Dato: 22-02-2017 | Videnblad nr. 05.26-21 Emne: Beskyttelse mod skader fra svampe

Asketoptørre: En svampesygdom i skov og landskab

Svampen asketoptørre-stilkskive (Hymenoscyphus fraxineus) er årsag til sygdommen asketoptørre, som hærger det meste af Europa. Svampen er beslægtet med aske-stilkskive, som er harmløs. Deres livcyklus har mange lighedspunkter.

I Danmark blev de første spredte symptomer på asketoptørre observeret i 2002-2003. Problemets omfang blev især tydeligt ved udspringet i 2005, hvor mange unge asketræer stod med tørre toppe. Samtidig kom de første meldinger om skader på vejtræer. Efterfølgende bredte svampeangrebet sig til ask i alle aldre over hele landet. Sygdommens spredning i Europa fremgår af figur 1.


Figur 1. Udbredelse af asketoptørre i Europa per januar 2017. Årstal angiver det omtrentlige tidspunkt, hvor sygdommen med sikkerhed var til stede i de enkelte lande eller områder. De tre sorte prikker repræsenter Kaliningrad, Liechtenstein og Luxembourg, hvor året for første forekomst er ukendt. Kortet er sammenstillet af Thomas Kirisits, baseret på litteratur og personlig kontakt med eksperter, son en del af de EU-finansierede projekter ‘FORTHREATS’ og ‘ISEFOR’ samt COST Action FP 1103 ‘FRAXBACK.’

Figur 1. Udbredelse af asketoptørre i Europa per januar 2017. Årstal angiver det omtrentlige tidspunkt, hvor sygdommen med sikkerhed var til stede i de enkelte lande eller områder. De tre sorte prikker repræsenter Kaliningrad, Liechtenstein og Luxembourg, hvor året for første forekomst er ukendt. Kortet er sammenstillet af Thomas Kirisits, baseret på litteratur og personlig kontakt med eksperter, son en del af de EU-finansierede projekter ‘FORTHREATS’ og ‘ISEFOR’ samt COST Action FP 1103 ‘FRAXBACK.’

Svampens oprindelse

Svampen, som er årsag til sygdommen asketoptørre, blev beskrevet første gang i 2006 på basis af skader på ask i Polen. Samtidig isolerede svenske forskere den samme svamp fra syge asketræer. Det latinske navn for svampens ukønnede form er Chalara fraxinea. Dette navn blev anvendt i tre år, indtil den kønnede udgave blev identificeret i 2009. Forskerne mente først, at der var tale om den allerede kendte sæksporesvamp Hymenoscyphus albidus, på dansk aske-stilkskive. Den antagelse var forkert, idet molekylærbiologiske metoder viste, at der var tale om en ny, men beslægtet art. Den nye svampeart blev navngivet H. pseudoalbidus i 2010, men i 2014 blev navnet ændret til Hymenoscyphus fraxineus. Oprindelsen af svampen blev i 2012 fastlagt til at være Asien, idet arten var beskrevet i Japan og er fundet i Kina. På dansk kaldes den nye art for asketoptørre-stilkskive.

Livscyklus

Figur 2. Sandsynlig livscyklus for Hymenoscyphus fraxineus.

Figur 2. Sandsynlig livscyklus for Hymenoscyphus fraxineus.

Figur 3. Frugtlegemer af Hymenoscyphus albidus, som er harmløs. Bladstilkene fra sidste år er sorte og sklerotiserede af svampen som beskyttelse mod udtørring. Den patogene art (H. fraxineus) har frugtlegemer, som ligner fuldstændigt (se figur 4). Foto fra Skotland august 2010, Lea Vig McKinney

På baggrund af observationer af svampen i forskellige lande antages det, at spredningsbiologien er som vist i figur 2.

