Ledig plads på kirkegården er både udfordring og mulighed

Kirkegårdenes rolle som attraktiv begravelsesplads er under pres. Nye begravelsesønsker og tyndere befolkede landsogne udfordrer den nuværende udformning og kan forringe kirkegårdenes folkelige, kulturhistoriske og arkitektoniske værdi. En omfattende erfaringsopsamling viser, at nok er det en udfordring, men det er også en mulighed for at udvikle kirkegårdene, så de i højere grad svarer til nutidens og fremtidens behov. Undersøgelsen blev gennemført fra januar 2018 til januar 2019 og omfatter gennemgang af over 50 udviklingsplaner og besøg på mere and 30 kirkegårde. Resultaterne er samlet i bogen ’Kirkegårde i udvikling – Eksempler og løsninger’, som præsenterer eksempler på kirkegårde, der er i gang med en udviklingsproces. Bogen beskriver desuden løsninger til kirkegårdens hovedelementer, f.eks. træer, græs og belægninger.

Lokalt engagement afgørende

Undersøgelsen viser bl.a., at faglighed og lokalt engagement spiller en stor rolle for, hvor godt fornyelsen lykkes. Der, hvor alle har været med i arbejdet, føler både menighedsråd og medarbejdere ejerskab til udviklingsplanen. Medarbejdernes input er meget værdifuldt, for de ved, hvordan kirkegården fungerer i hverdagen. Arbejdet med udviklingsplanen giver desuden menighedsrådet et grundigt kendskab til kirkegården, som de måske ikke havde før. Den gode proces bidrager til at få løst relevante problemer og mindsker risikoen for, at planen samler støv i skuffen bagefter. Processen kan opleves lang, for der skal holdes møder, afklares anlægsøkonomi, indhentes godkendelser m.m. De fleste har glæde af at inddrage en landskabsarkitekt, der er med til at facilitere processen, bidrage med faglig indsigt og et blik udefra.

Mere opmærksomhed på borgerne

Borgerne lægger mærke til det, når der sker ændringer på kirkegården, enkelte steder så meget, at det fører til vrede læserbreve i lokalpressen. Erfaringerne fra de mange besøgte kirkegårde viser dog, at kritikken de fleste steder forvandles til ros, når først man kan gå ind og opleve kirkegårdens nye kvaliteter. Information og dialog hjælper forståelsen på vej, f.eks. i form af plancher på kirkegården. Særlig godt virker det, når borgerne tager aktiv del i processen og måske endda bidrager til den praktiske gennemførelse, f.eks. plantning af nye træer. De nye tiltag på kirkegården bruges også til at invitere borgerne indenfor til indvielse eller andre arrangementer. Alt i alt ser udviklingsprocessen i mange tilfælde ud til at gøre kirkegården mere nærværende og forny borgernes forhold til den.

Strukturen fornyes

Udviklingsprocessen indebærer, at kirkegårdens overordnede struktur gennemtænkes. Ofte tilføjes også helt nye elementer, der bidrager med nye arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter. En række modeller for ny struktur går igen. De afspejler lokale omstændigheder og behov, men kan også ses som et bud på, hvad der kan være med til at sikre, at kirkegården forbliver attraktiv. Nogle kirkegårde vælger at fordele gravsteder og ledig plads ligeligt over hele kirkegården, som så fremtræder ’luftig’ med nye typer gravsteder mellem de eksisterende. En anden model er at fastholde området omkring kirken som aktivt begravelsesareal, hvor nye former for gravsteder også integreres. På resten af kirkegården etableres få eller slet ingen nye gravsteder, og arealet får med tiden en parkagtig karakter. En tredje model er at nedlægge ledige gravsteder tæt omkring kirken, sådan at bygningen får luft omkring sig. Perlesten erstattes med græs, der giver en frodig ramme om kirken. Andre modeller er kun at ændre på enkelte afdelinger eller helt at udfase dele af kirkegården som begravelsesareal.

