Dato: 14-06-2018 | Videnblad nr. 06.01-105 Emne: Friluftsliv

Hvor man må bade og svømme i det fri?

Mange holder af at bade i havet og søer både sommer og vinter. Det er de færreste, der oplever, at det giver anledning til konflikter. Kun når det gælder nøgenbadning fra private strande tæt på beboelser, er der sager, der er nået helt til domstolene. Men hvordan er reglerne egentlig, når det gælder badning – hvor må man gå i vandet?

Alle må bade i søer i offentlige skove og på offentligt ejede udyrkede arealer. Lavvandede søer bliver hurtigt varme. Foto: Lasse Baaner
Alle må bade i søer i offentlige skove og på offentligt ejede udyrkede arealer. Lavvandede søer bliver hurtigt varme. Foto: Lasse Baaner 

Nedenfor den daglige højvandslinje er man på søterritoriet, hvor færdselsretten ikke er reguleret af naturbeskyttelseslovens regler. Her er der fri færdsel – hvad enten man sejler, vader eller bader. Det er som udgangspunkt altid tilladt at bade i havet, hvor som helst og når som helst.

Naturbeskyttelsesloven indeholder i § 22 også en adgangsregel, der giver ret til at bade fra kysten og færdes og opholde sig på strandene. Da man allerede har fri ret til at bade og opholde sig på søterritoriet, må § 22 formentlig forstås som en ret til at efterlade tøj m.v. oppe på stranden, mens man går i vandet. § 22 indeholder dog en begrænsning for både badning og ophold inden for 50 m fra beboelsesbygninger. Her må man altså ikke lægge sit tøj, mens man går i vandet. Afstandskravet på 50 meter gælder dog kun der, hvor beboelsen og stranden har samme ejer. Det gælder heller ikke, hvis beboelsen og stranden er adskilt af f.eks. en offentlig vej.

Naturbeskyttelseslovens § 22, der giver ret til at bade fra strande og andre kyststrækninger, gælder formelt set ikke på de klitfredede strande langs den jyske vestkyst. Man må dog også efter fast praksis lægge sit tøj her og bade fra de strande.

Badning i søer og vandløb

Adgangen for almenheden til at bruge søer og vandløb rekreativt sorterer normalt under vandløbslovens regler. Vandløbsloven giver imidlertid kun adgang til at sejle i båd uden motor og indeholder ikke noget om badning.

I naturbeskyttelsesloven er det fastsat, at ministeren kan udvide offentlighedens adgang til offentligt ejede arealer. De regler er fastsat i adgangsbekendtgørelsen. Her åbner § 16 og § 21 for, at alle gerne må bade i søer og vandløb i offentlige skove og i forbindelse med offentligt ejede udyrkede arealer. De samme regler gælder ikke i private skove og på andre privatejede arealer, så vil man bade i en sø eller en å, må man undersøge ejerforholdene først.

Lokale badeforbud

Ifølge ordensbekendtgørelsens § 14, stk. 1 kan politiet efter forhandling med kommunalbestyrelsen lokalt ved skiltning eller på lignende tydelig måde fastsætte regler om badning, herunder f.eks. at badning er forbudt. Kommunen kan også nedlægge forbud mod badning efter badevandsbekendtgørelsens § 11, hvis vandkvaliteten ikke er i orden. Den slags forbud går forud for naturbeskyttelseslovens regler. Man kan orientere sig om lokale badeforbud på politiets og den pågældende kommunes hjemmeside, men lokale badeforbud vil normalt også være skiltet på stedet.

På de danske strande må man lægge sit tøj og gå i vandet - både med og uden badetøj. Foto: Anna Driscoll
På de danske strande må man lægge sit tøj og gå i vandet - både med og uden badetøj. Foto: Anna Driscoll

Nøgenbadning

Et særligt aspekt er badning uden badetøj. Selv om nøgenbadning er almindeligt, er det ikke usædvanligt, at det giver anledning til tvivl. Det rejser både spørgsmål i forhold til naturbeskyttelseslovens adgangsregler og i forhold til ordensbekendtgørelsen og straffeloven, der indeholder et forbud mod uanstændig eller anstødelig opførsel.

I 2006 var der en sag om omfattende nøgenbadning fra et privatejet stykke af stranden ved Skodsborg. Her kom både byretten og landsretten til det resultat, at ejeren af en strand ikke kan forbyde nøgenbadning eller solbadning uden tøj på stranden. Under sagen blev der bl.a. henvist til en udtalelse fra Justitsministeriet fra 1976, hvorefter badning uden tøj i sig selv ikke kan anses som ”uanstændig opførsel” eller ”uanstændig blottelse af legemet”.

Både byretten og landsretten begrundede deres afgørelser med, at den ret til at bade, der er givet offentligheden i naturbeskyttelseslovens § 22, må antages også at omfatte badning uden badetøj. Byretten henviste i øvrigt til, at samfundsudviklingen siden 1976, hvor Justitsministeriet kom med sin tilkendegivelse, ikke havde udviklet sig sådan, at nøgenbadning skulle være i strid med den nugældende ordensbekendtgørelse eller med straffelovens § 232.


Referencer:
Lasse Baaner: De danske adgangsregler. IFRO Rapport 272. Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Lasse Baaner: Den lille adgangsretlige lovsamling. Skovskolen og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet


Videnblad nr.: 06.01-105
Forfatter: Lasse Banner

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt