Fokuseret levestedsveteranisering

Veteranisering betyder at lave kunstige træhabitater for insekter, svampe, fugle og pattedyr på yngre træer, som erstatning for de veterantræer, vi har alt for få af. Hvis fokus er at lave permanente levesteder for fx flagermus, bør der bruges særlige metoder, som skader træerne mindst muligt.

De hyppigt anvendte og mest synlige metoder til veteranisering går ud på at lave både overfladiske og dybe skader på træerne, så svampe og insekter kan få adgang til svækket eller dødt ved og bark, se Videnblad 06.08-16. Men når det gælder om at lave levesteder til fx hasselmus, flagermus og hulrugende fugle, er det vigtigt ikke at blande det sammen med generel veteranisering. Her bør fokus være at skabe det optimale levested med mindst mulig skade på træernes bark og splint, så træet hurtigt kan overvokse det meste af skaden. Kun åbningen ind til den indre hulhed skal forblive tilgængelig og af passende størrelse.

Dette Videnblad handler fortrinsvis om skabelse af hulheder til flagermus, som yngler og overvintrer i træer. Vær opmærksom på at flagermuskasser kun kan anvendes til kortvarig rast og parring, men er uegnede til ynglekolonier og overvintring. De er derfor ikke en erstatning for hulheder i træer.

Flagermushulheder

Figur 1. Åbning til hulhed i et parktræ (bøg), som har været benyttet af både flagermus og alliker. Hulheden er opstået efter afskæring af en stor gren inde ved stammen og et efterfølgende angreb af puklet læderporesvamp, som nedbryder dødt ved. Hele processen har taget 20-40 år. Foto: Iben M. Thomsen

Forbedring af et flagermushabitat ved at skabe nye hulheder, hvor de strengt beskyttede dyr kan overvintre eller formere sig, fremhæves ofte som en gevinst ved veteranisering. Imidlertid kan de bedste metoder knapt anses som veteranisering, fordi målet er at skabe et hulrum i træets indre med så smalt eller lille et adgangshul som muligt. I Fælledparken i København, som er et kendt flagermuslevested i Danmark, er de fleste habitattræer opstået, fordi en stor gren er kappet inde ved stammen, og der efterfølgende er dannet et kerneråd med udgangspunkt i såret (figur 1).

Figur 2. Kunstig flagermushulhed på eg med udskæring af et firkantet låg, som sættes på igen, når kerneveddet er udhulet. Et vellykket eksempel fra Bidstrup-skovene, fordi sårvedsvolde på begge sider af udskæring holder låget fast. Hvis låget falder af eller vipper, er hulheden ikke egnet til flagermus. Det er dog ikke så heldigt, at der er lavet to udskæringer med placering på forskellige sider af stammen. Så har man forstyrret transporten i bark og splint begge steder. Fotos: Iben M. Thomsen

En typisk måde at lave en flagermushulhed er at skære et ’lagkagestykke’ ud af stammen og lave et ’låg’ af den yderste, brede del med splint og bark (figur 2 og 3). Skaden på bark og splint er ret omfattende grundet lågets bredde. Stammens indre kerne udhules, og låget sættes fast på stammen. Låget skal anbringes, så der bliver en smal sprække nederst, som er adgangsvej for flagermusene. Stammen skal have en vis tykkelse, så veddet omkring hulheden isolerer mod skiftende temperatur- og fugtighedsforhold.

Igangværende forsøg i Bidstrup-skovene viser, at størrelse, udformning og tekstur af de indre hulheder er af afgørende betydning for, hvorvidt de benyttes af ynglende brun- og dværgflagermus. Der eksperimenteres desuden med yderligere detaljer, som måske kan gøre hulhederne attraktive for andre flagermusarter. Det er tidskrævende arbejde, som kræver langvarig overvågning for at kunne vurdere, om hulhederne fungerer for de krævende og sårbare flagermus.

