Dato: 01-08-2007 | Videnblad nr. 05.39-01 Emne: Andre skader

Stammeskader på nyplantede allétræer

En registrering af nyetablerede bytræers sundhed har givet anledning til opmærksomhed på forekomst af stammeskader. Mekaniske skader fra maskiner og hærværk ses hyppigt, men også klimafaktorer som frost og solindstråling gør sig gældende i Danmark. Stammeskader kan hurtigt koloniseres af vednedbrydende svampe og betragtes derfor som et alvorligt problem.

Til venstre og i midten: Stammeskader på spidsløn og lind. Til højre: Småbladet lind som er ødelagt af hærværk påført af hunde. Foto: Oliver Buhler.

Til venstre og i midten: Stammeskader på spidsløn og lind. Til højre: Småbladet lind som er ødelagt af hærværk påført af hunde. Foto: Oliver Buhler.

Stammeskader på nyplantede allétræer kan have mange årsager. Skaden kan være opstået mekanisk f.eks. gennem træets håndtering ved optagning, transport og plantning, græsslåmaskiner, påkørsler af biler eller hærværk.

I den seneste tid har der ikke desto mindre været et stigende antal stammeskader på nyetablerede træer i Danmark, som ikke alene kan forklares ved mekanisk påvirkning. Det formodes, at vejrpåvirkninger er hovedårsagen, og det er påvist, at nogle arter og kloner er mere sårbare end andre. Tilbøjeligheden til sådanne stammeskader aftager typisk med træets alder, da barken bliver tykkere og dermed bedre til at beskytte det følsomme vækstlag for vejrpåvirkninger. I Videnbladet »Stammebeskyttelse på nyplantede allétræer« nr. 5.39-2 beskrives, hvordan man kan beskytte stammerne mod såvel mekaniske skader som skader forårsaget af klimatiske faktorer.

De skader, som omtales her, er ikke i kategori med de stammerevner, som kan optræde i ekstremt kolde vintre, hvor stammen revner dybt inde i veddet. Disse revner ses typisk på lidt større træer og udgår ofte fra tidligere sår i kambiet. Revnerne kan gå helt ud til barken, hvor træets forsøg på at indelukke revnen resulterer i dannelsen af sårved (kallus).

Barkskader

Her omtales skader, som er begrænset til træets bark, altså de yderste dele af stammen. Selve veddet er som oftest ikke direkte omfattet af skaden. Da skaderne blotlægger veddet, kan det dog med tiden koloniseres af vednedbrydende svampe.

Symptomerne beskrives bedst som til tider udprægede barkskader på langs af stammen eller aflange barknekroser (partier med dødt barkvæv). Revnerne kan være vanskelige at opdage i oprindelsesåret og bliver oftest først synlige, når træet reagerer med at overvokse det skadede stammeareal, eller når veddet blotlægges i den åbne revne på grund af træets tykkelsesvækst. Død bark ses ofte som indfaldne områder, når resten af træet bliver tykkere. Er stammebasis beskyttet af sne eller lav vegetation, når skaderne sjældent til stammebasis.

Skift mellem varme og kulde

Det anføres ofte, at skaderne opstår på den syd-eller sydvestvendte stammeside, og derfor anses solindstrålingen som del af årsagskomplekset. Store temperatursvingninger på barkoverfladen, som kan opstå under solrige perioder i vinter og forår, tænkes at være den umiddelbare årsag til barkskaderne.

Teorien er, at cellerne i vedkambiet og korkkambiet (se boks) aktiveres ved høje dagtemperaturer. Er kambierne i vintertilstand, kan de tåle meget lave temperaturer, mens et aktivt vækstlag derimod er meget mere modtageligt for frostskader. Derfor kan forårsdage med høj solindstråling aktivere det ene eller begge kambier, som derefter ikke længere kan klare frosten, når solen er gået ned. Det samme kan ske ved en længere periode med høje temperaturer, som følges af pludselig kulde.

I en undersøgelse i Tyskland har man på en solrig vinterdag målt temperaturforskel på over 20 °C mellem det sydvendte barkvæv og lufttemperaturen. Ligeledes opstår der under sådanne klimaforhold høje temperaturforskelle mellem nord-og sydsiden.

Der er muligvis også sammenhæng mellem en nedsat vitalitet i etableringsåret og en efterfølgende nedsat frosttolerans.

Vedkambiet og korkkambiet er træets vækstlag i stamme og grene. Vedkambiet sidder mellem veddet og barken og er det, der normalt menes, når man siger kambiet. Det danner vedceller indad og sivævsceller udad. Drab af vedkambiet vil medføre dannelse af sårvæv (kallus). Først når det døde område er overvokset fra siderne, bliver vandtransporten genoprettet i fuldt omfang i veddet.

Korkkambiet sidder i yderbarken. Det sørger for, at barkens omkreds forøges, så den kan følge med tykkelsesvæksten. Korkkambiet sørger også for at danne nye yderbarkceller, efterhånden som de eksisterende celler omdannes til døde bekyttelsesceller udadtil. Ældre egetræers dybt furede bark skyldes en stor produktion af sådanne barkceller.

Det er vigtigt at huske, at ingen sygdomsfremkaldende svampe kan trænge igennem intakt bark på stammer og grene.

Forskel i sårbarhed

Det er ikke alle arter og kloner, der er lige modtagelige for stammeskader. En aktuel undersøgelse fra Tyskland rapporterer stammeskader på ahorn (især Acer pseudoplatanus ’Negenia’ og ’Rotterdam’), spidsløn (A. platanoides ’Emerald Queen’ og ’Farlakes Green’), lind og hestekastanie. Forskelle i modtagelighed kan skyldes barkens tykkelse. Tyndbarkede træarter vil alt andet lige være mere udsat for højere temperatursvingninger, end arter med et tykt lag »isolerende« korkceller.

Er stammeskader et problem?

Stammeskader i den her beskrevne form er sår og kan hurtigt koloniseres af vednedbrydende svampe. Oftest er træerne stadig i etableringsfasen og vil derfor være svækkede i deres reaktion mod svampene. Derfor må stammeskader anses som et alvorligt problem for træernes senere stabilitet. I Videnblad nr. 5.39-2 »Stammebeskyttelse på nyplantede allétræer« beskrives, hvordan man kan beskytte stammerne mod såvel mekaniske skader som skader forårsaget af klimatiske faktorer.

Læs mere

Koch, J. 1989: Frostskader i ær, senvinteren 1987. Skoven 5: 208-209.
Thomsen, I. M.; Koch, J. 1994: Frostskader i bark og kambium af unge ege. Skoven, 6-7: 266-267.



Videnblad nr.: 05.39-01
Forfattere: Oliver Bühler, Iben M. Thomsen og Palle Kristoffersen