Dato: 01-09-2007 | Videnblad nr. 03.00-06 Emne: Generelt

Fingerplanen som landskabskunst

Med Fingerplanen fik København en opfattelig plan og det moderne demokratiske friluftsliv sit rekreationslandskab koncentreret omkring bevægelseslinier, vandløb og kyster. Fingerplanen blev kanoniseret som arkitekturværk i 2006 og i en tid, hvor landskabet igen er parameter i planlægningen, kan det være givtigt at se på Fingerplanen som det stykke planlægnings- og landskabskunst, den også er.

At Fingerplanen har gjort Hovedstadsregionen anderledes end andre storbyregioner, er ubetvivleligt. Det kan man konstatere ved ankomst i bil ad eksempelvis Vestmotorvejen anlagt i en af dens grønne kiler. Omgivelserne er ikke industrikvarterer og »bybagsider«, som ved mange andre storbyer, men marker, søer og lunde.

Med Fingerplanen fik København en opfattelig plan og det moderne demokratiske friluftsliv sit rekreationslandskab koncentreret omkring bevægelseslinier, vandløb og kyster. Fotos: Carsten Juel-Christiansen

Med Fingerplanen fik København en opfattelig plan og det moderne demokratiske friluftsliv sit rekreationslandskab koncentreret omkring bevægelseslinier, vandløb og kyster. Fotos: Carsten Juel-Christiansen

Trafikliniebetænkning 1923

Det begyndte, som med så megen anden planlægning, med trafikplanlægning. Ingeniør V. Malling pegede på, hvordan man ved valget af transportmiddel kunne forme byen.

Valgte man bilen som det primære ville byen blive en »uformelig og umaadelig kage« som Los Angeles, hvorimod sluttede bydannelser omkring stationer ville blive resultatet af en satsning på kollektiv trafik. Betænkningen foreslog et kollektivt trafiksystem, et system af »hurtigsporveje «, med elektrisk drevne sporvogne, som skulle køre med stor hastighed uden for byen, mens de inde i byen skulle køre på gaderne med normal sporvognsfart.

Idéen om hurtigsporveje blev aldrig realiseret. I stedet valgte man S-baner i jernbanernes tracé, da disse kunne køre med samme fart gennem byen.

Arkitekten Steen Eiler Rasmussen og en kreds omkring ham mente, at byplanlægning burde være mere end trafikplanlægning, der var et middel, men ikke måtte blive et mål. Som nyansat redaktør af tidsskriftet »Architekten« fik han i 1927 en række betydningsfulde byplanfolk i Tyskland, England, Sverige, Norge og Danmark til at se på den trafikliniebetænkning, der var udarbejdet som forarbejde til Københavns regionplan.

G.N. Brandt, der var en af de adspurgte, fandt betænkningen fortjenstfuld: »Paa basis af en trafikplan alene kan der ikke skønnes over en storkøbenhavnsk parkpolitik, men det fortjenstfulde ved den foreliggende betænkning ligger bl.a. deri, at den giver anledning til fremdragelse af en række byplanmæssige spørgsmaal, derunder også muligheden for en bestemt parkpolitik.«

Betænkningen 1936

Året efter i 1928 blev der afholdt et møde, hvor man skulle drøfte mulighederne for en samlet planlægning af hele regionen omkring København. Det resulterede i nedsættelse af det såkaldte »Egnsplanudvalg «. Det blev bestemt, at det første arbejde udvalget skulle udføre var at sikre egnens friluftsområder, at frede landskaber og udsigter, der skulle friholdes for bebyggelse og at sikre adgang ved at gennemføre udflugtsveje og stier.

Et underudvalg vedrørende Københavnsegnens grønne områder blev nedsat. Udvalget blev ledet af ingeniør Olaf Forchammer  og medlemmer var ingeniørerne Blixencrone- Møller og V. Malling samt arkitekt Steen Eiler Rasmussen. I arbejdet deltog endvidere Professor Carl Mar, der var kontorchef i landbrugsministeriet og Kai Hendriksen, der havde været medstifter af Dansk Byplanlaboratorium. Det sidste medlem var havearkitekten C.Th. Sørensen, anbefalet af G.N. Brandt.

