Slacklining øger presset på byens træer
Slacklining tog sin begyndelse i 1980’erne i USA i klatrermiljøet, hvor klatrerne spændte deres klatreliner mellem to faste punkter og balancerede på dem. I Europa har slacklining fået sit gennembrud de sidste 5-10 år. Ved at balancere på slackline trænes balance, koordination og fysik. Men alligevel har mange grønne forvaltninger i for eksempel Tyskland set sig tvunget til at forbyde udøvelsen af sporten i byparkerne. I Schweiz kunne man i 2010 for eksempel læse overskriften »Udøvere af trendsport skamferer Zürichs træer« i dagbladene. I Danmark breder trenden sig også, og de grønne parkforvaltninger bør overveje, hvordan man håndterer fænomenet.
Slacklining ødelægger stammen
Slacklining er et urbant fænomen, og linen spændes ofte ud mellem to træer i byens parker. Spændes linen uden nogen form for stammebeskyttelse, kan det medføre skader, som selv ellers sunde og raske træer har svært ved at takle.
For det første skurer de fastgjorte liner på barken og vil med tiden gnave sig ind i træet, afbryde transporten af kulhydrater i inderbarken og ødelægge vækstlaget. Er vækstlaget ødelagt, kan træet ikke vokse i tykkelsen og danne ny inderbark og nyt ved. Det nedsætter træets evne til at transportere sukker og vand. Er der først hul på træets yderbark, kan vednedbrydende svampe hurtigt kolonisere det blotlagte ved. Desuden vil barkbiller og træbukke måske tiltrækkes af det svækkede træ.
|
Skaderne vil ofte forløbe halvvejs rundt om stammen. Fastgøres linen omkring stammen med en løbeknude, der strammes ved belastning, kan skaderne omfatte hele stammeomfanget. Antallet af træer, som står med den rigtige afstand, er tit begrænset. Derfor er det ofte de samme træer, som bruges igen og igen, hvilket er med til at øge skaden på det enkelte træ.
Skureskader kan afværges med forholdsvis simple tiltag – for eksempel med tæpperester og lignende eller særlige »træbeskyttere«, der placeres mellem yderbarken og den strop, som lægges omkring træet for at holde linen.
Men selv når skurevirkninger er reducerede, udøver stropperne et stort og punktuelt tryk på barken og de ydre lag af stammen. Kerneveddet er den del af træet, der bedst kan modstå tryk, men vækstlaget, der ligger lige under overfladen, kan overhovedet ikke tåle tryk og vil dø – især hvis trykpåvirkningen sker om foråret og om sommeren.
De fleste, ofte improviserede, tiltag for at beskytte træet er kun rettet mod skureskader, men sjældent tilstrækkelige for at afværge trykskader. Fastgøres linen med reb fremfor flade stropper, og/eller er der knuder eller karabinhager, øges skadesrisikoen betragteligt.
Særlig alvorligt udmønter disse skader sig, når der er tale om et ungt og tyndt træ med tynd bark. Nogle arter som bøg, spidsløn og ahorn, fuglekirsebær eller birk har en tynd bark også i en høj alder og bør derfor slet ikke bruges til slacklining. Det anbefales generelt kun at fastgøre linen på træer med en stammediameter over 120 cm.
Tips til trævenlig slacklining
|
Beskyttelse af træerne
Efter at der blev observeret skader i bl.a. München og Stuttgart i Tyskland, lagde flere grønne forvaltninger ud med et forbud mod slacklining i deres parker. Erfaringerne viser dog, at forbuddet hverken respekteres eller håndhæves, og flere kommuner går derfor nye veje.
Således satser Basel i Schweiz på en informationskampagne, som opfordrer til respekt for træerne og oplyser om, hvordan skader kan forhindres. I Stuttgart har forvaltningen udpeget særlige slackline-træer, som pga. deres størrelse og barkstruktur er særligt egnede. I München har man opsat særlige stolper i passende afstand, som kan bruges til at gå på line. Og i Köln undersøges i samarbejde med forsknings- og uddannelsesstedet Sporthochschule Köln forskellige tiltag til træbeskyttelse for deres virkning.
Kilder:
Roth, R. & A. Thomann (2012): Aktuelle Studien zu Entwicklung und Praxis der Trendsportart Slackline. Deutsche Sporthochschule Köln, Institut für Natursport und Ökologie. Schrieftenreihe Natursport und Ökologi, vol 28.
Hjemmeside om træer og slacklining: www.galk.de
Videnblad nr.: 05.39-05
Forfattere: Oliver Bühler og Linda B. Jørgensen