Dato: 01-03-2008 | Videnblad nr. 03.01-64 Emne: Planlægning

Bevaring i et nyt perspektiv

Når et område tilføres nye funktioner, skal der tages stilling til, hvad der skal ske med sporene fra de tidligere funktioner. I et speciale fra Skov & Landskab er nye metoder til bevaring undersøgt. Det har resulteret i et forslag til, hvordan Københavns Nordhavn kan omdannes til bolig- og erhvervsområde, uden at alle sporene fra fortiden slettes.

Landfladen i Nordhavnen er blevet gennemskåret af vandet og skaber fire øer. De tre af øerne er til beboelse, hovrimod den fjerde og yderste ø er forbeholdt rekreative formål.

Landfladen i Nordhavnen er blevet gennemskåret af vandet og skaber fire øer. De tre af øerne er til beboelse, hovrimod den fjerde og yderste ø er forbeholdt rekreative formål.

Problemstillingen om hvad der skal bevares, når et område tilføres nye funktioner, gør sig også gældende i forbindelse med omdannelsen af havnefronter. Efter industri er blevet nedlagt, kan området benyttes til nye formål. Når industrien nedlægges, skal der tages stilling til, om sporene fra industrien skal slettes, bevares eller omdannes, samt hvordan dette kan gøres samtidig med, at der bliver plads til nye funktioner. Men hvad kan fortiden bidrage med i forhold til nutiden, og hvorfor vælger vi at bevare?

Genbrug som bevaringsmetode

Tilgangen til hvad vi vælger at bevare er under konstant forandring. Det hænger blandt andet sammen med, at nutidens syn på fortiden løbende ændrer sig. Ofte spiller vores syn på fortiden en vigtig rolle, når vi skal tage stilling til, hvad der er bevaringsværdigt. Tidligere var der en tendens til, at der enten skete en fuldstændig tilbageførsel til original tilstand, eller at alle eksisterende strukturer blev slettet. Flere nye bevaringsmetoder omhandler i højere grad omdannelse frem for enten tilintetgørelse eller historisk tilbageførsel.

I bogen »Fortiden for tiden« argumenterer Braae & Hansen for, at bevaringsbegrebet er blevet udvidet fra at gælde enkeltelementer, som fx bygninger, til at omfatte større sammenhænge som naturområder og bydele. Ligeledes bliver spor fra den industrielle epoke nu i højere grad også betragtet som værende bevaringsværdige. Konsekvenserne er, at fortiden kommer til at fylde mere og mere i nutiden. Den stigende lyst til at bevare hænger sammen med, at afstanden til fortiden konstant forøges, og at behovet for forståelse derved bliver større.

Ellen Braae opstiller en metode, der gør det muligt at omdanne industrilandskaber, uden at deres historiske dimensioner går tabt. Metoden kalder Braae for genbrug. Den består i at tage enkelte elementer ud af deres sammenhæng for at bearbejde dem, hvorefter de indplaceres i konteksten igen. Bearbejdelsen medfører, at elementerne kan få en anden anvendelse, end hvad de havde før. Derved sker der en transformation af den originale struktur, dog uden at give afkald på historien.

Kulturarvsbegrebet

Jan Kolen, der er hollandsk professor i kulturarv, har ligeledes undersøgt forholdet til fortiden. Kolen pointerer, at forholdet til historien har ændret sig radikalt inden for de seneste år. Før i tiden skete der ofte en historisk frysning, når bygninger skulle bevares. Fokus var på bygningerne som objekter og ikke deres evne til at fortælle forskellige historier. Siden 1990’erne har tilgangen til bevaring ændret sig og fokuserer nu i højere grad på transformation.

Dette skift har medført, at landskabet og byerne i stigende grad er blevet indhyllet i erindring og personlige oplevelser. Resultatet er, at meget nyt design tager udgangspunkt i fortiden for at skabe autenticitet og identitet. Derved bruges fortiden til at skabe lokal identitet i forhold til bevaring og fornyelse. Faren ved at skabe nyt med udgangspunkt i fortiden er, at fortidens elementer bliver pakket ind i nutidige former. I processen kan afstanden, som de forskellige elementer har til hinanden, blive udvisket, hvorved fortidens afstand og forskellighed fra nutiden slettes.

Kulturmiljøer

Introduktionen af begrebet kulturmiljø har også haft indflydelse på tilgangen til bevaring. Dette begreb har været med til at ændre holdningen til bevaring fra at koncentrere sig om enkeltelementer til at gælde hele miljøer.

