Dato: 12-12-2013 | Videnblad nr. 04.05-03 Emne: Gødskning og vanding

Træets næringsstoffer

Træer og buske har som andre planter brug for 16 grundstoffer. De indgår i stofskiftet, og deres funktion kan ikke overtages af et andet stof. Hvis der ikke er nok af hvert stof, vil træet aldrig blive andet end lille, trist og usundt.

En plantning af lindetræer ved Berliner Dom. Træerne til venstre fik tilført ekstra næringsstoffer ved gødning over to vækstsæsoner, mens træerne til højre ikke blev gødet. Foto: Hartmut Balder

En plantning af lindetræer ved Berliner Dom. Træerne til venstre fik tilført ekstra næringsstoffer ved gødning over to vækstsæsoner, mens træerne til højre ikke blev gødet.

Kulstof, ilt og brint udgør 90 % af træers masse og optages fra luft og vand, f.eks. gennem bladenes spalteåbninger. Når vi taler om gødskning, mener vi som regel de grundstoffer, som planterne optager fra jorden. Af dem bruger planterne mest af de såkaldte makronæringsstoffer. Hertil hører kvælstof, som er det stof, vedplanterne optager mest af fra jorden. De øvrige er kalium, calcium, fosfor, magnesium og svovl. Dem der kun er brug for i små mængder, er mikronæringsstofferne, nemlig jern, klor, mangan, zink, bor, kobber og molybdæn.

Kationer og anioner

Alle disse stoffer optages via rodnettet opløst i vand. Her findes stofferne på ion-form, altså med en ladning. Positivt ladede ioner (f.eks. K+) hedder kationer, negativt ladede ioner (f.eks. Cl-) hedder anioner. De fleste stoffer optages som kationer. Enkelte stoffer som fosfor og svovl optages dog som anioner, mens kun kvælstof optages som både kationer (ammonium, NH4+) og anioner (nitrat, NO3-).

Kationer holdes fast til jordens partikler, fordi jordpartiklerne er negativt ladede. Anioner bindes ikke til jordpartiklerne og vaskes derfor let ud. Det gør dem dog samtidig lette for rødderne at få fat i.

Hvor tilgængelige de forskellige stoffer er afhænger også af jordens pH. Jo mere basisk jorden bliver (stigende pH), desto mere falder tilgængeligheden af bl.a. fosfor og mikronæringsstoffer som jern, bor og mangan.

Hvor gode planterne er til at få fat i næringsstofferne, kan også påvirkes af jordens mykorhizzasvampe. De lever i symbiose med træet og øger rodens muligheder for at optage vand og næring, især fosfor. Svampene trives bare ikke ved høj pH. Optagelsen af stofferne er også afhængig af, hvor veludviklet roden er, især hvad angår stoffer med lav horisontal mobilitet. F.eks. bevæger fosfor sig så langsomt i jorden, at det kræver en aktivt voksende rod, for at planten kan optage de nød­ven­dige mængder, eller at planten har et velfungerende samarbejde med en mykorhizzasvamp.

Næringsstoffer i træet

Nogle af stofferne er mobile i træet. Det gælder navnlig kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K). Opstår der mangel på disse stoffer, kan de flyttes fra plantevæv, som ikke er i vækst, til plantevæv, som er i vækst. Mangelsymptomer vil derfor først ses på ældre plantevæv, f.eks. ældre blade. Andre stoffer som f.eks. kalcium (Ca), jern (Fe) og mangan (Mn) er ikke mobile, når de først er bygget ind i plantevævet. Optræder der mangel på dem, ses symptomer­ne derfor på unge plantedele.

Tilgængeligheden af et stof kan være så lav, at træet ikke kan gennemføre den proces, stoffet indgår i. Det kan i sidste ende betyde, at træet går ud. En mere moderat mangel drosler bare processen ned. Væksten aftager, men træet bevarer den koncentration af stoffet, som er nødvendig.

Mangelsymptomer ses ofte som kloroser med gult plantevæv grundet mangel på klorofyl. Det kan udarte sig til nekroser, dvs. dødt, brunt væv.

Overskud af et stof kan også skade. At et stof i stor koncentration kan virke som en gift kendes fra klor, der tilføres som vintersalt. Overskud af et stof kan også fortrænge andre stoffer fra jorden eller hæmme deres optagelse i roden. Et eksempel er kalium og magnesium, der optages på samme måde. Er der for meget af et af dem, belastes optagelsen af det andet. Også vintersaltets natrium kan hæmme optagelsen af f.eks. kalium.

