Vi må tænke kulturarv i byer på nye måder

Klimaforandringer påvirker også kulturarven

Vandet presser byerne fra alle kanter, og spørgsmålet om, hvordan vi beskytter kulturarvsværdierne, bliver mere og mere påtrængende. Vi kan ikke fortsætte med business-as-usual i måden at tænke bevaringens rolle ind i byudviklingen på. Vi kommer til at stå over for at skulle acceptere forandring i meget større grad, end vi er vant til i bevaringssammenhæng, og også at give slip på kulturarvsværdier. Det rejser en række samfundsmæssige spørgsmål. Disse udfordringer analyseres i rapporten Klimakrise, byudvikling og bevaring – nye roller for kulturarv i kystbyer, hvor Svava Riesto fra IGN sammen med Rikke Stenbro fra rådgivningsvirksomheden Substrata adresserer den klimaudfordring, som kystbyer står overfor i forhold til bevaring og byudvikling.

Urealistisk at ville sikre for evigheden

Globalt set er vi på vej ind i nyt bevaringsparadigme for kulturarv i byplanlægningen – nemlig et såkaldt klimaparadigme, hvor forandring på by- og landskabsniveau anses som et grundvilkår. Samtidig er dele af dansk forvaltningspraksis stadig præget af idéen om, at kulturarv skal bevares i en særlig fysisk form for evigheden. Og den idé vil blive udfordret i fremtiden, fordi de forandringer, der kommer på grund af klimaet til dels er større og anderledes, end vi er vant til. Her vil den traditionelle tilgang til at ville sikre enkelte bygninger og monumenter for evigheden i mange tilfælde være nærmest umulig – og i hvert fald ekstremt ressourcekrævende langs kysterne, fordi der vil komme øgede vandhændelser som stormfold, ekstremregn og på sigt også havvandsstigninger.

Teknologi alene er ikke nok

I dag er svaret på klimaudfordringerne ofte teknologiske løsninger i form af f.eks. pumper, diger, sluser, åbne vandløb og regnvandsbede. Men det er urealistisk at tro, at teknologi alene kan løse problemerne. Vi kan ikke sikre alt med diger og pumper. Når man vil bruge en teknologisk løsning, bør man afveje prisen for den. I nogle tilfælde vil det være den helt rigtige løsning – i andre tilfælde ikke. Man må prioritere vel vidende, at det altid koster noget på den ene eller den anden måde.

Uundgåelige dilemmaer

Desværre er der ingen enkel opskrift på, hvordan det skal gøres, for der er et utal af dilemmaer knyttet til bevaringsspørgsmål i et klimaparadigme. Det er komplekse afvejninger af, hvori værdien af kulturarven består, og for hvem. Der er altid mange værdier på spil. Er det f.eks. fortællingen om, hvad nogle huse har været brugt til? Eller er det de materialer, de er bygget af? Eller er det begge dele?

Rapporten gennemgår tre internationale eksempler, der sætter spot på mødet mellem klimforandringer, kystbyer og kulturarv. De internationale cases tematiserer nogle af de udfordringer og dilemmaer, vi også står overfor i en dansk kontekst. Hensigten med det internationale perspektiv er at give stof til eftertanke og at rejse en overordnet diskussion.

Birling Gap: Kan man bevare det, der forandrer sig?

Et eksempel på det nye klimaparadigme for bevaring er Birling Gap – et klintelandskab i Sydengland, hvor havet hvert år spiser op mod en meter af kystlinjen. Konsekvensen er, at både huse og arkæologiske levn vaskes væk. Trods store protester fra lokale beboere har man valgt ikke at lave kystsikring. I stedet får erosionen lov at fortsætte ud fra den tankegang, at det er selve de landskabsprocesser, som hele tiden forandrer stedet, der har størst værdi – og ikke klinterne, som de så ud på et bestemt tidspunkt. Samtidig har historikere indsamlet fortællinger om stedets historie, som kan overleveres til de næste generationer, og iværksat undersøgelser, der skal dokumentere de arkæologiske fund i området.