Figur 3. Ny og ældre udskæring af hulhed i bøg med åbning nederst, en typisk metode til flagermus. Placering af åbning på træet til venstre og i midten er dog ikke egnet til fx brunflagermus, som foretrækker 4-5 meters højde. På træet til højre fra Bidstrup-skovene er åbningen højt nok oppe, men til gengæld har en spætte lavet hul øverst i låget. Læg mærke til sårvolde på begge sider af den ældre udskæring, som kompenserer for den manglende transport i bark og splint over og under skaden. Der sidder et lille frugtlegeme af en vednedbryder i kanten af låget. Fotos: tv. og midt Simon Skov, th. Iben M. Thomsen.

Knap så skadelige metoder

Der er imidlertid gang i udvikling af alternative metoder, som begrænser skadens omfang og giver træerne støre chance for at overleve veteraniseringen i mange år. Alle de nedenfor beskrevne metoder er dog mest teoretiske, og langsigtede forsøg mangler.

En bedre metode kunne fx være at skære en lang, smal rille lodret ind gennem bark og splint med en tværgående åbning forneden (som et omvendt T, figur 4). Derefter udhules kernen bedst muligt ved at vinkle motorsaven. Det er mere besværligt at få spånerne ud, og der må ikke sidde store splinter tilbage, da flagermusene så kan komme til skade. Der mistes også en del splintved, men ikke så meget som ved ’lagkage’ metoden.

Figur 4. Principskitse over udskæring af flagermushulhed i stamme, ved udførelse til venstre og efter 10 år til højre. A) set udefra, B) set i længdesnit, C) set i tværsnit. Rillen i stammen kan udføres med motorsav og er mindre skadelig end ’lagkage’ metoden med låg. Situationen forbedres yderligere, hvis udboring af den permanente åbning starter i et grenkapningssår, som vist her.

En mere optimal metode, fx i parker med gamle grenkapningssår på stammerne, er at bruge det delvist lukkede sår som indgangsport (figur 5). Her kan man starte med et større hul, så det er nemmere at få adgang til kerneveddet. Man kan også vælge at kappe en frisk gren et lille stykke fra stammen. Der findes værktøj, som kan udhule kerneveddet med et skærehoved monteret på en stang, så skaden ind gennem bark og splint bliver så smal som mulig. Dette giver træet mulighed for hurtigt at overvokse den lodrette åbning, så transportsystemer genoprettes.

Figur 5. Eksempler på ældre sår med begyndende råd i hhv. eg (tv.) og bøg (th.), som kan udnyttes til at skabe levesteder til fx flagermus. Fotos: Iben M. Thomsen

Ved begge metoder er skaden på træets bark og kambium begrænset, og den lodrette rille vil lukke sig efter nogle år, alt efter bredde og træets vækst og vitalitet. Man kan med fordel arbejde i yngre, vitale træer, da den nødvendige vægtykkelse omkring hulheden opnås ved den efterfølgende diametertilvækst, men stammediameter bør mindst være 40-50 cm. Der kan eventuelt suppleres med vednedbrydende svampe, se nedenfor.

En fordel ved at bruge udboring af grenkapningssår er, at arbejdet med motorsav begrænses til at skære rillen ud fra såret og opad i stammen. Medmindre der arbejdes fra lift, skal udskæring af flagermushulheder typisk ske via klatring. De store flagermus har nemlig behov for, at åbningen sidder mindst 4 meter oppe, da de ellers ikke kan få nok opdrift under vingerne, når de forlader træet. Det kræver uddannelse og erfaring at arbejde med motorsav, når man hænger i en sele 4-6 meter over jorden.

Udnyt vednedbrydende svampe

En sidste mulighed er at udnytte harmløse vednedbrydende svampe (saprofytter) til at skabe hulheder ud fra et eksisterende eller kunstigt frembragt sår. Der findes langt flere svampe, som kun kan nedbryde allerede dødt ved, end parasitter der kan fortsætte fra kerneveddet ud i den levende splint og bark. De parasitiske vednedbrydere er de svampe, som kan give anledning til risikotræer, se fx Videnblad 05.26-25. Men alt efter hvilken træart der er tale om, kan der sagtens findes helt almindelige svampearter, som er velegnede til at udhule kerneveddet uden nævneværdig fare for træets vitalitet og stabilitet. Åbningen ind til kerneveddet skabes igen ved at udbore et eksisterende grensår (figur 6).

