Skiltning og lukning af veje og stier i det åbne land
Færdsel ad private veje og stier kan efter mark- og vejfredslovens § 17 begrænses af ejeren ved skiltning. Naturbeskyttelsesloven sætter imidlertid nogle grænser for denne skiltning, når det gælder veje og stier i det åbne land. § 26 regulerer skiltningen i det åbne land uden for skove, mens § 23 regulerer skiltning på veje og stier i skove. Selv om man læser loven, er det imidlertid ofte vanskeligt at vurdere, om et skilt er lovligt eller ej.
Skiltning mod færdsel til fods og på cykel
Mark- og vejfredslovens regel er, at den færdsel, som færdselsbanen er egnet til, umiddelbart er tilladt. Ejeren kan herefter ved skiltning bestemme, at en given færdsel til fods, til hest, på knallert, motorcykel, bil, bus, lastbil m.v. skal forbydes.
Når det gælder færdsel til fods og på cykel, må ejeren dog efter naturbeskyttelseslovens § 26 kun forbyde færdsel i tre tilfælde:
- Hvis færdslen er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen
- Hvis færdslen i særlig grad generer privatlivets fred
- Hvis der er behov for det af hensyn til beskyttelsen af plante- og dyreliv
I forhold til beskyttelse af privatlivets fred er der en del klagenævnsafgørelser. De viser, at der skal betydelige gener til, før det kan begrunde en lukning af en vej eller sti af hensyn til privatlivets fred.
Privatlivets fred
I en sag om lukning af en markvej ned til Mariager Fjord udtalte Natur- og Miljøklagenævnet f.eks., at undtagelsen fra det generelle forbud mod at lukke for cykler og gående af hensyn til privatlivets fred må forstås forholdsvist snævert. Adgangen til at lukke en vej omfatter således ikke helt almindelige tilfælde, hvor en vej passerer tæt forbi beboelsesbygninger. I den konkrete sag løb vejen dog så tæt forbi bygningerne, at der ikke var mulighed for at sætte et hegn op eller etablere afskærmende beplantning m.v. På den baggrund fandt nævnet, at færdsel ad vejen i særlig grad generede privatlivets fred, og derfor kunne forbydes af ejeren.
Erhvervsmæssig udnyttelse
I forhold til beskyttelse af den erhvervsmæssige udnyttelse af en ejendom er der også flere afgørelser. De viser, at generne skal være konkrete og begrundede i den pågældende ejendoms drift, for at en skiltning anses for lovlig. I en sag om lukning af en vej ved skiltning på Schildenseje under Clausholm Gods udtalte landsretten, at ejerens adgang efter § 26, stk. 2, til at forbyde færdsel af hensyn til den erhvervsmæssige udnyttelse af sin ejendom, ikke er begrænset til de tilfælde, hvor generne er af højere intensitet. Generne skulle dog være det, som landsretten kaldte ”objektivt konstaterbare”. Man skal altså kunne godtgøre, hvordan offentlighedens færdsel helt konkret vil genere den erhvervsmæssige drift.
Beskyttelse af planter og dyr
Når det gælder skiltning af hensyn til beskyttelse af plante- og dyrelivet, er der kun få nævnsafgørelser og endnu ingen, som opretholder en lodsejers skiltning mod offentlighedens færdsel.
’Skræmmeskilte’
Der er fast praksis for at anse skilte, der afholder folk fra at udnytte deres adgangsmuligheder i medfør af naturbeskyttelsesloven, for ulovlige. Det gælder, selv om teksten på skiltene egentlig ikke er forkert. Man må altså ikke sætte skilte op, der selvom teksten ikke er faktuelt forkert, alligevel skræmmer folk væk.
Den slags ulovlige skilte kaldes ofte for ’skræmmeskilte’. Eksempler kan være skilte med teksten ”Privat ejendom, ejendomsretten bedes respekteret”, ”Hundevagt” eller ”I jagtsæsonen afholdes jagt – Adgang på eget ansvar”. Det tidligere Naturklagenævn har også fundet, at et skilt ved en privat vej med et billede af en hund og teksten ”Her bor jeg” var ulovligt.
Kommunen kan tilsidesætte skiltning
Reguleringen er kompliceret, når det gælder kommunens kompetencer i forhold til skiltning. Hvis en skiltning er ulovlig, fordi der er tale om et skræmmeskilt, eller skiltningen ikke opfylder betingelserne om tilstrækkelig gene for privatlivets fred eller den erhvervsmæssige udnyttelse, kan kommunen som tilsynsmyndighed kræve skiltet fjernet. Kommunen kan imidlertid også efter naturbeskyttelseslovens § 26 træffe afgørelse om, at en skiltning skal fjernes, selv om den er lovlig.
I en sag fra Morsø Kommune, der nåede til landsretten, havde ejeren sat et skilt op, der forbød adgangen ad en privat vej. I sagen fandt landsretten både, at offentlighedens adgang i særlig grad generede privatlivets fred, og at den var til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse i en grad, så skiltet var lovligt. Vejen var imidlertid en del en vandrerute, som kommunen havde etableret i samarbejde med det lokale turistbureau. Den havde altså stor rekreativ betydning. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at hensynet til offentlighedens færdsel vejede tungere end hensynet til ejerens lovlige interesse i at forbyde adgang. Kommunen kunne derfor med rette kræve skiltningen fjernet.
Andre regler om skiltning
Det er ikke kun mark- og vejfredsloven og naturbeskyttelsesloven, der indeholder regler om skilte. Vil man skilte med autoriserede færdselstavler på private veje på landet, kræver det politiets samtykke efter færdselslovens regler. Politiet kan også kræve uautoriseret skiltning fjernet, hvis det er begrundet i færdselsmæssige forhold.
Referencer:
Lasse Baaner: De danske adgangsregler. IFRO Rapport 272. Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
Lasse Baaner: Den lille adgangsretlige lovsamling. Skovskolen og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.
Videnblad nr.: 06.01-108
Forfatter: Lasse Banner