Brune områder på blade og bladstilke stammer fra infektioner med svampen, som efterfølgende vokser over i skudakserne. Svampen nedbryder småbladene efter løvfald og omdanner bladstilkene til sorte, tørre "pinde" (figur 3), som ligger i skovbunden til næste sommer. Det samme kan ske på stumper af angrebne skud, som ligger fugtigt i skovbunden (figur 4). Denne sklerotisering beskytter svampen mod udtørring og mod konkurrerende svampe, og frugtlegemer kan dannes i mere end et år i træk.  

Barkdrab på skud og stammer

Figur 4. Frugtlegemer af Hymenoscyphus fraxineus på en stump af et inficeret skud. Foto: Thomas Kirisits, BOKU Vienna

Figur 4. Frugtlegemer af Hymenoscyphus fraxineus på en stump af et inficeret skud. Foto: Thomas Kirisits, BOKU Vienna

Svampeangrebet breder sig i årsskuddene i løbet af efterår, vinter og det tidlige forår. Ved næste udspring ses den karakteristiske toptørre i form af døde skud. Svampen kan også brede sig i barken og veddet på grene eller stammer, hvor der dannes et aflangt område af død bark.

Fordi der er en forsinkelse fra infektion til forekomst af symptomer, kan planteskoleplanter være en kilde til spredning af sygdommen over lang afstand. Import af askeplanter fra kontinentet var den ene kilde til svampens etablering i Storbritannien, ud over direkte sporespredning til det sydøstligste England.

Når endeskuddene dør, dannes der nye sideskud, og unge træer får en busket krone. På ældre træer er det karakteristisk, at der dannes mange lodrette vanris på kronegrene. Vanrisdannelse er især iøjnefaldende efter løvfald, hvor den unaturlige skudbygning ses tydeligt. Så længe asketræerne er i stand til at genskabe kronerne, kan de leve med svampens tilstedeværelse (figur 5). En del undersøgelser har vist, at H. fraxineus også kan inficere unge asketræer ved basis af stammen. Efterfølgende angribes syge ask ofte af honningsvamp (Armillaria sp.) i rødder og den nedre del af stammen, hvilket er med til at slå træerne ihjel. Dette forløb er endnu ikke observeret på vej- og bytræer (se Videnblad 05.26-37).    

Figur 5a. To vejtræer i Nordsjælland juni 2009.

Figur 5a. To vejtræer i Nordsjælland juni 2009.

Figur 5b. To vejtræer i Nordsjælland juni 2013. Træet til højre havde kraftige symptomer på asketoptørre i 2009 (figur 5a), men fire år efter ser det lige så godt ud som træet til venstre, der aldrig har haft angreb. Imidlertid er kronen hovedsageligt dannet af vanris, og træet er stresset af angrebet. Fotos: Iben M. Thomsen

Figur 5b. To vejtræer i Nordsjælland juni 2013. Træet til højre havde kraftige symptomer på asketoptørre i 2009 (figur 5a), men fire år efter ser det lige så godt ud som træet til venstre, der aldrig har haft angreb. Imidlertid er kronen hovedsageligt dannet af vanris, og træet er stresset af angrebet. Fotos: Iben M. Thomsen

Bekæmpelse

Svampen kan ikke udryddes eller bekæmpes ved at fjerne syge træer, fordi inficerede blade fra raske træer også vil være smittekilde. Hvis bladene fejes op eller blæser væk, kan det måske reducere smittetrykket lokalt, men sporer fra frugtlegemer kan flyve mange kilometer.

Der er stor variation i modtagelighed mellem de forskellige arter af ask. Ligeledes er der observeret signifikant variation i modtagelighed mellem individer af almindelig ask (F. excelsior), og der gøres et stort arbejde for at identificere modstandsdygtige individer både herhjemme og udenlands. Disse vil med tiden kunne anvendes som grundlag for genplantning af ask i skovene såvel som i det åbne landskab og byerne.

Dette Videnblad er revideret ad flere omgange via det internationale Fraxback samarbejde.


Videnblad nr.: 05.26-21
Forfattere: Iben M. Thomsen og Lea Vig McKinney, Jens Peter Skovsgaard, Sveriges lant­bruksuniversitet, Thomas Kirisits, University of Natural Resources and Life Sciences Vienna (BOKU)