I 1932 udsendte udvalget et fortroligt udkast til »Betænkning om Københavnsegnens grønne Arealer«, og i 1936 udkom den endelige »Betænkning om Københavnsegnens Grønne Omraader«. I den indgik G.N. Brandts nye Dyrehave, forslaget til den 70 ha store Vestskov i det såkaldte »kedelige« landskab mellem Vestencienten og Brøndbyøster. De sluttede parker skulle nu erstattes af parkalleer, -bælter, -systemer og udflugtslinier. Hele denne velovervejede rationelle indsats, der skulle skaffe befolkningen bevægelsesfrihed og ren ny luft, blev fulgt til dørs af æstetiske idémæssige billeder af åbne pastorale landskaber.

Fingerplanen er et stykke planlægnings- og landskabskunst, der utvivlsomt har gjort Hovedstadsregionen anderledes end andre storbyregioner.

Fingerplanen er et stykke planlægnings- og landskabskunst, der utvivlsomt har gjort Hovedstadsregionen anderledes end andre storbyregioner.

Fingerplanen 1949

Den skotske biolog Patrick Geddes lagde grunden til den moderne fysiske planlægning. Han formulerede regionen som den naturligt sammenhørende egn eller landsdel som et begreb. For Geddes var der en nøje sammenhæng mellem de naturgivne forhold på et bestemt sted, den pågældende tids teknologiske og kulturelle udviklingstrin og produktionsforholdene.

Disse synspunkter farvede C. Th. Sørensen teori, der antager, at det er de landskabelige forhold og det kulturelle stade, i særdeleshed det teknologiske, der har formet ikke bare havekunsten men også planlægnings-, bygnings- og dyrkningskunsten, og at det er håndteringen af vandet, der er en af de afgørende faktorer. Geddes synspunkter inspirerede også Fingerplanens arkitekt Peter Bredsdorff, der sammen med ingeniøren Paul Lyager udpegede egnede områder til bebyggelse omkring kommende jernbanestationer. Bredsdorff havde i »Danmarks statistik« fundet det ældste orohydrografiske kort over Danmark. Et orohydrografisk kort er et kort, som alene viser landskabsoverfladens højdeforhold og dens søer, moser, vandløb og kystlinier.

Begrebet orohydrografi stammer if. Bredsdorff fra Karl Marxs ungdomsskrifter. I dennes historieopfattelse indtager de naturgivne forhold, herunder de orohydrografiske, en elementær plads: »Den første forudsætning for al menneskelig historie er naturligvis eksistensen af levende menneskelige individer […] samt de naturvilkår menneskene forefandt, altså de geologiske, orohydrografiske, klimatiske og andre forhold. Al historieskrivning må tage sit udgangspunkt i disse naturlige grundlag og de modifikationer, de i historiens løb har gennemgået som følge af menneskenes aktivitet.«

Moderne landskabsurbanisme

Landskabet kan regulere og kommunikere. Det kan give os rent drikkevand, fødevarer og brændsel. Det kan skabe trivsel, bevægelsesfrihed, sundhed, oplevelsesmuligheder, identitetsfølelse og erkendelse. Det kan også tage imod overskudsvand. Der, hvor man ikke tager landskabet med i beregningerne kan det gå grueligt galt. Hvor floddeltaer bebygges og befæstes kan det ende med katastrofer.

Landskabet er ikke noget, vi kan tage for givet. Der skal en god portion læsning, vision og planlægning til for at sikre, at det kan opfylde funktioner i forbindelse med rekreation, kommunikation og regulering.

Før moderne tid brugte man landskabet aktivt, skaffede tømmer fra skove, brugte vand som handels- og transportveje, utilgængelige skove, voldanlæg og oversvømmelige marker som forsvarsværker. Man læste landskabet og lagde veje højt i vandskel og lod dale fri for bebyggelse.

Moderne rekreation foregår ikke nødvendigvis i landskabet. Med nedlæggelse af industrier, rensning af havvand og adgang til havn er der skabt mulighed for rekreation i byen. Marker og skove har fået konkurrenter.

I dag er den rekreative funktion stadig vigtig og naturen absolut i kurs, men i modsætning til i 1930’erne trænger to andre funktioner sig på: den kommunikerende der handler om at forstå byen og dens oprindelse, om identitet og oplevelse – og den regulerende som har med drikkevandsbeskyttelse, oversvømmelsesoptagelse, luftrensning og lignende at gøre. Det kan derfor i en tid, hvor landskabet igen er parameter i planlægningen, være givtigt at se på Fingerplanen som det stykke planlægnings- og landskabskunst, den også er.



Videnblad nr.: 03.00-06
Forfatter: Malene Hauxner

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt