planter optager og lagrer CO₂. I BR18 er den øvre grænseværdi for klimabelastningen sat til 12 kg CO₂-ækv./m²/år, og målet er en trinvis skærpelse frem mod 2030 til 5 kg. Ved udregning af belastningen medtages ikke alle trin i processen fra produkt til bortskaffelse, men også dette må forventes at blive skærpet og udvidet frem mod 2030. Figur 1 viser hvilke dele, der indgår.

Inden ibrugtagning

En LCA forudsætter, at producenter kan oplyse hvilken emission produktionen af deres materialer giver. EU har startet en klassificering, der betyder, at der snart bliver stillet krav om, at alle produkter skal have en miljøvaredeklaration, en såkaldt EPD (Environmental Product Declaration). For nuværende er det begrænset, hvor mange EPD’er der findes, for det er tids- og ressourcekrævende for producenten at få lavet en EPD. Man må i stedet ty til branche-EPD'er, som er et gennemsnit inden for mange specifikke produkter, f.eks. belægningssten. I Tyskland har man samlet en række branche-EPD’er på Ökobaudat.de, som kan bruges indtil der kommer en løsning for samtlige produkter. Dette kommer også til at gælde for materialer i landskabet, men det kan blive svært for materialer, som f.eks. eksisterende jord, der ikke har nogen producent.

De nuværende krav om opgørelse pr. m² pr. år er tænkt som dokumentation, men LCA-beregningen er ved at vinde indpas som en slags screening i en tidlig planlægningsfase for at undgå dyr omprojektering. Dette betyder, at løsningsforslag bliver sammenlignet på grundlag af CO₂ emission, en parameter udover de funktionelle, tekniske og æstetiske parametre. At genbruge eksisterende forhold, ændre mindre og begrænse materialeforbrug påvirker alt sammen det samlede regnestykke for CO₂ ækvivalenter, som allerede ses i byggeriet.

Nogle landskabs-produkter er identiske med dem i bygninger, eksempelvis tømmer, og der kan viden om LCA direkte overføres, mens LCA for andre produkter kan bruges med minimal tilpasning, eksempelvis betonvarer og natursten. Der er også grænsetilfælde, hvor klinkbrændte teglsten og mursten adskiller sig, selv om de tilsyneladende er ens. Jord, vegetation og dødt plantemateriale er materialer, der ikke benyttes i bygningen og derfor kræver flere undersøgelser, hvis det skal give et mere omfattende billede af den udledte, og optagede, CO₂. Disse materialer har potentiale til lagring af CO₂ frem for emission af CO₂. Jorden er også byggegrund, regnvandsmagasin og habitat, hvilket stiller krav til landskabsarkitekten, der skal tage beslutning om et specifikt produkt, så afvejning af materialevalg ikke sker ensidigt på baggrund af CO₂ emission. Råstoffer, som sand og grus, bliver snart en mangelvare i Danmark, og hvordan håndterer man dette, så man ikke begunstiger nedskalering af andre materialer i byggeriet, som i dag bruges som erstatning af jordens råstoffer?

I byggeriet er det dyrt for bygherren, når mainstream materialer skal skiftes ud med nye alternativer med mindre CO₂-emission. I landskabet kan CO₂-emissionen forbedres ved at gøre mindre – færre belægninger, mere genbrug af eksisterende jord osv., men potentialet skal undersøges.

Brugsfasen og endt levetid

Brugsfasen for landskabet er anderledes end brugsfasen for byggeriet, hvor bygningens energiforbrug er i fokus. For landskab er der i brugsfasen en lang række afledt drift, der kræver energi og giver emission, som f.eks. ukrudtsbekæmpelse på befæstelser og renhold. Der er ofte en diskussion om hvorvidt billige anlægsløsninger, der kræver megen drift, er bedre eller dårligere end andre mere omfattende anlægsløsninger, der har mindre afledt drift. Dette gælder befæstelsesmaterialer som f.eks. grus, brolægning og in-situ-beton, og det gælder planteafstand, samt plantning af små eller større planter. Hvis driften skal nedbringes, påvirker det også arealernes fremtræden og formentlig også levetiden. Der er også drift, hvor dødt plantemateriale kan forsinke frigivelse af oplagret CO₂ og måske endda fortsætte oplagringen i jorden. Den fælles enhed CO₂ og LCA-metoden har potentiale til at få dette kortlagt i detaljer, men til en start må man nødvendigvis begynde kortlægningen for de hyppigste anlæg og driftsprincipper.

Landskabet har den fordel, at hvor der i brugsfasen af en bygning primært arbejdes med en nedslidning, sker der CO₂-mæssigt en værdiforøgelse, når der år for år bindes CO₂ i planter og jord. Hvor hurtigt det går og betydningen af dette for landskabets klimaregnskab, skal undersøges nærmere. Endeligt skal der laves en plan for ’endt levetid’. Her må det blive vigtigt at planlægge og designe efter principperne om ’Design for Disassembly’, så jord, belægninger og inventar nemt kan skilles ad for evt. reparation og genanvendelse.

Videnblad nr.: 03.00-42
Forfattere: Torben Dam, Jan Støvring og Lærke Sophie Keil