Harlekinmariehønen

Figur 1. Harlekinmariehøne. Arten forekommer i mange forskellige farvetyper, men har en mere kuplet og rund kropsform end vore andre mariehøner. Foto: Jørgen Christensen

Harlekinmariehønen (Harmonia axyridis) stammer oprindelig fra Central- og Østasien. Den er en grådig og effektiv fjende af bladlus – en egenskab, der har gjort den velegnet til biologisk bekæmpelse i væksthuse og på friland mange steder i verden.

I 1916 blev den introduceret i USA, hvor den dog først etablerede sig i naturen i slutningen af 1980’erne. Herefter har den invaderet det meste af kontinentet. I Europa har den siden 1999 spredt sig voldsomt. Artens spredning i Danmark følges i et samarbejde mellem Inst. for Økologi (KU-LIFE) og Skadedyrlaboratoriet (Aarhus Universitet).

Harlekinmariehønen kan blive et ubehageligt, nyt element i den danske fauna. Den er generende for mennesker, fordi dens overvintring bl.a. finder sted i boliger. Mere bekymrende er dog, at arten kan have en negativ indflydelse på den naturlige insektfauna.

Kendetegn

Figur 2. Larven af harlekinmariehøne kan kendes på den sorte farve og orangegule længdestriber. Foto: Susanne Harding

Harlekinmariehønen er meget variabel i farvetegningen. Den mest almindelige type har orangerøde dækvinger og 0-19 sorte pletter (fig. 1). Der findes desuden sorte typer med 2, 4 eller 12 orange-røde pletter. I den overvintrende generation forekommer hyppigt mørkere former med et mindre karakteristisk farvemønster.

Arten adskiller sig fra de fleste andre mariehøns ved sin større størrelse (6-8 mm) og fremtræder desuden mere kuplet og rund, hvor de andre arter af mariehøns er mere ovale i formen.

Larven er sort med 2 længdegående orangegule striber (fig. 2) og adskiller sig derved tydeligt fra larven af den syvplettede mariehøne, som er blågrå med mindre gule områder.

Livscyklus

Harlekinmariehønen bliver aktiv i slutningen af april til begyndelsen af maj. Den lægger æg tæt ved en fødekilde, typisk en bladluskoloni. Larverne udvikler sig i løbet af nogle uger, hvorefter de forpupper sig.

Puppen sidder typisk fasthæftet til blade og bladstilke; i efteråret ses tætte ansamlinger af pupper på stammer, bygninger, stakitter mv. (fig. 3). Man regner med, at der i Danmark vil udvikles to generationer om året.

Harlekinmariehønen er karakteristisk ved, at den er aktiv meget længere end vore andre arter af mariehøns. Så sent som november og december er der konstateret mobile larver og voksne.

Forekomst i Danmark

De første observationer af harlekinmariehøne blev gjort allerede i 2006, hvor et mindre antal voksne individer blev fundet i lysfælder til sommerfuglefangst. I oktober 2007 fik Skadedyrlaboratoriet den første henvendelse om hobe af mariehøns i en bolig i det indre København. Tilstedeværelsen af hundredvis af larver, pupper og voksne i vegetationen i et nærliggende anlæg viste, at harlekinmariehønen nu med sikkerhed har etableret sig i Danmark.

Harlekinmariehønen er efterfølgende fundet mange steder i København, og der foreligger adskillige henvendelser om overvintrende hobe indendørs. Enkelte voksne individer er fundet på Fyn, Møn og i Sønderjylland. Endnu vides den ikke at have etableret sig uden for Københavnsområdet, men dens store spredningsevne vil uden tvivl føre til, at den breder sig til andre dele af landet.

Man ved ikke, hvordan harlekinmariehønen er kommet hertil. Den kan være indført med importerede planter eller andre varer. Den kan også være fløjet/blæst hertil sydfra. Harlekinmariehønen er en god flyver, og spredningen i Europa vides at ske med 50-100 km om året eller mere. Arten vides ikke at være udsat til biologisk bekæmpelse på friland herhjemme, og salget ophørte i 2005, netop pga. artens negative effekt på andre insekter.

Overvintring i huse

Hvor de fleste andre mariehønearter udelukkende overvintrer udendørs i tørre blade, bark osv., søger harlekinmariehønerne gerne ind i bygninger, hvor de overvintrer i store hobe. Denne adfærd har vist sig yderst plagsom: Mariehønerne udskiller et ildelugtende, gult sekret, der tilsviner møbler og vægge og kan udløse allergiske reaktioner. I de foreløbige meldinger om overvintrende harlekinmariehøner har det maksimale antal individer været 150, men der er fra udlandet eksempler på, at op til 20.000 individer har overvintret i en og samme bolig.

Levesteder

Figur 3. Pupper af harlekinmariehøne kan ses talrigt på stammer af især ahorn og lind. Foto: Jan Martin

Harlekinmariehønen trives tilsyneladende i mange forskellige habitattyper, både naturlige og kulturpåvirkede og på egentlige jordbrugsarealer. Ifølge udenlandske erfaringer synes den at opnå de største tætheder i byområder, hvor den etablerer sig i parker, anlæg og haver. Den har uden for byerne med succes koloniseret alle typer af plantesamfund fra skove til enge, moser og tagrørskove. Kun lyngheder, tørre græsarealer og klitområder synes at være mindre velegnede levesteder.

Den er oprindelig knyttet til vedplanter, men kan findes på mange forskellige planter. Belgiske undersøgelser har vist, at den hyppigst findes på løvtræer, især lind, ahorn og pil, samt på nælder.

I de foreløbige danske undersøgelser, som blev indledt i efteråret 2007, er de største tætheder forekommet i tilknytning til lind og ahorn – træarter, der var karakteriseret ved massiv bladlusforekomst sent på sæsonen.

Trussel mod hjemmehørende arter

Både larver og voksne harlekinmariehøner er glubske rovdyr. En voksen harlekinmariehøne spiser op mod 5.000 bladlus i sin levetid og er overlegen i konkurrencen om føden med andre bladlusædende insekter. Larverne fortærer ca. 1.200 bladlus i løbet af deres udvikling.

Harlekinmariehønen æder ikke kun bladlus, men har et bredt fødespektrum. Dette går især ud over andre insekter, der lever af bladlus, og som derfor forekommer samme steder som harlekinmariehønen. Den æder således guldøjer og andre mariehøner, hvor det kan gå hårdt ud over bl.a. syv- og toplettet mariehøne. Også bestanden af nyttige snyltehvepse, der parasiterer bladlus, påvirkes af harlekinmariehønens prædation på bladlus. Desuden spiser den æg og larver af sommerfugle.

Harlekinmariehønens store konkurrence- og tilpasningsevne, hurtige spredning og kolonisering af mange habitattyper udgør en trussel mod vore hjemmehørende insekter. I USA er den på kort tid blevet den dominerende art mariehøne og har flere steder udkonkurreret de hjemmehørende arter. Også i Europa ses ændringer i bestandene af de hjemmehørende arter af mariehøns.

Videnblad nr.: 05.28-13
Forfattere: Susanne Harding og Tove Steenberg