Ifølge Ellen Braae er risikoen ved en klassificering som kulturmiljø, at områderne fastholdes i det udtryk, som de havde, da de blev udpeget til kulturmiljø. Det kan lede til musealisering, hvilket ikke er ønskværdigt. Konsekvenserne af en musealisering er, at kulturmiljøet fastholdes til én periode og derved ikke får lov at udvikle sig.

Overvejelserne om kulturmiljøer er vigtige for valg af tilgang til bestemmelse af, hvor meget der skal bevares, og hvilken størrelse det bevarede materiale skal have. Bevaring af større sammenhænge gør det muligt at give et mere nuanceret billede af historien. Dog er det ligeledes værd at bemærke, at hvis der sker en fuldstændig bevaring og fastholdelse af hele miljøet, er der fare for, at det over tid bliver et frilandsmuseum, hvor historien er blevet sat ud af spil.

 

Kranerne behøver ikke længere at kunne løfte materialer og containere. Deres nye funktion bliver som monumenter i de rekreative strøg, hvor de vil fungere som skulpturer med en symbolsk værdi, der refererer til vandet.

Kranerne behøver ikke længere at kunne løfte materialer og containere. Deres nye funktion bliver som monumenter i de rekreative strøg, hvor de vil fungere som skulpturer med en symbolsk værdi, der refererer til vandet.

Fortiden i fremtidens Nordhavn

I specialet »Fortid og fremtid – Forslag til byudvikling i Nordhavnen« er problematikkerne omkring bevaring undersøgt og inddraget i udarbejdelsen af et forslag til, hvordan Nordhavnen de kommende år kan udvikles til et bolig- og erhvervsområde. Nordhavnen er af Københavns Kommune udpeget til byudviklingsområde. Når området er fuldt udbygget skal det kunne huse op til 40.000 beboere.

I forslaget til hvordan Nordhavn skal se ud i fremtiden, er langt de fleste af de eksisterende strukturer genbrugt. Strukturerne er tilført nye funktioner, og sammenhængen, de indgår i, er ændret. De fungerer dermed som en reference til den industri, der tidligere var placeret i området. Derved er de med til holde erindringen om industrihavnen ved lige, hvilket er vigtigt for områdets identitet. Undersøgelserne viste, at identiteten af et område har stor betydning for, om uderummene opleves som værende rare at opholde sig i, og dermed om der kommer liv i området. I forslaget til Nordhavnen arbejdes der med genbrug af de gamle strukturer men også med en klar adskillelse mellem nyt og gammelt, så kontrasterne bliver synlige. Derved bliver brugerne gjort opmærksomme på områdets historie og identitet.

Nordhavnens overordnede struktur er også en reference til den historiske udvikling. Konceptet, der er brugt i forbindelse med områdets nye struktur, bygger på en fortolkning af historien. Det er en historie om udviklingen af landarealer ud i vandet, og om et område der hele tiden er blevet større på grund af opfyldning.

I forslaget bliver Nordhavnen til fire øer. Derved gøres der opmærksom på vandets tilstedeværelse, da man skal passere over vandet for at komme rundt på øerne. Ved at lade vandet gennemskære Nordhavnen fungerer det som en historisk reference om områdets gradvise udvidelse ud i vandet.

Idéen bygger på tre vigtige faktorer om Nordhavnen: historie, heterogenitet og vand. Det bliver til en historisk fortælling om landfladens udvikling, inddragelse af vandet samt en udvikling hen over øerne, så der skabes forskellighed i området. I Nordhavnen forenes fortiden med fremtiden, og omdannede strukturer og ny arkitektur vil fortælle om områdets konstante udvikling.

Kilder

Braae, Ellen (2007): Genbrug: Et nyt urbanistisk paradigme? I: E. Braae & M. F. Hansen (red.): Fortiden for tiden – Genbrugskultur og kulturgenbrug i dag. Århus: Arkitektskolens Forlag, pp. 80-103.
Braae, Ellen & Hansen, Maria Fabricius (2007): Fortiden for tiden. Århus: Arkitektskolens Forlag.
Klitsgaard, Sara (2007): Fortid & fremtid – Forslag til byudvikling i Nordhavnen. 30 points speciale i landskabsplanlægning. Skov & Landskab. Københavns Universitet.
Kolen, Jan (2006): Rejuvenation of the heritage. I: Scape, nr. 2, årgang 2006, pp. 50-53.



Videnblad nr.: 03.01-64
Forfatter: Sara Klitsgaard