Urban Growth management - strategisk planlægning af byvækst

Figur  1: Byareal (år 2000) og byvækst (år 2000-2006) i otte byregioner.

Begrebet urban growth management har sin oprindelse i den nordamerikanske byplanlægning i 1970’erne. Der har dog været en lang tradition for forvaltning af byernes vækst i Europa, som går helt tilbage til år 1900 med etableringer af de første ”green belts”, det vil sige grønne områder, der friholdes for bebyggelse omkring storbyerne. Københavns Fingerplan fra 1947 kan ses som en del af denne tradition. De planlægnings-instrumenter, som byerne benytter sig af til at modvirke byspredning, kan dog være meget forskellige: fra simple bebyggelsesgrænser til støtte af landbrug for at opretholde karakteristiske åbne kulturlandskaber og sikre landbrugsproduktion, til langt mere komplicerede markedsøkonomiske redskaber. I Europa er urban growth management nært sammenhængende med arealanvendelsesplanlægning (I Danmark: kommuneplan-lægning) og dermed både svær at afgrænse og målrette. I den nordamerikanske kontekst er urban growth management i højere grad et selvstændigt emne, og de forskellige virkemidler og deres effekter har været diskuteret igennem en årrække.  Der er dog en række ligheder i problemstillinger og ambitioner, og det bør overvejes, i hvilken grad Europa kan lære af de amerikanske erfaringer med virkemidler og effekter. I det følgende vil vi diskutere nogle væsentlige forskelle og ligheder i byvækst og growth management i seks europæiske byer og to byer i USA.

Byvækst i otte byregioner

De otte byregioner er forskellige i deres geografiske kontekst og deres planlægnings-kulturer. De er ens på den måde, at de alle oplever en ekspansion af byarealet, og byens for­valtninger ser et stort behov for at modvirke byspredning. Figur 1 viser arealanven-delsen i byerne i år 2000 og  væksten af byarealet frem  til 2006. I alle  regioner voksede byare­alet med op imod 1.000  ha årligt. De områder, som er under  størst pres for  at overgå til bebyggelse, er landbrugsområder tæt på  byen. Videre kan  man se, at området omkring Haag-Rotterdam oplevede en kraftig stigning i byarealet, samtidig med, at væksten er koncentreret om nogle få områder. I Warszawa-regionen er byvæksten meget mere  spredt.

Det generelle ønske om at få styr på byvæksten skal ses i forhold til befolkningsudvik-lingen. I de otte regioner er der  ingen åbenlys sam­menhæng  mellem  byvækst og  befolkningstilvækst.  F.eks. oplevede Warszawa og Haag-Rotterdam kraftig byvækst,men meget lille vækst i befolkningen. Omvendt oplevede regionerne Portland og Seattle  lille vækst i det samlede byareal, men  stor befolkningstilvækst. Figur 2 vi ser ”arealeffek-tiviteten” af byudviklingen beregnet på  baggrund  af befolkningsvækst pr. vækst i byareal. Haag-Rotterdam har  oplevet en kraftig nedgang i arealeffektiviteten i de sidste 20 år. Alligevel er regionen langt den tættest befolkede,og dermed den mest areal-effektive af alle otte byregi oner. I Leipzig-Halle skyldes den negative udvikling i areal effektivitet især en tilbagegang i befolkningen på grund af fraflyt­ning. I de Nordameri-kanske byer, Portland og Seattle er arealeffektiviteten lav med under 20 indbyggere pr. ha. byareal. De er dog begge en positiv udvikling i form af øget befolkningstæthed, måske på grund af en aktiv byvækstpolitik.

Figur 2: Byareal/udnytte/se - Befolkning regnet per byarea/ i otte byregioner 1990-2006

Byvækst og growth management

Forvaltningerne i alle otte byer  har erkendt  problemerne med byspred- ning i form af længere afstande og derved øget trafik, øget pres på de
grønne arealer etc. og dermed behovet for urban growth management. København, Portland og Manchester var de byregioner, der oplevede mindst byspredning. De bruger alle entydige bebyggelses-grænser i kombination med en regional strategi. De andre byer  varierer mere i planlægningsinstru-menter, som omfatter bl.a.  byfornyelse af centrale områder eller beskyttelse af landbrug og naturom-råder. I Seattle bruger man desuden markeds-baserede værktøjer (trade of development rights) til at begrænse byvækst uden for bygrænsen.

En central udfordring ved urban  growth management er at finde en balance mellem be­grænsninger, der  sikrer en effektiv udnyttelse af arealressourcerne, og en vis fleksibilitet der skaber plads til fremtidig udvikling. Nogle byer anviser kun meget generelle retningslinjer for byvækst på regionalt plan. I Portland udpeger byen områder, som er potentielle byområder inden for de næste 30-40 år. Et afgørende grundlag er en fælles vision for byens udvikling. Enkle og ikoniske rumlige visioner – som Københavns Fingerplan eller de grønne bælter omkring Manchester og Leipzig – giver muligheder for at opnå en bred støtte til visionen. Specifikke planer er dog nødvendige for at forankre og implementere visionen lokalt.

Kilder:
Resultaterne er baseret på det internationale forskningsprojekt PLUREL (www.plurel.net) og Christian Fertners ph.d.-afhandling Urbanisation, urban growth and planning in the Copenhagen Metropolitan Region with reference studies from Europe and the USA, udgivet i rapportserien Forest & Landscape Research, 2012 (54), side 1-151.