Mere målrettet stisystem

Stisystemet tages op til overvejelse næste alle steder. Det fører de fleste steder til færre stier, fordi der er færre gravsteder at forbinde. Mindre tværstier bliver ofte en del af et græstæppe, der binder spredte gravsteder sammen. Samtidig ændres mange hovedstier fra perlesten til faste belægninger eller Slotsgrus for at øge tilgængeligheden. Enkelte steder gøres stier også mindre stejle, men det er som regel en svær opgave, fordi der er mange bindinger at tage hensyn til. Det er tydeligt, at belægninger i nordisk granit passer godt i farver og overflade til de øvrige stenmaterialer på kirkegården.

Også til gavn for arbejdsmiljøet

Bedre tilgængelighed giver som regel også bedre arbejdsmiljø på kirkegården. Grundlæggende gør faste belægninger eller Slotsgrus det lettere at komme frem med maskiner. Mange slipper desuden for noget af det hårde arbejde med at hakke og rive perlesten på stier og ledige gravsteder. Græs eller stauder er ikke nødvendigvis hurtigere eller nemmere at passe, men giver variation i arbejdsdagen. Udviklingsplanen giver også mulighed for at indarbejde nye driftsrutiner, og nogle kirkegårde har investeret i robotplæneklippere, der frigiver tid til andre opgaver. Desuden fører udviklingsprocessen de fleste steder til færre gravstedshække, og det giver mindre af det anstrengende arbejde med at klippe lave hække.

Grønnere kirkegårde

Samlet set er det karakteristisk, at kirkegårdene bliver mere grønne. Mange arealer med perlesten omdannes til græs eller giver plads til nye gravstedsanlæg med stauder eller andre bunddækkeplanter. Gammel gravstedsbeplantning tyndes og suppleres med nye buske eller mindre træer. Randtræer og alleer fornys eller genplantes mange steder, og nye træer tilføjes strategiske steder i anlægget. Det er dog ikke uden udfordringer at omlægge fra grå til grønne elementer. Etableringen af nye planter kræver en særlig indsats med vanding og lugning i etableringsperioden, hvor mange kirkegårde har måttet investere ekstra timer. Flere steder har den nye frodighed også inspireret til at tænke på, hvad kirkegården kan gøre for at støtte naturen. Nogle kirkegårde har anlagt arealer med naturgræs, der giver insekter og vilde planter bedre vilkår. Andre har sat fuglekasser og insekthoteller op eller givet plads til bistader. Det sker ofte i samarbejde med lokale foreninger og er med til at sætte fokus på kirkegården som en frodig have, hvor der også er plads til naturen

Mange nye gravstedstilbud

Alle de undersøgte kirkegårde bruger udviklingsplanen til at etablere nye typer gravsteder, primært urnegravsteder, fordi brugerne efterspørger det. Nogle steder er det nye afdelinger med pladegrave i græs, hvor små træer giver området karakter i kraft af blomstring eller særlige løvfarver. Andre steder etableres staudeplantninger til urnenedsættelser, enten meget enkle eller med flere arter med inspiration fra naturens dynamik. Andre benytter den ledige plads til at gøre urnegravstederne lidt større eller har udviklet modeller, hvor hækstrukturen både kan rumme kiste- og urnegravsteder side om side. Samlet set er erfaringerne, at nok ønsker brugerne nye former for gravsteder, men det kan tage lidt tid, før de slår an. Ønsker man at etablere nye tilbud, skal man derfor væbne sig med tålmodig og være indstillet på at justere og eksperimentere.

Fokus på kulturhistoriske værdier

Generelt ser udviklingsplanerne ud til at øge bevidstheden om kirkegårdens særlige kulturhistoriske værdier. Det kan f.eks. være meget gamle gravstedsplanter, der sikres gennem en plan, som udpeger kvaliteterne og den kulturhistoriske fortælleværdi. Flere steder genskabes træk eller elementer, der var gået tabt. Det kan f.eks. være terrænet omkring kirken, der føres tilbage til det oprindelige niveau. Typisk har gentagne påfyldninger af perlesten eller jord med tiden dækket sokkelstenene. Det kan også være tidligere beplantninger, der etableres igen.

Videnblad nr.: 03.01-99
Forfattere: Jan Støvring og Tilde Tvedt