Naturpleje: Lodsejerens forpligtelser
En lang række regelsæt gør indskrænkninger i ejerens rådighed over sin ejendom. Det gælder for eksempel for planlovens zoneregler, naturbeskyttelseslovens regler om fredninger og bygge- og beskyttelseslinjer samt skovlovens regler om fredskovspligt. Man kan se den form for regelsæt som en passiv beskyttelse af bestemte arealer, idet reglerne indebærer en pligt for ejeren til at undlade visse aktiviteter på arealerne, med mindre han har fået meddelt en tilladelse eller dispensation til det påtænkte.
Andre af natur- og miljølovgivningens regelsæt kan forpligte ejeren til aktivt at foretage visse handlinger – f.eks. naturplejeforanstaltninger. Den type regulering af ejerrådigheden anses traditionelt som mere byrdefuld for ejeren og vil typisk udløse en form for kompensation. Det er dog ikke tilfældet med driftslovens regler om rydningspligt.
Lodsejerens umiddelbare pligt til naturpleje
Driftslovens regler om rydningspligt er lovgivningens væsentligste naturplejepligt. Rydningspligten følger af driftslovens § 5 og indebærer, at arealer i landzone samt arealer med landbrugspligt i byzone og sommerhusområder skal holdes fri for opvækst af træer og buske. Rydningspligten gælder ikke for klitfredede arealer, fredskovspligtige arealer og arealer, der er bevoksede med skov, uanset at de ikke måtte være fredskovspligtige. Rydningspligten gælder heller ikke arealer med læhegn og småplantninger m.v. på op til 0,5 ha. Endelig gælder rydningspligten ikke arealer, som er vanskeligt tilgængelige, våde, stejle eller på anden måde vanskelige at rydde med maskiner.
Anmeldes et areal som skov, efter bekendtgørelsen om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur gælder rydningspligten heller ikke, men rydningspligten gælder på f.eks. udyrkede arealer og en række af de naturarealer som heder, enge og overdrev, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. Dermed forhindrer rydningspligten den tilgroning, der ellers truer den ekstensivt drevne lysåbne natur.
I bekendtgørelsen om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur er det specificeret, at rydningspligten kan opfyldes ved slåning, slæt eller afgræsning, og at opvækst af træer og buske ikke må være mere end 5 år gammel. Arealerne skal altså som minimum ryddes hvert 5. år. I bekendtgørelsen er det også fastsat, at hedearealer kun må slås eller ryddes i perioden 1. august til 30. april. For andre arealer gælder det, at de kun må slås eller ryddes i perioden 1. november til 31. marts. Høslæt må i alle tilfælde kun finde sted i perioden 1. juli til 30. april, mens ekstensiv slåning eller rydning ved brug af motorsav, buskrydder og lignende kan finde sted hele året.
Lovgivningen indeholder kun få andre umiddelbare handlepligter med tilknytning til naturpleje. Eksempelvis har ejerne af arealer ned til private vandløb vedligeholdelsespligten af disse vandløb, og ejerne af læhegn pligt til at vedligeholde deres hegn. Sigtet med disse regelsæt er dog først og fremmet at varetage afvandingsinteresser og nabohensyn.
Bekæmpelse af bjørneklo
Efter en række af lovgivningens regelsæt kan lodsejerne konkret pålægges at udføre naturpleje. Der er altså ikke tale om umiddelbare pligter for lodsejeren, men om regelsæt, hvorefter lodsejerens handlepligt følger af en konkret plan eller en konkret aftale. Pligten til at bekæmpe bjørneklo er et eksempel herpå.
Med afsæt i driftslovens § 10 er udstedt en bekendtgørelse om bekæmpelse af bjørneklo. Kommunerne kan efter bekendtgørelsen udarbejde indsatsplaner for bekæmpelse af bjørneklo, og når disse planer er udarbejdet, har lodsejerne efter bekendtgørelsens § 1 en pligt til at følge planerne op med en aktiv bjørneklobekæmpelse.
Pligten for lodsejeren indtræder ved indsatsplanens vedtagelse og offentliggørelse, og der er i bekendtgørelsen fastsat regler om offentlig høring inden vedtagelsen af planen. Hvis indsatsplanens bestemmelser om be-
kæmpelse af kæmpebjørneklo ikke overholdes af lodsejerne, kan kommunen foranstalte bekæmpelsen, og lodsejerne idømmes bødestraf.
