Dato: 01-11-2008 | Videnblad nr. 03.01-67 Emne: Planlægning

Nationalstadsparker

– nyt instrument til at sikre grøn struktur i byen

Der er pres på de grønne områder i byen, og der bliver ofte hugget en hæl og klippet en tå. Det sker på trods af en øget bevidsthed om de grønne områders store betydning for sundhed og livskvalitet samt for et bedre miljø og klima. I Sverige og frem for alt i Finland har man med succes indført et nyt og dynamisk fredningsinstrument – nationalstadsparken – hvor staten og kommunerne spiller sammen for at bevare og udvikle den grønne infrastruktur.

Ladugårdsgärdet i Stockholm. Én af hovedidéerne bag nationalstadsparken er at beskytte grønne områder i byen og dermed sikre sikre byernes fremtidige grønne strukturer.

Ladugårdsgärdet i Stockholm. Én af hovedidéerne bag nationalstadsparken er at beskytte grønne områder i byen og dermed sikre sikre byernes fremtidige grønne strukturer.

Meget tyder på, at den danske lovgivning, hvad angår beskyttelse af grønne områder i byen, er for svag. Der er i dag to muligheder for at frede grønne områder i byen. Den ene er Naturbeskyttelsesloven, men den har primært til formål at beskytte natur og kultur uden for bygrænsen. Den anden mulighed er Bygningsfredningsloven. Det forudsætter imidlertid, at det grønne område ligger i tilslutning til en bevaringsværdig bygning.

Kommunerne har Planloven som redskab. Kommuneplanen kan bruges til at sikre hovedtrækkene i den eksisterende og fremtidige grønne struktur, mens lokalplaner kan fastlægge bindende bestemmelser for udformning af byens grønne rum, torve og pladser. Men kommunalbestyrelsen kan til enhver tid gå ind og ændre i bestemmelserne. Ingen er forpligtet til at kigge kommunerne over skulderen og sikre, at man ikke forringer mulighederne for at opfylde de langsigtede behov for grønne områder.

Verdens første nationalstadspark

I december 1994 besluttede den svenske Riksdag at udpege et 27 km2 stort område i kommunerne Liding­­ø, Solna og Stockholm til nationalstadspark. Området, som har fået navnet Økoparken, omfatter tre kongelige parker – Djurgården, Haga og Ulriksdal – nordre Djurgårdens varierede kultur- og naturlandskab, strandene i Brunnsviken samt Ladugårdsgärdet – et stort åbent areal, som går helt ind til Stockholms centrale dele.

Navnet Økoparken henviser til et økologisk grundsyn, hvor man ved at bevare et stort sammenhængende grønt område med unikke natur- og kulturværdier vil bidrage til en bæredygtig udvikling i storbyregionen. Ifølge den svenske Miljølov kan ny bebyggelse eller andre indgreb tillades i et vist omfang, men kun under forudsætning af, at det sker uden at skade parklandskabet eller naturområder samt landskabets historiske natur- og kulturværdier.

Bag initiativet til fredningen stod 22 uafhængige organisationer med WWF i spidsen, som med opbakning fra en række kulturpersonligheder og den svenske konge, fik overbevist den svenske regering i sagen, mens derimod de tre kommuner, som nationalstadsparken er en del af, indtog en mere passiv holdning.

Loven er efterfølgende blevet kritiseret for at risikere at hæmme Stockholms vækst og for at være svær at tolke. Blandt andet har enkeltpersoner med lovens hjælp kunnet forhindre, at tomme industrigrunde blev bebygget på trods af, at de i flertallets øjne er helt uden natur- eller kulturværdier. Dette har sandsynligvis medvirket til, at der stadigvæk ikke er udpeget flere nationalstads­parker i Sverige.

Større succes i Finland

Skovparken Aulanko i Tavastehus i Finland. Nationalstadsparkerne i Finland fungerer som økologiske korridorer, der strækker sig fra byernes centrum til f.eks. naturområder uden for byen.

Skovparken Aulanko i Tavastehus i Finland. Nationalstadsparkerne i Finland fungerer som økologiske korridorer, der strækker sig fra byernes centrum til f.eks. naturområder uden for byen.

Samtidig med at udviklingen af nye nationalstadsparker gik i stå i Sverige, tog den fart i nabolandet Finland. Der var man i slutningen af 1990’erne ved at reformere sin planlovgivning med ambitionen at skabe en ny arealanvendelses- og byggelov, der integrerer moderne miljø- og naturhensyn. En embedsmand i Miljøministeriet, Juka-Pekka Flander, fik introduceret ideen med nationalstadsparker i forslaget til den nye lov som blev vedtaget i 2000.

Formålet med en nationalstadspark er ifølge den finske arealanvendelses- og byggelov at bevare og udvikle »skønheden i kultur- og naturlandskabet, historiske kendetegn og bymæssige, sociale, rekreative eller andre særlige værdier« i byzonen.

Byen Tavastehus/Hämeenlinna var først på banen i 2001 med et område som omfatter Aulanko skovpark og strande langs søen Vanajavesis, et landskab beskrevet og æret af poeter som Runeberg og Topelius og af komponisten Jean Sibelius.

I 2002 blev Björneborg/Pori med dens skove, floden Kokemäenjokis munding og grønne korridorer gennem byen samt byen Heinola med bynære skove med høj biodiversitet godkendt. I 2008 kom Hangö/Hanko med havnen, sandstrande og skærgård til.

I Finland er det Miljøministeriets ambition at udpege ca. 10 nationalstadsparker i alt, men meget tyder på, at det tal vil blive overskredet. Der er allerede yderligere ti kommuner, som har lagt billet ind.

    Fire kriterier skal være opfyldt for at et område vil kunne udpeges som 
   
nationalstadspark i Finland:

  1. Det skal indeholde naturarealer af betydning for bevaring af biodiversiteten, kulturmiljøer af betydning for forståelsen af landets eller byens historie samt parker og grønne områder af arkitektonisk eller æstetisk betydning.

  2. Det skal være en del af byen. Det skal starte midt i byen eller i byens umiddelbare nærhed.

  3. Det skal være udstrakt og sammenhængende, så man kan vandre igennem det fra en del af byen til en anden.

  4. Det skal fungere som en økologisk korridor, som bidrager til arters udbredelse og skaber kontakt til naturområder uden for byen.

Staten: En aktiv medspiller

En vigtig årsag til succesen i Finland, sammenlignet med det svenske forbillede, er, at det er kommunerne selv, der skal tage initiativet, men det er Miljøministeriet som uddeler titlen, og som skal godkende forvaltningsplanen. En anden vigtig faktor er, at Miljøministeriet er en aktiv medspiller som servicerer kommunerne, samt ikke mindst, at drivkraften bag initiativet er ildsjæle.

Er nationalstadsparker noget vi kan bruge til at beskytte grønne områder i byerne i Danmark? Tanken burde ikke være særlig fjern, da frivillighedsprincippet ligesom opbakningen fra staten allerede er brugt med succes i de første nationalparker. Som et skridt på vejen er det allerede indskrevet i Planloven, at hovedstadsområdets grønne kiler ikke kan inddrages til byformål.



Videnblad nr.: 03.01-67
Forfatter: Kjell Nilsson