I tilpas mængde kan nogle stoffer stimulere optagelsen af andre. Er der f.eks. godt med kvælstof, kan roden lettere optage en række andre stoffer som f.eks. kalium, magnesium, bor og kobber.

Makronæringen

Bortset fra kulstof, ilt og brint er kvælstof det stof, planter optager mest af. Det indgår i bl.a. aminosyrer, proteiner, klorofyl og enzymer. For lidt kvælstof viser sig som reduceret vækst og klorose, en regelmæssig lysegrøn til gullig bladfarve, der først ses på ældre plantedele. Gødes for meget, risikerer man dårlig afmodning og risiko for frostskader, fordi væksten stopper for sent.

Kalium har en vigtig rolle for planters vandbalance, f.eks. åbning og lukning af spalteåbningerne. Kalium spiller formentlig også en rolle, når planterne skal udvikle vinterhårdførhed. Mangelsymptomer er kloroser langs bladranden, som udvikler sig til nekroser, først på de ældre blade, men de falder ikke af. På nåletræer ses symptomer fra nålespidsen af, og farven er brun til violet.

Fosfor er centralt i mange processer, hvor der forbruges energi. Fosfor indgår også i planternes genmateriale. For lidt fosfor viser sig som reduceret vækst og en bladfarve, der først er mørkegrøn til blågrøn, senere rødlig-violet. Bladene kan også få rødlige pletter og nekroser.

Magnesium er en vigtig del af klorofyl og er med til at aktivere enzymerne. Behovet for magnesium er relativt højt i vedplanter. På løvtræer kan for lidt magnesium ses som kloroser mellem bladnerverne. De ses først på de ældre blade, og bladene tabes hurtigt.

Kalcium er bl.a. vigtig for opbygningen af cellevægge og membraner. Er der for lidt, ses det som kloroser og nekroser på de yngste blade og nåle, f.eks. på bladspidser. For meget kalcium kan hæmme optagelsen af kalium og magnesium.

Svovl er ligesom kvælstof vigtig i opbygningen af proteiner og enzymer. Mangel-symptomer er gullige bladkloroser, næsten som når der mangler kvælstof, men svovlmangel kan ses på hele planten, ikke kun på gamle skud.

Mikronæringen

Jern indgår i dannelsen af klorofyl. Mangler der jern, kan man derfor se det i form af klorose, hvor bladnerverne dog ofte forbliver grønne.

Mangan bruges især til enzymer knyttet til oplagring og forbrug af energi. Er der for lidt mangan, ser man på unge blade plettede kloroser mellem bladnerverne, som dog forbliver grønne.

Kobber binder sig hårdt til organisk materiale. Derfor opstår der let kobbermangel på humusrig jord, især på lette jorder hvor kobberindholdet i forvejen er lavest. Symptomerne er dog usikre, eventuelt hvidlige og deforme blade og nåle og grågrøn bladfarve.

Molybdæn skal planterne bruge meget lidt af, men uden stoffet kan kvælstoffet ikke omsættes. Mangelsymptomerne er derfor de samme som for kvælstof. Molybdæn danner også hårde bindinger til organisk stof, men mangler forekommer sjældent.

Zink, der indgår i dannelsen af enzymer, er der ligeledes sjældent mangel på. Symptomerne er usikre, eventuelt plettede kloroser og nekroser mellem bladnerverne. Bladene har tendens til at rulle sig op.

Klor er der i praksis aldrig mangel på. Klor er langt mere kendt for sine skadevirkninger fra vintersaltningen.

Man skal være forsigtig med at gøde med mikronæringsstoffer, da der på grund af de små mængder ikke er langt fra mangel- til giftniveau. Det gælder især bor. Tit er det en fordel at gøde med NPK-gødning med mikronæringsstoffer. Så bliver stofferne spredt mere jævnt, og man får gødet med alle stoffer på én gang.

Balanceret tilførsel

Tilførsel af gødning skal helst være balanceret. Den optimale gødskning er den tilstrækkelige, altså den mindst mulige, hvor man får den optimale effekt. Gøder man kun lidt for meget, mister man kun penge og gødning. Overgøder man meget, går det også ud over planternes vækst. Jord- og planteanalyser kan bidrage til at vurdere gødningsbehovet. Læs mere i Videnblad Videnblad nr. 04.05-04 »Vurdering af træers behov for næring«.

Kilde:
Oliver Bühler, 2012: Gødning af træer og træplantninger. Arbejdspapir. Skov & Landskab. Københavns Universitet.



Videnblad nr.: 04.05-03
Forfatter: Oliver Bühler