Bryggen: Hvor begynder og slutter det, der skal bevares?

Et andet eksempel på uundgåelige dilemmaer er Bergens vartegn Bryggen – den ikoniske række af historiske, farverige købmandsgårde og pakhuse langs kajen, som har status af verdenskulturarv. Fortællingen om husene giver mest mening, når de ses i sammenhæng med kajkanten, hvor der blev læsset varer mellem skibe og pakhuse. Men nu, hvor vandet stiger, er husene truede. Dilemmaet er, at vil man bevare husene i den oprindelige sammenhæng, bliver man nødt til at opføre en stor vold e.l. for at beskytte dem mod vandet, men så svækker man den historiske fortælling. Hvis man omvendt flytter husene, tager man dem ud af deres originale sammenhæng.

Katwijk: Hvem bestemmer?

Beslutningerne om, hvad der skal bevares og på hvilken måde, må ikke bare blive et spørgsmål om de stærkestes ret eller om kortsigtede økonomiske perspektiver. Det bør være en samfundsdiskussion, og derfor er det vigtigt, at både lokale borgere og flere forskellige ekspertperspektiver tages med på råd fra starten. Sådan har man gjort i klimasikringsprojektet Katwijk i Nederlandene. Kommunens planlæggere, vandmyndighederne og en række andre lokale aktører gik sammen om at give stedets unikke kulturarvsværdier en langt større betydning end i mange andre klimasikringsprojekter langs den nederlandske kyst. Således kan man her tale om samskabt kulturarv, der blev et vigtigt led i at involvere borgere i klimasikringsprocessen. Samtidig kom den stærke fokus på borgerinddragelse til at ’redigere’ særlige dele af stedets historie væk, for eksempel dem fra 2. verdenskrig. Er det kun det, vi kan lide her og nu, som er værd at tage vare på for eftertiden, spørger forskerne i rapporten?

Muligheder til inspiration

Den bredere vifte af muligheder for at arbejde med bevaring, byudvikling og klimasikring, som vi har skitseret i rapporten, kan forhåbentlig bidrage til en refleksion om, hvilke hensyn der tages, hvorfor og for hvem – og dermed være en hjælp for de aktører, som skal arbejde med dette komplekse men vigtige felt i fremtiden.

Rapporten viser – via de internationale eksempler – hvilke dilemmaer, vi kommer til at stå overfor i de kommende år og skal ruste os bedre til at tage stilling til. Det kræver nytænkning af traditionelle arbejdsmåder inden for bevaring, og det kræver en bred samfundsmæssig samtale, hvor ikke kun bevaringseksperter deltager. Rapporten er med andre ord et forsøg på at løfte en ofte overset problemstilling frem: Hvad gør vi med kulturarv langs kysterne, når der i takt med klimaforandringerne kommer mere vand. Samtidig peger rapporten på vigtigheden af, at vi kan tænke vandets, landskabets og byens dynamikker ind i bevaringsarbejdet nu, hvor ideen om at bevare et statisk billede af fortiden for evigheden i mange tilfælde synes umuligt.

En af rapportens pointer er, at man kan lære noget af historiske bymiljøer. Viden om, hvordan man tidligere har placeret bygninger, og om hvordan vandet har løbet, før man lagde åer i rør og begyndte at udbygge havnearealerne, kan bidrage til at forstå, hvordan vi helt lavpraktisk kan bygge for fremover at sikre os mod skader ved oversvømmelser.

Læs mere
Svava Riesto og Rikke Stenbro: Klimakrise, byudvikling og bevaring – nye roller for kulturarv i kystbyer. IGN Rapport, juni 2021, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Videnblad nr.: 03.14-18
Forfattere: Svava Riesto, IGN og Rikke Stenbro, rådgivningsvirksomheden Substrata