Naturpleje i Natura 2000-områder
I Natura 2000-områder kan lodsejerne kun forpligtes til naturpleje af aftaler indgået med myndighederne. Natura 2000-reglerne i både skovloven og naturbeskyttelsesloven giver hjemmel for sådanne aftaler med henblik på at realisere Natura 2000-planerne og sikre de arter og naturtyper, som Natura 2000-områderne er udpeget for, en gunstig bevaringsstatus.
Myndighederne er efter naturbeskyttelseslovens § 19 c og 19 d og skovlovens § 18 og 19 forpligtet til at gennemføre Natura 2000-planerne ved indgåelse af aftaler med lodsejerne om arealernes drift. Er der behov for at sikre naturværdier, ud over hvad der følger af Natura 2000-planen, så er der hjemmel til det i naturbeskyttelseslovens § 19 e og skovlovens § 20. Først skal myndighederne forsøge at indgå en aftale med lodsejeren, og kan der ikke opnås enighed om en aftale, så kan myndighederne udstede et påbud vedrørende arealernes drift, der følges op af en erstatning. Der er formodentlig ikke hjemmel i Natura 2000-bestemmelserne til at påbyde lodsejerne at udføre egentlige naturplejeforanstaltninger, men kun til at påbyde lodsejerne at acceptere at plejeforanstaltningerne udføres.
Inden for Natura 2000-områder er der en række driftsændringer, der skal anmeldes. Det gælder f.eks. væsentlige ændringer inden for kort tid i græsningsintensitet, herunder ophør med græsning eller høslæt. Anmeldelsen betyder, at myndighederne får mulighed for at indgå en aftale med lodsejeren om fortsættelse af den naturvenlige drift efter reglerne ovenfor, eller eventuelt selv overtage naturplejen på det konkrete areal.
Naturpleje i fredede områder
Fredninger efter naturbeskyttelsesloven indeholder normalt ikke en egentlig pligt til naturpleje for ejeren af det fredede areal. I visse tilfælde kan der dog være en pligt til at opretholde en bestemt tilstand af arealet – f.eks. friholde et område for opvækst i forbindelse med en udsigtsfredning. Kommunerne kan imidlertid efter naturplejebekendtgørelsens § 1 gennemføre plejeforanstaltninger på private fredede arealer. Naturplejen kan gennemføres enten med ejerens eller brugerens samtykke eller efter tilladelse fra Fredningsnævnet. Ejeren skal tilbydes mulighed for at gennemføre plejeforanstaltningerne selv, men kan ikke pålægges at gennemføre dem.
Andre regler om naturplejeaftaler
Supplerende i forhold til de nævnte er der i medfør af skovloven, landbrugsstøtteloven og landdistriktsloven etableret en række tilskudsordninger til naturpleje, naturprojekter og naturvenlig drift. Skovloven indeholder desuden i § 26 en specialregel om aftaler til sikring af bevaringsværdige egekrat. Oplysninger om sådanne ordninger findes på Naturstyrelsens og NaturErhvervsstyrelsens hjemmesider. Indgåelse af sådanne aftaler forpligter naturligvis lodsejeren til en drift i overensstemmelse med aftalen.
En myndighed kan imidlertid også indgå en aftale med en lodsejer om driften eller plejen af et naturareal uden for rammerne af de nævnte regelsæt og etablerede tilskudsordninger. Det må antages, at der ikke kræves en udtrykkelig hjemmel i lovgivningen for aftaler om naturpleje, når blot de indgås under iagttagelse af EU-reglerne om ulovlig statsstøtte og for kommunernes vedkommende inden for kommunalfuldmagtens grænser.
Lasse Baaner, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
Lovgivning
Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur: Bekendtgørelse nr. 637 af 10/06/2010 om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur.
Bjørneklobekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 862 af 10/09 2009 om bekæmpelse af kæmpebjørneklo.
Driftsloven: Bekendtgørelse nr. 191 af 12/03/2009 af lov om drift af landbrugsjorder Naturbeskyttelsesloven: Bekendtgørelse nr. 933 af 24/09/2009 af lov om naturbeskyttelse som senest ændret ved lov nr. 1273 af 21/12/2011.
Naturplejebekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 1604 af 20/11/2006 om pleje af fredede arealer, om tilsyn og om indberetninger.
Skovloven: Bekendtgørelse nr. 945 af 24/09/2009 af lov om skove, som senest ændret ved lov nr. 1273 af 21/12/2011.
Videnblad nr.: 06.00-29
Forfatter: Lasse Baaner
© Copyright. Eftertryk ikke tilladt