Dynamisk målbeskrivelse og drift af skovpartier i byen

Ligesom fremtidens naturnære skove er skovpartier i parker ofte anlagt som mere eller mindre artsrige blandingsbevoksninger. Også mange blandingsbevoksninger fra de sidste årtiers skovrejsninger i bynær sammenhæng er i dag ved at nå en alder, hvor man skal til at vælge mellem udviklingsmulighederne.

Desværre er der i mange tilfælde ikke formuleret en målbeskrivelse eller driftplan for sådanne bevoksninger, hvorfor der er risiko for at miste værdifulde udviklingsmuligheder samt at tabe kontinuiteten fra indgreb til indgreb. Mange kommunale forvaltninger står derfor overfor en udfordring, der handler om at beskrive langsigtede driftsmål for blandingsbevoksningers udviklingsforløb som udgangspunkt for udarbejdelse af drifts- og plejeplaner.

Dynamik og struktur

Her tilbyder skovudviklingstyperne fra den naturnære skovdrift en anskuelsesvinkel, der har fokus på udviklingen frem for en bestemt tilstand. Med sit systematiske og dynamiske perspektiv på struktur, arter, dynamik og mål kan skovudviklingstyper være et relevant redskab for parkfolk til at gennemtænke og beskrive driftsmål for skovpartier i park og landskab.

Skovudviklingstypernes systematik fungerer som en tjekliste, der skal sikre, at man forholder sig til alle væsentlige aspekter, der påvirker bevoksningers fremtræden og drift. Skovudviklingstyperne og baggrunden for disses udvikling er beskrevet nærmere i Videnblad nr. 3.4-5. Skovudviklingstyperne er beskrevet i »Naturnær skovdrift« og i Videnblade for Skovbrug 3.1-11 til 3.1-30.

I Frederiksberg Have findes mange skovagtige bevoksninger, hvor de rekreative, æstetiske og landskabelige værdier er afgørende for udviklingen af plantningerne. Foto: Jens Balsby Nielsen.

Strategier for park- og skovarealer

En af de store udfordringer i forlængelse af kommunalreformen er udarbejdelse af grønne strategier og politikker for de nye storkommuner. Dels skal park- og naturområdet sammentænkes, og dels er det samlede areal, der skal forvaltes, blevet markant større. F.eks. har Ny Herning Kommune 1166 ha skov og 650 ha parkområder, for hvilke der skal udvikles strategier på tværs af tidligere kommune- og amtsgrænser i samarbejde med relevante parter og ved inddragelse af borgerne.

Her kan skovudviklingstyperne være relevante som redskab til at udvikle, systematisere og beskrive driftsmål for den enkelte lokalitet såvel som til at systematisere de forskellige driftsmål på tværs af det samlede skovareal.

Skovpartier i byen

I bymæssig sammenhæng er rekreative, æstetiske og landskabelige værdier ofte de primære driftsmål. Skal skovudviklingstyperne bruges i en bymæssig sammenhæng, må ind-gangen til valg af bevoksningstype i højere grad ske ud fra disse forhold end f.eks. produktionsmæssige forhold og variationer i jordbundsforholdene.

De enkelte bevoksningerne, og det park- og skovlandskab de indgår i, skal være spændende, varierede og rumme naturoplevelser. Det er derfor sandsynligt, at der, som supplement til de 15 naturnære og 4 kulturhistoriske skovudviklingstyper der er udviklet, skal udvikles nye skovudviklingstyper for bymæssige omgivelser og den rekreative brug som f.eks. »klatreskov«, »oplevelsesskov«, »kantskov« og »lund«.

Der er ofte knyttet park- og naturstrøg med skovpartier til større åløb som f.eks. langs Odense Å. Foto: Jasper Schipperijn

I bymæssige sammenhæng er der desuden en stolt tradition for at anvende en lang række eksotiske træ- og buskarter pga. deres æstetiske kvaliteter, heraf mange som ikke er indarbejdet i de naturnære skovudviklingstyper. Hertil kommer den varierende brug af skovagtige bevoksninger i forhold til, hvordan de indgår i grønne områder og i forhold til deres placering i byen. Det gælder f.eks. ved grupper af træer nær huse og mindre skove i beboelsesområder som f.eks. skovbælterne i Gullestrup ved Herning, der primært bruges af børn som legearealer, mens voksnes brug er mere passiv i form af påskønnelse af de æstetiske værdier ved at have udsigt til træer fra hjemmet. Et andet eksempel er de mellemstore park- og skovområder som f.eks. Frederiksberg Have og Ryvangen naturpark i København. De krydses ofte til fods eller på cykel på vej til og fra arbejde eller andre aktiviteter og benyttes til korte ture med hunden eller barnevognen mm.

Herudover er der de større skovarealer i udkanten af byen som f.eks. Brøndbyskoven og Vestskoven på Københavns vestegn eller skovene ved Vejle, hvor folk primært kommer for at opleve naturen, motionere eller tilbringe tid sammen med familien. Og endelig er der ofte knyttet park- og naturstrøg med skovpartier til større åløb som f.eks. Odense å, hvor det lineære forløb kan stille specielle krav til skovpartiernes udformning og drift.

Selv om ovenstående fremstilling af forskelle i brugsmønstre og funktion på tværs af byens park- og skovtyper er forsimplet, er det disse forhold, der er relevante at inddrage på lige fod med jordbundsforhold og landskabelige hensyn ved fastlæggelse af driftsmål og for udarbejdelse af strategier for skovpartiers udvikling i bymæssige sammenhæng.

Kilder:
Larsen, J. Bo (2005): Naturnær skovdrift. Dansk Skovbrugs Tidsskrift, 90, 1-400.
Nielsen, A.B. (2006): Understanding and communicating forest stand structures. Lifting barriers for nature-based forest management. Forest & Landscape Research, No. 36-2006. Skov & Landskab, KVL.

Videnblad nr.: 03.04-06
Forfatter: Anders Busse Nielsen og J. Bo Larsen