Træer og andet grønt
Det indså G.N. Brandt og Poul Henningsen; to venner og kampfæller, der omkring 1920 gjorde deres for at forbedre kvaliteten af det urbane landskab ved hjælp af træer og andet grønt.
Træer. G.N. Brandt 1919
»Naar der ved Udstykninger og Vejanlæg skal ofres noget til det æsthetiske, sker det altid gennem Forslag om at plante Træer på vedkommende Veje og dette Offer er økonomisk så ringe, at selv den fattigste Kommune og den mest fedtede Spekulant altid gaar med til denne Luksus [...] Den Type Vej- eller Gadetræplantning, der som Resultat af denne Virksomhed breder sig især i Villa- og Forstadskvartererne, baade ved Hovedstaden og i Provinsen, er en Bastard af Alléen, der i sin typiske Form er et rent architektonisk Phænomen, og af Landevejstræplantning, der er et Element af vor Kulturlandskab.«
Plantning langs landeveje er en gammel tradition. Træerne følger vejen, markerer den i landskabet, så man i usigtbart vejr kan se, hvor man skal hen. Træerne har et funktionelt sigte, de giver læ for vind og regn, giver skygge i stærk sol og er ledende for trafikken. I oprindelige landevejsplantninger, der er et vigtigt islæt i kulturlandskabet, er træerne fritvoksende, store, plantet med stor afstand, helt op til 12
meter forsat for hinanden.
Helt anderledes er den plantede allé, der ikke er nær så gammel. Den hører barokken til, den er et formelement i sig selv. Den følger ikke nødvendigvis en vej; kan gøre det et stykke for at understrege en virkning, eksempelvis aksen i en bygning. Ofte er den brugt til at give et haveanlæg dybde og vidde, til at trække landskabet ind i haven. Træerne i en barokallé er plantet tættere og over for hinanden. Det er meningen, at kronerne skal vokse sammen og danne et rum og helhed. De enkelte træer må ændre deres individuelle udvikling. De er ikke mere enkeltvæsener; snarere materiale.
Alle træer er selvfølgelig i lige grad både plantede og voksede, men de bærer næsten altid i sig et særligt præg enten af det voksede eller af det plantede. Dette præg bestemmes af træets plads, af dets art og af dets behandling. Når disse tre faktorer bringes til at virke sammen, opnås det klareste og stærkeste resultat, mens det forflygtiges, når man lader dem modarbejde hinanden.
Hvis træer har en plads, der er præget af det bevidste valg er virkningen størst, når træets art understøtter det plantede. Linden med sin lige stamme og arkitektoniske vækst virker stærkt plantet.
Til at spille den yndede rolle som pittoresk, tilfældigt voksede træer eller lille uregelmæssig gruppe egner denne art med lige stammer sig ikke. I sådanne tilfælde vil en hældende birk, en overhængende, bred elm eller en fintbygget, kroget akacie passe godt, mens de vil virke svagt brugt på en arkitektonisk måde.
Byens Træer. Poul Henningsen. 1921
Med »Træer« støbte G.N. Brandt kuglerne. Med »Byens Træer« skød Poul Henningsen dem af i form af en kronik i Politiken. Hensigten var at udvide synspunktet »jo mere grønt, jo bedre«, at tale for det grønnes anvendelse som arkitekturmateriale for at højne kvaliteten af byens rum.
Stofligt udgør træerne i Nørre Allé og plænerne i Fælledparken et smukt stykke arkitektur, der vil blive ødelagt, hvis der blandes arkitektur ind i det. En ganske anden sag er det, når det drejer sig om en bebyggelse. I kraft af materialets fastehed vil bygninger langt stærkere kunne danne en gades rum end alléer. I Nyboder, hvor der er tilstræbt en helhed, ville en alléplantning gøre direkte skade. Noget andet er, når gaderne er slet arkitektonisk sammensat. Så vil en trærække kunne binde det hele sammen. Træerne i krinsen er sat til at bøde på Kgs. Nytorvs manglende helhed.
Træer enkeltvis og i grupper har deres egen poetiske skønhed, som er arkitekturen uvedkommende. Træerne bag Amalienborgs palæer, eller de der stikker frem bag Nyboders huse, er som en dames sjal over en smuk stol. De skader ikke arkitekturen; vedrører den ikke. Dog glæder de det poetiske i os. Træerne på Kgs. Nytorv havde før krinsen blev plantet en lignende poetisk værdi. Beplantningens værdi er altså relativ, den kan være arkitektonisk, der hvor det lette materiale ikke tynges af tungere virkninger, som i Fælledalléerne og poetisk forsonende som på Kgs. Nytorv. Det er under alle omstændigheder arkitektens kunst, at skelne mellem disse forhold, afveje dem og sige for eller imod fældningen eller anvendelsen af træer. Et sidste forhold er det oplivende moment, som træerne besidder for befolkningen. Det er måske det argument, der er sværest at tilbagevise, det der idag forfægtes med argumenter som naturoplevelse eller økologi, skrev PH i 1921.
Litteratur :
Brandt, G.N., 1919: Træer, Architekten, 361-369.
Henningsen, Poul, 1921: Byens træer, Politiken 13.9.
Hauxner, Malene, 1993: Fantasiens Have: Det moderne gennembrud i havekunsten og sporene i byens landskab. Arkitektens Forlag, København.
Videnblad nr.: 03.00-22
Forfatter: Malene Hauxner