Carbon-smartness som klimaløsning

Potentialet i bygrønt som kulstofdræn og som en omkostningseffektiv og multifunktionel klimaløsning skal udnyttes mere effektivt end i dag. Projektet CO-CARBON arbejder med løsninger med fokus på carbon-smartness, dvs. en omstilling med omtanke på, hvordan man kan forbedre kulstofbindingen i grøn beplantning, sikre kulstofdræn i byudviklingen og udvikle bygge- og forvaltningsmetoder med lavere CO₂-emission og samtidig også producere andre vitale økosystemtjenester. Carbon-smartness tager udgangspunkt i fem principper.

Frem mod et grønt CO₂-aftryk

Bygge- og ejedomssektoren står i øjeblikket for omkring 40% af de globale drivhusgasemissioner. Dette store CO₂-aftryk kan reduceres ved hjælp af vegetation, som er det billigste og mest alsidige middel til at producere et grønt CO₂-aftryk. Det grønne CO₂-aftryk fokuserer i modsætning til det klassiske CO₂-aftryk på positive klimapåvirkninger. Det refererer til faktorer, der bremser klimaændringer, men som ikke var blevet skabt uden et design- eller byggeprojekt.

En udbredelse af det grønne CO₂-aftryk kræver identifikation af klimaeffekter af grønne strukturer, bindende mål for beplantning i byerne samt evaluering af det grønne CO₂-aftryk i byggeprojekters livscyklusberegning. Det grønne CO₂-aftryk af bygrønt giver flere fordele. Når man promoverer carbon-smartness, styrkes andre økosystemtjenester: hedebølger og byoversvømmelser afbødes, udvaskning af overfladevand bremses og biodiversitet og menneskers velvære understøttes.

Vær opmærksom på bygrønts kvantitet, kvalitet og livscyklus

Klimafordelene er afhængige af mængden af grøn vegetation og dets potentiale til at optage kulstof. Bevarelse af eksisterende byvegetation og jord er det primære middel i byplanlægningen til at opretholde et kulstofdræn. Man bør derfor undlade at bygge på de mest værdifulde kulstoflagre. For eksempel de arealer, som har haft vegetationsdække i lang tid og våde jorder, hvor kulstofpuljer har haft mulighed for at opbygge over tid. Tabt vegetation betyder ikke kun tabt kulstoflagring, men også et midlertidigt fald i kulstofdrænet. Ved bebyggelse af nye arealer skal tilstrækkelig med plads og gunstige vækstbetingelser reserveres til bygrønt, fordi fordelene ved grønne områder er nødvendige i en tæt bystruktur. Når der bygges med henblik på optagelse af kulstof, er selv nyt bygrønt et effektiv kulstofdræn.

I planlægningen skal der lægges særlig vægt på udvidelsen af det areal, der er dækket af planter, forskelligartet og lagdelt bygrønt og dyrkningsmedier med lav CO₂-emmision. Som eksempel på det sidste kan nævnes, erstatning af spagnum og tørvejorder med kompost og/eller biokul ved nyetableringer. Bygrønt skal også sikres den længst mulige livscyklus, så dets kulstoflagre når at akkumulere. Dermed vil emissionstoppen i den indledende fase af plantningen af bygrønt, som er forårsaget af det kulstof, der frigives fra vækstmediet, også blive udjævnet.

Carbon-smartness i etablerings- og vedligeholdelsespraksis

Valget af byggeteknologi og vedligeholdelsespraksis af bygrønt kan påvirke kulstoflageret. I anlægsfasen skal der tages særlige hensyn til jorden, da en væsentlig del af kulstoffet er blevet lagret her. I grønt byggeri skal jordens mikrobiologiske aktivitet fremmes, fx ved at bevare den eksisterende jord og udnytte genbrugsjord, kompost eller biokulbaserede løsninger. Jordens kulstoflagre kan også blive udnyttet via ændret vedligeholdelsespraksis, for eksempel ved at udvikle nye arbejdsmetoder til lokal behandling af nedfaldent løv. Alle materialer og arbejdsmetoder til grønt byggeri og vedligeholdelse skal udvikles til at have lavere udledninger af CO2. Selv vedligeholdelsesplanen, som oftest bliver betragtet som en standardløsning, skal undersøges kritisk i forhold til alt fra udledning fra græsslåning til påvirkning af biodiversiteten.

Social bæredygtighed som en del af klimaløsningen

At fremme carbon-smartness på en socialt bæredygtig og retfærdig måde kræver borgernes støtte. I planlægningen og implementeringen af carbon-smartness er det nødvendigt at identificere de forskellige værdier og synspunkter forbundet med bygrønt og at koordinere disse. Ud over klimamål omfatter disse for eksempel biodiversitet, mål for bydesign og rekreative aktiviteter. Det er også nødvendigt at tænke over, hvordan man fremmer carbon-smartness, hvem der får gavn af det og hvem der må deltage i beslutningstagningen. Planlægningen af grønne områder skal inddrage beboere og brugere, der er berørt af bygrønne løsninger. Således kan borgere både opnå en ansvarsfølelse, der kan afhjælpe klimaangst og klimaapati samt hjælpe planlæggere med at indtænke muligheder for rekreative aktiviteter og oplevelser, som afspejler brugernes ønsker og behov.

Mere effektiv kontrol betyder flere klimafordele

Klimafordelene ved grønnere byer bør tages i betragtning på alle planlægningsniveauer, lige fra retningslinjer på strategisk niveau til implementeringsværktøjer. Når man vurderer klimaeffekterne af den planlagte arealanvendelse, skal klimafordelene ved bygrønt og effekter af forskellige alternativer til kulstofdræn identificeres. Kulstofbindingen af den grønne struktur bør også indgå i en mere detaljeret planlægning: fx kan ’begrønningsfaktor’ eller ’biofaktor’ og forskellige miljøklassificeringer udvikles, så de også tager højde for kulstofbinding. Designere og bygherrer kan tilskyndes til at øge deres grønne CO₂-aftryk, for eksempel ved hjælp af indkøbskriterier. Byggesektorens livscyklusvurdering skal også udvides til at omfatte planlægning og anlæg af grønne områder og dermed komme tættere på den omfattende emissionsvurdering af det byggede miljø.

Kilde:
Ranja Hautamäki, Leena Järvi, Mari Ariluoma, Antti Kinnunen, Liisa Kulmala, Jussi Lampinen, Tiina Merikoski, Outi Tahvonen (2023): Carbon-smart Urban Green Infrastructure as a Climate Solution.

Videnblad nr.: 03.00-43
Dansk bearbejdelse og oversættelse: Anton Stahl Olafsson, Natalie Gulsrud, Oriol Garcia Antunez og Marie Kiersgaard Espersen