Figur 6. Principskitse over fremstilling af flagermushulhed ved at udnytte et stort grenkapningssår til at udbore en åbning og inokulere en saprofyt i kerneveddet, fx via et frugtlegeme som sømmes fast i toppen af udboringen. A) set udefra, B) set i længdesnit, C) set i tværsnit. Det er vigtigt, at indgangstunnel går skråt opad, da det foretrækkes af flagermus, bl.a. så deres ekskrementer glider ud af åbningen.

Der findes ikke så meget forskning eller forsøg med denne metode. Wainhouse & Boddy (2021) beskriver muligheden i en artikel, som mest handler om at fremme sjældne og truede arter ved at inokulere egnede træer med svampene. Metoden efterligner i princippet de mere eller mindre naturligt opståede hulheder, som lige nu ses i eksisterende flagermustræer. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at inokulering med svampe er en langsigtet fremgangsmåde, hvor det kan tage årtier, før der er dannet en passende hulhed. Til gengæld kan man bruge metoden i yngre træer, som måske bedre kan overvinde eventuelle skader forbundet med udførelse.

Inokulering med en saprofyt kan gøres helt simpelt ved at finde et frisk frugtlegeme og sætte det fast i toppen af det udborede hul. Svampens mycelium vil så vokse fra frugtlegemet ind i veddet. En mere avanceret metode kan være at samle friske svampesporer, lave en vandig opløsning og sprøjte den ind den udborede kerne kombineret med stykker af frugtlegemet. En sidste mulighed er at bruge mycelium dyrket i et laboratorium, svarende til de sæt, man kan købe til at dyrke spisesvampe som østershat.

Hulrugende fugle

De samme teknikker kan også bruges til at lave levesteder til fugle (figur 7), et mikrohabitat der også er mangel på, især i grønne områder med yngre træer og træarter med lav tendens til at danne hulheder (Brun, 2023). Blandt de mindre hulrugende fugle har nogle brug for små, runde åbninger (musvitter, mejser og spurve), mens andre som rødstjert, rødhals og fluesnapper foretrækker en større og mere firkantet åbning.

Større fugle som alliker, huldue, stor skallesluger, ugler og andre rovfugle har behov for både et stort hulrum og store åbninger. Her kan redekasser være et bedre alternativ, men husk at kasserne skal hænges op med mindst mulig skade på træerne. De må altså ikke sættes op med en wire rundt om stammen, så barken dræbes, men bør sømmes eller skrues fast med plads til, at træet kan vokse i tykkelse. Dette kan godt volde en del vanskeligheder i praksis.

Konklusion

Velegnede metoder til at frembringe levesteder til arter, som foretrækker hule træer, er stadig under udvikling. Der er brug for at fokusere både på den specifikke arts behov og på at minimere skaden på det levende træ. Hvis man investerer tid, penge og træer i projekter om flagermus eller hulrugende fugle, er gevinsten højere både biologisk og økonomisk, jo længere tid træerne opfylder formålet med den fokuserede veteranisering.

Tak til flagermusekspert Hans J. Baagøe for input om forsøgsarbejdet i Bidstrup-skovene.

Litteratur:
Brun, MØ (2023). Im-peck-able! Abundance of characteristically diverse cavities help cavity nesting birds in cemeteries: A case study at Vestre Kirkegård, Copenhagen. PUK opgave, Københavns Universitet, 23 s.

Hummelshøj, L (2023). Potentialet for dannelsen af flagermustræer gennem veteranisering. Bacheloropgave, Københavns Universitet, 46 s.

Wainhouse, M; Boddy, L (2022). Making hollow trees: Inoculating living trees with wood-decay fungi for the conservation of threatened taxa - A guide for conservationists. Global Ecology and Conservation, 33, e01967.

Videnblad nr.: 06.08-17
Forfattere: Iben Margrete Thomsen (IGN), Simon Skov (IGN), Lea Hummelshøj og Julie Dahl Møller